WE WILL ROCK YOU på Magasinet
✮✮✮✮✮
© Søren Hjelm Larsen – all rights reserved
En musical med musik af Queen. Udført af en teaterforening ved navn ‘Elite Teater’. Det forpligter ligesom, ikke sandt? – Især når teaterforeningen netop nu fejrer 10 års jubilæum, tillykke med det!
Lever de så op til det? Det vil jeg i den grad mene. Vi kom med en forventning om det helt store brag, og alt spillede … Ikke bare musikken, men fornemmelsen af at være til koncert, med alt hvad der hører til af lys, røg og ikke mindst kontakt med publikum. Musikken er selvfølgelig på engelsk, hvis nogen skulle være i tvivl.
Hjertet er med
Der er mange detaljer der skal gå op i en højere enhed hvis det skal virke overbevisende på et forventningsfuldt publikum, og lad os sige det som det er: Går man ind for at se netop denne musical, gør man det ikke halvhjertet.
© Søren Hjelm Larsen – all rights reserved
Og det gjorde de optrædende heller ikke, og det er imponerende så meget de skal gabe over i en opsætning som denne; en handling som af andre anmeldere i sin tid er blevet omtalt som en tynd kop te, en smutvej der gør at vi kan få lov at høre Queens bedste hits, osv, osv.
Det var derfor en glædelig overraskelse at de medvirkende i denne opsætning tog deres opgave alvorligt, og der er heldigvis en god portion selvironi indover, som stykket er skrevet. Oprindeligt var det 2 af bandets medlemmer og en engelsk komiker som skrev handlingen, og den er oversat af Lars Hjortshøj.
Komik skal som bekendt tages alvorligt, og komikken fylder pausen mellem musikken, og ikke mindst de flot koreograferede dansenumre, godt ud. Allan Kirkebæk som hippien Buddy holder trådene samlet, hans replikker bliver udført meget naturligt, timing og pointer falder imponerende præcist.
© Søren Hjelm Larsen – all rights reserved
Det futuriske plot
Handlingen? Vi befinder os i fremtiden, hvor alle er online. Levende musik er forsvundet, faktisk bandlyst. Rigtige venner findes ikke længere, nu handler det om venner på de sociale medier. (Vi er der næsten allerede nu, ikke?)
Alt det bliver styret med hård hånd af en stor kommerciel gigant, kaldet Global Soft. De ønsker fuldstændig kontrol over befolkningen. Det er der selvfølgelig nogle som gør oprør imod, de såkaldte Bohemer. De søger efter noget som er gået i glemmebogen, rockmusikken som jo desværre netop er forsvundet og glemt. Og forbudt.
Jagten på rock
Der findes kun spor efter minder om rockmusikken, og Bohemerne finder sammen med hovedpersonerne, Galileo (Magnus Lau Ovesen) og Scaramouche (Sjanne Baun Madsen), i jagten på den ægte rock. Selvom de ikke rigtigt ved hvad det er når det kommer til stykket … heldigvis formår de allesammen at levere en omgang gedigen rock, når de giver udtryk for alle deres glæder og kvaler.
© Søren Hjelm Larsen – all rights reserved
Og med al respekt, det er på grund af musikken de fleste vælger at overvære forestillingen. Orkesteret er for det meste gemt væk, i sagens natur, men det lykkes alligevel at få så meget stemning af koncert som overhovedet muligt. Skuespillerne er ofte helt ude på kanten af scenen med deres sangnumre, meget tæt på publikum. Lyd og lys er virkelig flot, og musikerne rammer præcist den originale sound.
Bliv en del af festen
Så overværer man en koncert eller et teaterstykke? Det skal man ikke tænke for meget over, man skal bare skynde sig at deltage i festen. Hvis man overhovedet bryder sig om nostalgisk rock, og gerne vil høre den live. Ung såvel som gammel.
© Søren Hjelm Larsen – all rights reserved
WE WILL ROCK YOU på Magasinet i Odense kan opleves frem til 5. november 2022
WE WILL ROCK YOU på Magasinet er udført af Elite Teater – se mere her
WE WILL ROCK YOU på Magasinet er en anmeldelse af Søren Hjelm Larsen , KULTURINFORMATION
Se mere om Søren her