Anmeldelse: Ian Kershaw – Personlighed og magt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

‘ …….. en spændende vandring igennem det 20. århundredes historie …..’

– Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION

 

 

 

Måske din viden om den europæiske historie i det 20. århundrede efterhånden sygner hen i glemslens mørke grotter, mens du i stigende grad bliver irriteret over indforståede referencer til samme, når nyhedskanalernes eksperter på 90 sekunder skal udlægge, hvorfor historien udspiller sig som den gør lige nu? Hvad kan man gøre for bedre at forstå, hvorfor Europa rent geopolitisk er endt med at se ud, som det er tilfældet i dag?

 

Man kan naturligvis hente historiebøger hjem i lange rækker, som hver for sig fokuserer på for eksempel én periode, ét land eller én politisk strømning. Sådanne bøger bygger gerne på historikeres egne videnskabelige artikler, og giver i bedste fald en række indfaldsvinkler til historien.

 

En anden mulighed er at læse “Personlighed og magt” af Ian Kershaw. Her får man genopfrisket det 20. århundredes europæiske historie som en slags ekstra bonus i forhold til bogens tilsyneladende primære formål. Ian Kershaw gennemgår 12 politiske lederskikkelsers opståen, magtudøvelse og eftermæle i det 20.århundrede. De 12 ledere er Lenin, Mussolini, Hitler, Stalin, Churchill, de Gaulle, Adenauer, Franco, Tito, Thatcher, Gorbatjov og Kohl.

Bogens formål

Ian Kershaw stiller det evindelige spørgsmål: Hvad afgør historiens gang? Er det klassernes indbyrdes magtforhold set i lyset af deres adgang til resurser, eller er det magtfulde ledere, hvis ideer og personlige gennemslagskraft sætter dagsordenen for den retning, historien skal fortsætte? Denne modsætning er en faghistorisk fejde som må være begyndt en gang i – ja, gæt selv – det 20. århundrede. Som eksempel kan undertegnede huske tilbage på egen historieundervisning gennem gymnasietiden. Jeg havde ingen bevidst erkendelse af, at min historielærer i samtlige tre år var en glødende marxist, før jeg nåede frem til mundtlig eksamen, hvor en tydeligvis irriteret idéhistorisk eksaminator drejede spørgsmål hen på forhold som jeg aldrig havde skænket en tanke.

 

Forfatteren opstiller 7 påstande som gennemgangen af de 12 lederes politiske liv skal belyse. Som f.eks. den første påstand: “Enkeltpersoners muligheder for at påvirke udviklingen er størst under og lige efter politiske omvæltninger, når det hidtil eksisterende regelværk bryder sammen eller bliver ødelagt”.

De 12 portrætter

Herfra gennemgås de 12 lederes politiske liv. Man bliver slået over hvor mange af de 12 europæiske ledere, der kæmper sig til magten ved at råde over en eller anden form for paramilitær hær, og at de iskoldt får dræbt politiske modstandere, indtil vejen er banet for deres egen opstigen til den absolutte top. Nogle få ledere kunne udnytte deres position på grund af 2. verdenskrig. Andre igen kunne tage magten, fordi de ganske enkelt steg i graderne i deres eget parti, indtil de var en indlysende kandidat eller blev valgt af folket.

 

Eftersom Ian Kershaw skal besvare egne fremsatte påstande, giver han sig selv den frihed at kunne springe rigtig mange mellemregninger over; netop fordi hans bog ikke er en videnskabelig artikel. Han kan for eksempel tillade sig at karakterisere ledere med ultrakorte bedømmelser, såsom at Adolf Hitler var en elendig militærleder eller om Charles de Gaulle, at ’selv om hans elitisme var indhyllet i romantiseret patriotisme, omfattede det ikke nogen særlig agtelse for det franske folk’ eller, at påstanden om Margaret Thatcher som ‘det største geni, der nogensinde har ledet den britiske stat’, er ubegrundet.

 

I sin gennemgang af sidstnævntes politiske liv, føler Ian Kershaw behov for at introducere to økonomiske tænkere, nemlig Keynes og Friedman. Forfatteren bruger sølle to (2) linjer til at beskrive hver af de to tænkeres teorier, hvor Thatcher tydeligvis tog afstand fra Keynes, mens hun favnede Friedman. Det var nok ikke gået i en videnskabelig artikel.

 

Til gengæld giver det forfatteren et herligt frirum til at kunne trække læseren hurtigt igennem nogle mættede begivenheder. For eksempel skriver han om Benito Mussolini: “Den drastisk forandrede internationale situation i midten af 1930’erne gav ham tilsyneladende en geopolitisk mulighed, som kunne tilfredsstille hans ideologiske ambitioner.”. Eller i afsnittet om Helmut Kohl skriver han om genforeningen: “Kohls indtryk var, at dette virkelig var en “historisk” stund, som skulle gribes, og ikke bekæmpes, og det gjorde det klart for Bush, men først og fremmest Gorbatjov, at supermagterne var nødt til at tage nogle afgørende skridt til at kanalisere den uimodståelige bevægelse ind i politiske rammer, man kunne handle ud fra.”.

God historisk ballast

Der kommer rigtig mange bonusinformationer i kølvandet på disse 12 lederportrætter. For eksempel læser vi ironisk nok, at de Gaulle var modstander af at indlemme England i et europæisk handelsfællesskab. Han troede simpelt hen ikke på, at englænderne i længden ville være interesseret i at gå på kompromis med egne interesser til fordel for det europæiske fællesskab.

 

Eller vi lærer at Ruslands nuværende kvotesystemer, hvor de enkelte politidistrikter ikke blot skal anholde terrorister, hvis de finder nogen, men skal kunne dokumentere anholdelser af en på forhånd fastlagt kvote af terrorister. Hvad gør man, hvis kvoten ikke umiddelbart kan nås? Der har styret i Kreml i sin visdom udråbt forskellige minoritetsgrupper i samfundet til at være ‘ekstremister’. Enkeltpersoner fra disse grupper kan så meget bekvemt anholdes, hvis kvoten ikke er opfyldt. Denne tænkning stammer direkte fra Stalin og hans paranoide udrensninger, særligt i 1937-1938.

Konklusion

Får vi svar på Ian Kershaws syv indledende påstande? Ikke særligt overraskende konkluderer forfatteren, at man hverken alene kan anskue historiens gang som et produkt af klassernes ligestilling, der så giver plads til en diktator (måske med undtagelse af Francisco Franco) eller gennem tesen om at magthavernes idéer alene bestemmer retningen for hele befolkninger. I nogle situationer opstår der begivenheder, som selv den største og mest magtfulde diktator ikke er herre over, men tvinges at forholde sig til. Andre gange kan en enkelt fiks idé hos en diktator fuldstændig ændre historiens gang.

 

Nogle ledere, såsom Helmut Kohl og Charles de Gaulle, var heldige at befinde sig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Havde verden stiftet bekendtskab med “Lebensraum” og systematisk udryddelse af uønskede minoriteter uden en Adolf Hitler i besiddelse af et vanvittigt had? Forfatteren vover påstanden, at det nok næppe ville have været tilfældet. Stalin behøvede til gengæld ikke at hade – han led bare af forfølgelsesvanvid og var i øvrigt storebror til Hitler, når sammenligningen går på den tvivlsomme rekord i at være årsag til mest menneskelig lidelse og død blandt landets egen befolkning. Mikhail Gorbatjov får også i det store og hele æren for på egen hånd at have kørt Sovjetunionen i sænk.

 

Selvom Ian Kershaws primære formål med bogen er at svare på egne fremsatte påstande, efterlades jeg mere med en spændende vandring igennem det 20.århundredes historie set igennem de 12 måske mest markante lederes virke. Vi bliver ført igennem en spændende beskrivelse af ydre begivenheder, idealistiske idéer og stærke personligheder, som snoet sammen skaber den historie vi alle er en del af.

 

 

 

 

 

 

 

Sir Ian Kershaw
Foto: Mark Kohn Hollandse Hoogte

 

 

 

Se mere om Anmeldelse: Ian Kershaw – Personlighed og magt her

 

 

 

 

Anmeldelse: Ian Kershaw – Personlighed og magt er skrevet af Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION