KUNSTNERKABARETEN RIDDERSALEN:
JOLLY WELTSCHMERZ!
✮✮✮✮✮
“Da min indre TED-talk havde klippet ansigtet af den hjertestarter, jeg troede, jeg havde sat mig på ….”.
-Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION
Vi bliver mødt af 5 punkagtige klovne i Riddersalen. De lykønsker os med deres titel JOLLY WELTSCHMERZ!, at vi som menneskehed har valgt stille, men sikkert at køre jorden i sænk.
Ensemblet langer velovervejede verbale morbiditeter ud med bitre piller at sluge og leverer en kabaret af høj karat, uden at ‘under bæltesteds retirade sproget’ på nogen måde er i centrum.
Du er i centrum din skurk
Vi serveres for et højt niveau af gennemarbejdet alvor puttet ind i musikalske bokse, der taler både ned og op til vores agile omstillingsparate pleaser-kultur, hvor tandpastaen for længst er købt i det italienske supermarked og fremstillet på bæredygtigt genbrugsuld.
En trifli bestående af forskellige temaer på både dansk, tysk og engelsk lokker os med på en rejse i over 16 universer, hvor ‘Logik’, ‘Uro’, ‘Forhold’ og også ‘Livet’ og Døden’ fremturer som spillere med mælkekassen spændt fast på den grønne Puch maxi.
Jolly Weltschmerz! everyone
En syret stemning af uhygge, blandet med sensualitet, musikalitet og forrykthed blæser hatten af folk på de mest geniale måder, og kræver dog også en vis velpolstrethed af publikum – ikke mindst fordi jorden jo som bekendt er ved at gå under og bilerne nu skal til at køre på strøm.
KUNSTNERKABARETEN RIDDERSALEN: JOLLY WELTSCHMERZ!, bringer os utvivlsomt mere af samme skuffe i den kommende tid, og et righoldigt program er at finde på Riddersalens hjemmeside.
Ensemblet består af Karin Bang Heinemeier, Morten Raahede Brovn, Jens Gotthelf, Mette K. Madsen (kunstnerisk leder) og kapelmester Thomas Dinesen.
Thomas Winkler har haft en finger med i spillet omkring kostumerne endnu engang og det med stor succes.
Hold på hat og briller, kryds benene, find din ost frem fra jakkelommen og nyd KUNSTNERKABARETEN RIDDERSALEN: JOLLY WELTSCHMERZ! helt frem til den 9. april 2022.
Alle fotos: Dennis Westerberg.
Indlægget er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION