'Darwins Motel' i smilets by
Motiver som dristige visuelle udsagn
”Soft Machine”, 2025. Olie og mixed media på papir. 50 x 35 cm. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen/Annika Nuttall Gallery
✮✮✮✮
'Anders Brinchs værker kan hos Annika Nuttall Gallery i Aarhus ses som en form for maksimalisme fremkaldt i hallucinationstilstande …. '
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Hvordan udfordrer man det klassiske, hvide gallerirum ”The White Cube”? Spørgsmålet bliver ikke stillet udelukkende med henblik på en bekræftelse af, at hvide vægge hører til en uskreven konvention i den danske galleriverden.
Et sådant hvidt univers kan udmærket fungere som neutral iscenesættelse af moderne kunst, og her kommer det udstillede i spil som skelsættende modstykke til det implicitte snelandskab. Hvidt er for så vidt hvidt, så derfor tilgår jeg udstillingen ”Darwins Motel” indeholdende værker af Anders Brinch med en forventning om adskillige koloristiske opgør med hvidheden.
Hvorfor tage drugs, når man kan besøge en kunstudstilling?
Annika Nuttall Gallery er beliggende i Aarhus’ centrum, og dette giver mig mærkværdige associationer til, da jeg i begyndelsen af 1970’erne var elev på en fagskole 15-20 km syd for Aarhus.
Med jævne mellemrum fulgtes jeg med nogle af mine studiekammerater ind til byen, hvor de på svært forfaldne værtshuse uofficielt kunne erhverve sig små fedtede, brune klumper, som de tilbage i det vante miljø ristede på sølvpapir og derefter røg af et underligt rør, som de kaldte en chillum.
Jeg røg ikke på den limpind, som de kaldte tjald eller galar. Jeg fandt allerede dengang mine hallucinationer ved hjælp af iagttagelse af billedkunst – og gerne i genren, man kaldte surrealisme.
”Permanent Vacation”, 2025. Olie på lærred. 50 x 40 cm. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen/Annika Nuttall Gallery
Værkerne er her disponeret i det hvide gallerirum på en snedig og modig måde. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen/Annika Nuttall Gallery
Når jeg bringer denne fortælling på banen i forbindelse med Anders Brinchs udstilling, bør det ses i relation til en parallel, som jeg omgående integrerer i mine oplevelser i Aarhus dengang i en epoke, hvor blomster var erstattet af filosofisk armod som et direkte udkomme af flowerpower-bevægelsens stædige tro på, at bevidsthedsudvidende stoffer kunne frelse verden.
Billedkunstneren Per Kirkeby udtalte en gang »Hvorfor tage stoffer, når man lige så godt kan tage sig en lur?« Jeg vil bringe udsagnet til nye højder og blot spørge, hvorfor tage drugs, når man kan gå på kunstudstilling og her opleve en begavet billedkunstner filtrere det sete gennem sit eget psykologiske system?
Opulent installation i en let helhed
Nu er spørgsmålet stillet, og det fordrer naturligvis en eller flere konklusioner, som jeg vil prøve at udvikle ud fra min første iagttagelse hos Annika Nuttall Gallery, og her er det vanskeligt at overse en opulent installation, der deler titel med udstillingen ”Darwins Motel”.
Man kan nemt iagttage dette sammenfattede værk som en offensiv udfordring af det hvide gallerirum, men for det første udgør disponeringen af malerier i sig selv et opgør med rummet og for det andet står dette skulpturelle element som et selvstændigt og ret bastant udtryk i en ellers relativ let helhed.
Installationen rummer en masse delelementer, som kan synes udviklet ud fra de grundtanker, jeg antyder i underrubrikken. Med andre ord: Der anes en metode fremkaldt i en hallucinationstilstand. Det bliver en udokumenteret påstand fra min side, og jeg kunne såmænd have spurgt kunstneren under ferniseringen, om forholdet holder vand; men her ville jeg afskrive mig selv muligheden for at tolke frit som kritiker.
”Discoteca”, 2025. Olie på lærred. 115 x 105 cm. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen/Annika Nuttall Gallery
En snedig disponering i det snehvide rum
Anders Brinchs malerier udgør et isoleret kapitel i relation til, hvad jeg allerede har beskrevet; men endnu en gang føler et aldrende individ sig ført tilbage til en tid, hvor en psykedelisk dagsorden til dels var bestemmende.
Hos Brinch er maksimalisme bestemt et tema, som er legitimt, og jeg bliver faktisk ret opløftet over at opleve en kunstner – og nu tolker jeg frit endnu en gang – der maler løs ud fra et rationale forankret i lysten til at prøve motiver og paletter af i tilsyneladende intuitive forløb. Nu er jeg for alvor ude på dybt vand og jeg kan ikke svømme.
På billedplanerne optræder væsner, der kan ses som figurer udviklet af frie tankerækker og med ét bliver det håndgribeligt, da blæksprutter, underlige fisk, en treøjet maskine, en søhest og – ikke mindst – scenarier befolket med aktive skeletter, som ofte overvåges af et eller flere øjne, optræder i større eller mindre formater.
Troen kan, siges det, flytte bjerge, og måske er det i dette surrealistiske univers, vi en gang ender? Det tror jeg nu ikke. Til gengæld ved jeg, at malerierne er disponeret i det snehvide udstillingsrum på en snedig og modig måde, og dette greb bør bestemt bifaldes, når de udstillede værker samtidig fungerer som dristige visuelle udsagn.
”Brown Cave (Café Malmø)”, 2025. Olie på lærred. 40 x 50 cm. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen/Annika Nuttall Gallery
Anders Brinch, født 1971 i København, er uddannet ved det Kgl. Danske Kunstakademi perioden 2001-2007. Han er blandt andet repræsenteret på Arken i Ishøj, Kunsten i Aalborg, Skive Kunstmuseum og Randers Kunstmuseum. Han bor og arbejder i København.
Udstillingen ”Darwins Motel” kan ses hos Annika Nuttall Gallery, Østergade 33, Aarhus C. frem til d. 6. september 2025.
I maleriernes billedplaner optræder væsner, der kan ses som figurer udviklet af frie tankerækker. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen/Annika Nuttall Gallery
'Darwins Motel' i smilets by – se mere her
'Darwins Motel' i smilets by. Coverfoto: Det er vanskeligt at overse installationen, der deler titel med udstillingen ”Darwins Motel”. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen/Annika Nuttall Gallery
'Darwins Motel' i smilets by er en anmeldelse af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm