ANMELDELSE: Livtag

– et portræt af billedhuggeren Gerda Thune Andersen

Bogens omslag er designet af Rasmus Koch Studio

✮✮✮✮✮

' …. Bogen ”Livtag” om og især med Gerda Thune Andersen forbinder eminent personskildringen med beretningen om at være kvindelig billedkunstner i en foranderlig epoke. Erik Steffensen har begået et hjerteligt portræt af billedhuggeren …. '

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Hvis man besidder et plausibelt overskud, kan man passende begive sig af med at gennemgå forfatteren, kunstanmelderen og ikke mindst billedkunstneren Erik Steffensens forfatterskab omhandlende billedkunstnere fra nyere dansk kunsthistorie. På mit arbejdsbord ligger eksempelvis i skrivende stund en moppedreng af en biografi over Poul Gernes.

I mit kunstbibliotek befinder sig tillige en bog om Asger Jorn af Steffensen og i biografien fra 2017 med titlen ”At trække en streg” skaber forfatteren ikke blot et levende portræt af billedkunstneren Per Kirkeby (1938-2018). Han kreerer samtidigt dokumentation over tidsafsnittet, Kirkeby agerede i.

Indhold som definerende format

Det kan godt være, at der ikke er så meget korporligt format over Erik Steffensens helt nye biografi over den danske billedhugger Gerda Thune Andersen, men format kan og bør ikke altid måles i fysisk omfang. Det er indholdet, der definerer betydningen.

Jeg har hørt Erik Steffensen åbne udstillinger og berette under fire øjne adskillige gange og man kan være ret sikker på, at han så godt som altid lægger egne iagttagelser af øjeblikke ind i sine skildringer.

Bogen, som portrætterer Gerda Thune Andersen, indledes med forfatterens beskrivelse af oplevelsen ved at køre fra København til Tibirke, og afsluttende med de sidste kilometer af ”hullede grusveje”.

Man er til stede i selskab med Steffensen og i hans egenskab af billedkunstner, skriver han så at sige i afbildninger med en naturlig fotografisk præcision.

Jeg kunne sagtens selv identificere Gerda Thune Andersen som billedhugger i ordets mest oprindelige betydning, men hvor mange billedhuggere i det lille kongerige har opnået en form for berømmelse uden på et tidspunkt i karrieren at have slagtet en krikke på en mark midt på Sjælland? Ikke mange nulevende, kan jeg roligt bekræfte.

”Stupaerne”, 1989-90. Foldet og popnittet aluminium. Foto: Torben Eskerod

Detaljen som klangbund i skulpturel form

Som det er tilfældet med de fleste kunstnere, udgør atelieret et uundgåeligt omdrejningspunkt i Gerda Thune Andersens liv. Hendes professor på Kunstakademiet rådede hende til at gå i atelieret hver dag, og han tilføjede: »og kan du ikke finde på andet, kan du bare feje gulvet«.

En sådan anekdotisk fortælling er væsentlig at få med, og det gælder ikke mindst, når det er Gerda Thune Andersen, der skal portrætteres. Også i hendes omfattende og mangfoldige værk udgør detaljen den totale klangbund for overhovedet at tænke i skulpturel form.

Der befinder sig en form for ironi i, at Gerda Thune Andersen, i kraft af, at hun voksede op tæt på Rådhuspladsen i København, og derfor føler sig tryg i byrummet, i dag er bosiddende i Tibirke tæt på Tisvilde Hegn. Hun har været bosiddende i alverdens lokaliteter og en heftig rejseaktivitet kunne måske signalere en vis rastløshed hos billedhuggeren.

»Hun skal fanden gale mig ikke være kunstner, og hold så op med at sætte griller i hovedet på hende«. Sådan reagerede Gerda Thue Andersens far, da en bekendt af familien foreslog, at unge Gerda kunne satse på en karriere som billedhugger.

Til gengæld var professor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi, Einar Utzon-Frank af en helt anden opfattelse: »Jeg synes, det ville være vanvittigt at starte en anden uddannelse end at blive billedhugger«. Faderen accepterede efterfølgende udtalelsen fra autoriteten, og Gerda Thune Andersen begyndte sin uddannelse på Kunstakademiet i januar 1954.

Gerda Thune Andersen i sit atelier, Tisvilde, 2015. Foto: David Stjernholm

Skulpturen ”Kontrapunkt” fra 1968 i en version støbt i bronze. Foto: Gerda Thune Andersens arkiv

En sanselig strøm af fortællinger

Således er biografien skudt i gang, og den fortsætter i en sanselig strøm af fortællinger, som levendegør en kunstner med meget på hjerte, og alt dette indrammes af et liv, der er stærkt præget af samlivet med ægtemanden Nils Kjølsen, som, da han og Gerda traf hinanden for første gang, netop havde afsluttet et virke som forstmand i Afrika.

Ægteskabet med Kjølsen gav anledning til adskillige bopæle – fra Afrika til Skagen og fra Sverige til Hjørring. Om sidstnævnte sted udtalte Gerda til lokalpressen med reference til Hjørrings manglende kulturtilbud til børn »hvorfor se Venedig og dø, når man kan tage til Hjørring og kede sig ihjel«? Svaret giver næsten sig selv.

Gerda Thune Andersens kunstneriske løbebane tyder på en stærk nysgerrighed i relation til materialernes potentialer inden for den moderne skulpturs verden. Bogen viser helt nøjagtigt, hvordan Gerda Thune Andersen bevæger sig frit fra portrætbuster til skulpturgrupper med personer, hvilket er tydeligt i et værk, som hun modtager Kunstakademiets guldmedalje for i 1958.

Senere i forløbet synes det, som figurerne opløses og forvandler sig til organiske abstraktioner, og her befinder vi os i et tidsperspektiv fra midt i 1960’erne og frem til slutningen af 1970’erne. I 1981 rejste Gerda til Mozambique, hvor Nils Kjølsen var udstationeret, og her skabte hun kreative fora i et miljø, der med kunstnerens egne ord »stank af lort overalt. De børn, der havde diarré sked på gulvet og ingen tørrede op, for klude til rengøring fandtes ikke«.

”Skagens vartegn”, 1994. Foldet og popnittet kobberplade. Foto: Thomas Ravn

”Vaskepigerne”, guldmedalje-opgave på Kunstakademiet, 1958. Ler i hel størrelse og gips i halv størrelse.

Foto: Gerda Thune Andersens arkiv

Nye eventyr

Senere ventede et nyt eventyr, da Nils Kjølsen fik job i Laos i Sydøstasien. Her blev Gerda Thune Andersen i bogstavelig forstand forelsket i den buddhistiske kultur og folket, som levede i efterdønningerne fra Vietnamkrigen.

I de følgende år opleves det, som Gerda Thune Andersen indtager et skulpturelt billedsprog, der resulterer i nye stringente udformninger baseret på arkitektur. Efter årtusindskiftet kan man opleve huse, der delvist er dækket af organiske materialer, som er lavastrømme i gang med at tilintetgøre dem. Her tolker jeg frit, og undskylder betingelsesløst, hvis jeg har misforstået en grundlæggende hensigt.

I 2024 får Gerda Thune Andersen et af de største legater en billedhugger i Danmark, kan modtage. Der fulgte en stor udstilling med Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Æreslegat, og udstillingen fandt sted i Den Frie Udstillingsbygning i København.

Erik Steffensen har besøgt Gerda Thune Andersen adskillige gange i forbindelse med sin grundige research til bogen, som har titlen ”Livtag”, og han slutter sin beskrivelse med at definere Gerda som ”en ener. One of a kind”. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han har ret.

Gerda Thune Andersen er født i 1932 og uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i årene 1954-1959. Hun har i perioder været bosat i bl.a. Mozambique, Laos og Kenya, og hun er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Vendsyssel Kunstmuseum og Regionsmuseet Kristianstad i Sverige. Hun bor og arbejder i dag i Tisvilde.