VIBORG KUNSTHAL: Christina Augustesen

 

Udstilling med lysfylde varsler forårets komme

 

 

 

 

 

 

 

 

I dette værk i serien ”Spatial Frequency”, som består af fem enkeltværker, arbejdes formentlig med udgangspunkt

i Goethe og Ittens teorier vedrørende blandt andet komplementærfarver. Foto: Emmeke Hempen

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘Viborg Kunsthal viser for tiden udstillingen med den kryptiske titel ”Colour Instruments” og den bidrager med måden, hvorpå vi iagttager kunst ….’

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Farverne er delikate og en centralt placeret installation relativt omfattende, men ikke desto mindre har billedkunstneren Christina Augustesen skabt værker, der ikke umiddelbart lader sig slette af erindringssystemet.

 

Jeg bør indrømme, at jeg er lidt pjattet med teknologi, men samtidig også lidt kritisk over for værker eller installationer i billedkunsten, hvor det tekniske kommer i spil ud fra en tanke om, at mere og mere kan lade sig gøre. Kort sagt: Fascinationen af, at man som kunstner har mulighed for at provokere beskuerens perceptionsfornemmelse, blot ”fordi man kan”.

Goethe og Ittens farveteorier

Jeg har ikke tal på, hvor mange installationer, der har optrådt for mit eget ganske udfordrede blik gennem årene, og dette har lært mig at skille salt fra sukker. Med andre ord: Jo mere jeg ser, des mere kritisk bliver jeg over for dybsindige installationer med mere eller mindre klare eller uklare fortællinger.

 

Til gengæld besidder jeg en stor goodwill over for kunstværker, der blot insisterer på deres tilstedeværelse i et rum uden anden overordnet formål, end at de er der. Christina Augustesen har i kraft af udstillingen ”Colour Instruments” i Viborg Kunsthal med sine inciterende værker taget lige præcis dén handske op, og skabt en rumlighed, som netop giver næring til formens og farvens styrke i relation til udstillingsrummet.

 

I Viborg Kunsthals formidlingsmateriale kan man læse, at Augustesen er stærkt inspireret af Johann Wolfgang van Goethes farveteorier, som blev udviklet i begyndelsen af 1800-tallet og videreudviklet af Johannes Itten, der var underviser på Bauhaus-skolen i mellemkrigsårenes Tyskland.

 

 

 

 

 

 

 

Udstillingsview med en detalje af installationen ”Chromatic Complex”, som er skabt af diffuse og farvede folier. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

Goethes arbejdshypoteser tog i første omgang afsæt i et kritisk blik på Isaac Newtons videnskabelige teser vedrørende lys og farve, hvor oplevelsen af farve og lys snarere var et æstetisk og psykologisk fænomen frem for blot et fysisk anliggende.

 

Johannes Itten tilføjede i sine teorier en praktisk dimension ved at fremhæve kontraster og harmonier som en del af den visuelle oplevelse hos individet. Hans mål var i højere grad end Goethe at skabe et system, der var anvendeligt inden for billedkunst og design, og man kan i den forbindelse roligt lade skinne igennem, at kunsten i de godt og vel 100 år mellem Goethe og Itten forandrede sig enormt.

Sondering i samklang mellem lys og farve

Udstillingsrummet, som benyttes til skiftende udstillinger af rumlige installationer i Viborg Kunsthal besidder den umiddelbare fordel, at værkerne kan ses i diverse perspektiver oppefra eller i gulvhøjde. Dette forhold sætter gang i konceptioner, som aktuelt rummer flere elementer end, hvad man umiddelbart oplever. Man kan med en vis god vilje tale om en form for visuel musikalitet i værkerne.

 

Udstillingens centrale installation med titlen ”Chromatic Complex” skaber et dynamisk rum i en del af Viborg Kunsthals miljø, der kunne betegnes som postindustrielt og tidligere benyttet til brændevinsproduktion. Giver det anledning til en spirituel oplevelse af udstillingen, er det nok alligevel installationens iboende udtryk, der afstedkommer dette.

 

Skal man imidlertid give et plausibelt indblik i den samlede udstilling, er det væsentligt at nævne et repræsentativt antal mindre værker, der ganske tydeligt underbygger Christina Augustesens solide kunstneriske identitet.

 

I disse i omfang mere beskedne installationer bekræftes Augustesens behov for at sondere samklangen mellem lys og farve og ikke mindst farvernes indbyrdes sammenfald. Også her kan man nemt trække tråde tilbage til de klassiske farveteorier; men ethvert kontemporært kunstværk rummer sin egen epoke, og alt andet ville være naturstridigt.

 

Jeg kan godt anerkende, hvis nogle kan finder på at forhøre sig om, hvad et antal kunstværker er værd, om ikke de rummer en litterær fortælling, noget symbolik eller et drama ligefrem? Forespørgslen er forstået og i en forlængelse kunne man spørge, om det blot er pynt, kunstneren formidler. Den abstrakt-konkrete kunst har ofte fået denne egenskab skudt i skoene.

 

 

 

 

 

 

Tre værker med fællestitlen Daylight Instruments, Wall”, der hver især i undertitlerne refererer til værkernes farvekombinationer. Foto: Emmeke Hempen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sætter tanker i gang

Jeg vil hellere gå skridtet videre i min tolkning af Christina Augustesens værker, og her vil jeg lige for en ordens skyld indskyde, at det ikke bør trække fra i vurderingen, hvis et kunstværk er decideret smukt. Grimhed er der tilstrækkeligt af i verden, især nu, hvor små stater kæmper mod overmagter i øst og vest? Lad os blot se den smukke kunst som et frirum i relation til klodens genvordigheder.

 

Dette kan selvfølgelig opleves som er anmelderen blot en hunderæd eskapist, der deserterer fra realiteterne. Det ville også være pærelet blot at lægge sig fladt ned og erkende, at fængslende og medrivende kunst blot er skabt med henblik på at behage beskueren; men der er altid et lag ekstra i et kunstværk præget af lysfylde og her kommer nuancerne i spil.

 

Spillet i farverne og de skiftende koloristiske temperaturer er ikke nødvendigvis skabt med henblik på udelukkende at henrykke udstillingsgæsten. Elementerne sætter tanker i gang, bidrager til måden, hvorpå vi iagttager kunst og skaber samtidig en glæde ved et scenarium, der – og hvorfor ikke se sådan på det? – varsler forårets snarlige komme.

 

Efter en lang vinter, er en kunstudstilling, der refererer til lys og varme, kærkommen, og finder De, kære læser, udstillingens titel ”Colour Instruments” en anelse kryptisk, bør jeg blot afslutningsvist minde om, at toners og farvers indbyrdes udstrækninger rummer notoriske paralleller.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Installationsfoto med værket ”Colour Fields VII” fra 2021 i en solitær rolle i Viborg Kunsthals udstillingsrum. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

Christina Augustesen er født i 1975 og har en bred vifte af arkitektoniske og billedkunstneriske uddannelser bag sig fra såvel danske som udenlandske uddannelsesinstitutioner. Hun har udstillet flittigt gennem de senere år og bor og arbejder i København. Udstillingen ”Colour Instruments” kan ses i Viborg Kunsthal, Riddergade 8, Viborg frem til d. 11. maj 2025.

 

 

 

 

 

 

VIBORG KUNSTHAL: Christina Augustesen – se mere her

 

 

 

 

 

VIBORG KUNSTHAL: Christina Augustesen. Coverfoto: ”Colour Spaces: Layers I-III” fra 2025 og udført i akryl, filtre og LED-lys. Foto: Emmeke Hempen

 

 

 

 

 

VIBORG KUNSTHAL: Christina Augustesen er anmeldt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm