Filmanmeldelse: PARADIS

NUANCERET OG MODIGT BILLEDE AF ALT DET, VI IKKE HAR LYST TIL AT SE I ØJNENE

✮✮✮✮✮

' ….. Hvor ligger paradis, kan man passende spørge sig selv, efter at have set Maria Sødahls skånselsløse portræt af et turistresort i migrationens skygge. For migranterne er det Europa, for de lokale er det turisternes blege kroppe i palmernes skygge, og for nødhjælpsarbejderne er det et sted uden lokal fjendtlighed. Men hvordan kan man bebrejde de lokale? Det er deres levebrød. Og hvordan kan man bebrejde flygtningene? De vil bare have lidt af al den tilsyneladende overflod. Og vores overarbejdede småbørnsfamilie? De får en dosis virkelighed, som man slet ikke fatter …. '

– Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION

Dilemmaerne står i kø, men for Louise (Danica Curcic) og Mikkel (Esben Smed) og deres to små piger er det bare den drømmeferie, de alle har set frem til, efter at Louise har arbejdet alt for hårdt, alt for længe. Man kan næsten fysisk mærke længslen efter at slippe alt og bare give sig hen til solen, havet, palmesuset og kvalitetstid med pigerne, som har savnet deres mor. Alle har de bare brug for at være en familie. Men sådan én er en håndfuld – også på ferie, så de fine feriedage har deres episoder, deres kompromisser og deres udfordringer med at få alenetid, som alle familier lægger ryg til. Kameraet er tæt på og fanger alle de små nuancer, som gør en familie på godt og ondt. Vi mærker frustrationerne og kærligheden, det fine resort, palmernes susen og havets stille vuggen.

En flygtning – Ahmad

På familiens første udflugt rammer bilen migranten Ahmad (spillet med tavst raseri og afmagt af Aziz Capkurt) og vores gode, velmenende, danske familie, som føler skyld og bare vil gøre det rigtige, indrulleres på allertætteste hold i migranternes virkelighed. For selvom Ahmad i første omgang bare vil væk fra vejen og hen til øens flygtningelejr, så ser han – måske, det er det store spørgsmål – også en mulighed for at få sin familie til øen, så de sammen kan komme til Tyskland; det forjættede land, hvor sådan én som ham kan få arbejde og forsørge sin familie. Men det koster penge, og de sidder løst hos vores skyldbevidste danske familie.

Foto: Mario Entero

Mikkel, (spillet med ro og fin myndighed af Esben Smed) er ”good cop”. Han er skolelærer og humanist og vil bare gøre godt. Louise, som er kontorchef i Sundhedsministeriet, er mere tilbageholdende, men accepterer, at det er en fin gestus og det mindste, de kan gøre. Så pengene skifter hænder, Ahmad tager imod dem med modstand, man kan mærke at hans ære er trådt for nær.

På hospitalet møder vi for første gang decideret fjendtlighed mod migranterne. Landets love er strikse, det er forbudt at hjælpe migranterne, og alle er bange og hjælper nødtørftigt. Også Ahmad, som hurtigt losses videre med lidt mere end almindelig effektivitet. Så skulle den potte egentlig være ude, men så begynder Ahmad at opsøge familien på resortet.

Foto: Mario Entero

Flere penge

Det er grænseoverskridende for familien og os i biografsædet. Så tæt på har vi heller ikke lyst til at få virkeligheden, når vi er på ferie og bare gerne vil have noget kvalitetstid med hinanden. Mikkel betaler igen, men Louise, som af nysgerrighed har opsøgt øens nødhjælpsarbejdere, er noget mindre villig til at tage Ahmads ord for gode varer. For nødhjælpsarbejderne ved godt, hvor mange fiduser migranterne tyer til, for at komme videre, og hvor naive turisterne er. ”Lad være med at give dem penge”, siger lederen gang på gang med en kynisme, som er forståelig, men alligevel gør ondt i maven.

Men så eskalerer Ahmad. Nu sættes det store skyts ind, hans døtre er forsvundet, han er nødt til at betale for at få dem ud af kløerne på kidnapperne, og det koster voldsomt mange flere penge. Samtidig er der menneskesmuglerne, som også skal have penge, og de beløb er også store. Angsten og desperationen lyser ud af ham. Mikkel betaler og betaler, mens Louise for alvor begynder at tvivle på hele affæren og stritter imod med alt, hvad hun har.

Foto: Mario Entero

Velspillet og nuanceret

Mikkels omvendelse til modstand er mesterligt underspillet, og Danica Curcics trætte Louise spiller lige op til ham med sin uro, udmattethed og mistro. Det er to af vores allerbedste skuespillere, som leverer et nærvær og nuancer i spillet, som aftvinger respekt. På sidelinjen presser de lokale sortskjorter på for at få alle migranter af øen, resortets direktør prøver at dele sol og vind lige, selvom turisterne langsomt forsvinder, og angsten er til at tage at føle på. Det hele spidser til.

Slutningen skal ikke afsløres her, men til det sidste holdes publikum på pinebænken. Er Ahmad en svindler? Er det hele et nummer for at få penge ud af turisterne?

Maria Sødahl har lavet en utrolig velspillet og nuanceret film om det, vi alle sammen ikke har lyst til at se for tæt på. Det er mesterligt og rigeligt en biograftur værd.

Filmanmeldelse: PARADIS. Instruktør: Maria Sødahl. Medvirkende: Danica Curcic, Esben Smed, Aziz Capkurt, Claes Ljungmark. Se mere her

Filmanmeldelse: PARADIS – se trailer her