Verdi – en klassisk megastjerne

af Festus Steinmeier

 

Hvordan vi faldt for Trubaduren

Richard Gere inviterer Julia Roberts på en flyvetur i sin private jet. De flyver til en by langt væk og går i operaen. På scenen synger Azucena og Leonora deres klagesange, og tårerne triller ned ad kinderne på Julia Roberts. Hvem husker ikke den scene i Pretty Woman? Hvis filmens handling var foregået små 140 år tidligere, ville de to have været til premiere i Rom og oplevet en af datidens musikalske megastjerners øjeblikkelige succes.

 

Der er en række træk, som går igen, når vi beskæftiger os med megastjerner. De mestrer deres håndværk i en tidlig alder. I begyndelsen af karrieren sidder de i lommen på dem, der bestiller deres musik. De kan producere et hit, når det passer dem, og de fornyr sig samtidig med, at de forstår afhængigheden til deres fans.

 

 

 

 

Hvordan faldt min familie for Trubaduren? Det begyndte med en ferie i Barcelona. Hvorfor ikke lige tjekke, om der fandtes et operahus i Barcelona? Det gjorde der. Det ligger lidt anonymt på Ramblaen, og hvad der ligner tre store nøglehuller i facaden, udgør indgangen til Liceu, som operahuset hedder. Hvis man ikke ved, hvad der gemmer sig bag den uprætentiøse facade, går man blot forbi i sine egne tomme turisttanker. Placeringen kunne i Danmark svare til, at en beskeden udgave af Hr. Møller havde valgt at placere sit operahus i en nedlagt biograf i Nygade med fire sammenhængende baggårde for herefter at installere et musikteater inden i for så igen at skærme hele herligheden af bag husfacaderne og et par indgange ud til Strøget i København.

Trubaduren og Liceu

Guiseppe Verdi (1813-1901) blev en megastjerne i 1800-tallet. Allerede som ung udviklede han et solidt talent for at komponere musik, og da han var sidst i tyverne, slog han igennem med sin tredje opera. Hans operamusik gjorde ham herefter til en af de mest efterspurgte komponister i Italien. På samme måde som nutidens musiksnedkere måtte Verdi knokle i en årrække, indtil han opnåede økonomisk uafhængighed. Ti år senere kunne han sætte tempoet ned for kun at komponere, når han havde lyst eller blev spurgt pænt. Det er på dette tidspunkt i hans liv, at Trubaduren ser verdens lys.

 

Et par nyindkøbte billetter forvandlede os til menneskelige nøgler uden for operahuset Liceu. Bag de tre nøglehuller på Ramblaen åbenbaredes den skønneste teatersal. Vi var ramlet ind i en opera ved navn Trubaduren, og hvor vi dog nød forestillingen! Liceu havde samlet en række verdensklassesolister, der sang, så tonerne foldede sig ud i hele salen og krøb rundt om hver eneste søjle og enhver lille lampet. Denne opera virker mere sammenhængende og stram i historien, end vi umiddelbart er vant til. Samtidigt med at arierne er melodiøse og iørefaldende, kan man godt høre, at solisterne er på hårdt arbejde. Sopranen Leonora og tenoren Manrico får lov til at synge staccato på lange strækninger. Leonora foretager toneløb, som var hun et instrument! Her er en opera, hvor solisterne kan brillere med deres overlegne teknik og virkelig vise, hvad de dur til. Samtidigt skal de præstere dramatisk skuespil i en handling, der er mættet af voldsom hævntørst.

 

Da Verdi når det punkt i sit liv, hvor han kan skrive af lyst mere end af nød, gør han dét som de fleste komponister får trang til: at sprænge rammerne for den musik han komponerer. Hvorfor skulle handlingen absolut styres af musikken? Hvorfor skulle operaer komponeres efter samme skabelon i henhold til datidens romantiske traditioner såsom Bel Canto (skønsang)?

 

Hvad med at skrive en opera hvor handlingen bestemmer musikken og dermed bliver et sammenhængende stykke, der ikke afbrydes af fjollede orkesterintermezzoer på scenen, små dumme arier, duetter, trioer og finaler? Dette var Verdis ambition med Trubaduren, som oprindeligt var et populært teaterstykke af samme navn. Den jævnaldrende Richard Wagners (1813-1883) tilgang til sine egne operaer har givetvis inspireret Verdi.

 

 

 

 

Trubaduren og The Met

Et par år senere synes vi, at New York skal beæres med vores besøg. Hvad opfører de mon i den uge, hvor vi er i byen? Trubaduren på The Metropolitan Opera naturligvis. Endnu engang en storslået oplevelse med verdensklassesolister der mestrer musikken og nærmest bare rider med på operaens lydbølger. Særligt Dolora Zajick gjorde stort indtryk på os i rollen som sigøjneren Azucena sammen med Guanqun Yu, der tog livtag med Leonoras parti. Solisterne præsterede med så stort et overskud, at det næsten virkede som ‘endnu en dag på kontoret’. Det var bare topklasse, og der var absolut ingenting at kritisere. I øvrigt kan du få dit navn nævnt i sæsonens program, hvis du donerer et par tusind dollars til The Metropolitan Opera. Var det noget?

 

Ved at lade historien være omdrejningspunktet for Trubaduren giver Verdi sig selv den frihed at kunne skrive musikken, så den understøtter handlingen igennem hele operaen. Samtidigt er han blevet så erfaren en komponist, at han kan presse operasolisterne til et uhørt virtuost niveau. Hvis man i dag er en operasanger på vej op ad karrierestigen, er Trubaduren mildt sagt ikke det første engagement, man prøver kræfter med. Men hvordan undgår Verdi at skrive en opera, der er så progressiv, at han risikerer at tabe sine fans? Det er lidt af en satsning at opføre en opera, hvor man tilsidesætter de operatraditioner, som publikum er blevet vant til. Han skriver da lige et hit, som han placerer i begyndelsen af anden akt og lader en flok sigøjnere træde ind på scenen og synge om at gå til arbejdet. Det lille intermezzo er så iørefaldende, at man allerede synes man kender det, når man hører det første gang.

Trubaduren og Imperial

Hjemme i Københan har vi endda har været i biografen en søndag formiddag for at se en opførelse af Trubaduren fra The Metropolitan Opera. Oplevelsen kan naturligvis ikke hamle op med at være der selv, men det er stadig meget bedre end ingenting. Det er faktisk også muligt at streame opførelser fra The Metropolitan Opera til din tablet. Så kan du ligge i sofaen og lade dig rive med af Verdis musik og den dramatiske historie. Selvfølgelig har vi også Trubaduren fra The Met på BluRay, men det er bestemt ikke et obligatorisk krav til operaelskere.

 

I dag hører Trubaduren stadig til de fire hyppigst opførte Verdioperaer verden over. Handlingen i Trubaduren er så dødsensalvorlig, at Verdi må beherske sit ellers så karakteristiske kavaleriakkompagnement, hvilket klæder operaen ganske gevaldigt. Operaens afdæmpede akkompagnement, som understøtter handlingens dramatiske alvor blandet med melodiøse arier og én lang virtuos sangmæssig magtdemonstration samt ét megahit, gør, at Trubaduren i dag er lige så populær, som den øjeblikkeligt blev på Teatro Apollo den 19. januar 1853 i Rom. Mon ikke Roms gader den aften er blevet vækket af glade operagængere, der på vejen hjem af fuld hals har skrålet “Chi del gitano i giorno abbella”!

Hvorfor Trubaduren? Hvorfor opera?

Hvorfor græder Julia Roberts i ‘Pretty Woman’ under sit første møde med Italiensk opera? Det overlades naturligvis til biografgængeren at fantasere sig frem til svaret. Det kunne for eksempel være Greven og Azucena, som i deres indbyrdes had utilsigtet ender med at ofre deres afkom i hævntogterne. Det kunne også være det højdramatiske skuespil, som udføres af de syngende skuespillere eller nok snarere operastjernerne på de skrå brædder, de flotte kostumer eller den medrivende musik. For 1800-tallets publikum har opera helt sikkert været den flotteste (og dyreste) gang underholdning, man kunne gå til.

 

Når jeg overværer en opera, kan jeg ikke undgå at blive berørt af stemningen. Det er ikke bare vores sanser, der mættes af operaens totalteater. Det er også vores tørst efter sang og musik sammen med vores sult efter at se en flot scenografi, mens vi tænker over handlingen i dramaet. Når vi overværer en operaforestilling, bliver vores sanser og vores sind badet i indtryk på flere planer. Vi placerer os frivilligt i en helt anden verden, hvor vi fuldstændig glemmer dagligdagen i et par timer.

 

Megastjernen Guiseppe Verdi er stadig populær blandt sit publikum i dag. Næsten 170 efter premieren på Trubaduren har denne opera stadig appel til operagængere verden over, uden at nutidens musicalkomponister og megastjerner presser ham ud af markedet. Hvis nutidens musik tager Trubaduren ved hånden og følges ad de næste 170 år, skal jeg ikke kunne udtale mig om, hvad der til den tid har bred appel til publikum. Men jeg tør godt love, at Verdi til den tid stadig har sine fans. Det er dét, man forstår ved klassisk musik.

 

 

 

 

Fotos:

Vlah Dumitru Gabriel Varaljay Alessia Cocconi on Unsplash

 

Indlægget er skrevet af Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION