Musikdokumentar: ENDELØSE NAT
KVINDEBANDET DER HAVDE MODET TIL AT DRØMME STORT
– MISS B. HAVEN
✮✮✮✮
‘ ….. en dokumentar kan nemt blive en kedelig kronologisk opremsning af begivenheder, men det sker ikke her ….’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Der er en dejlig, befriende ærlighed over personer, der ikke ligger under for den ellers altid tilstedeværende jantelov i Danmark. Det gjorde Kvindebandet Miss B. Haven ikke. De var ikke bange for at sætte ord på, at de drømte stort og en verdensberømmelse ikke ville forskrække dem.
Der var grøde i musiklivet i 70’erne. De kvindelige musikere var trætte af at stå i skyggen af mændene og der opstod flere bands og solister, bl.a. Shit og Chanel, senere Shit og Chalou, Anne Linnet Band, Sanne Salomonsen, Lis Sørensen og ikke mindst Miss B. Haven.
Anne, savnet af mange. Foto: © Einar Vid Nyest – all rights reserved
Foto: © Torben Skjødt Jensen – all rights reserved
Dengang i 80’erne
Lise Cabble, 1958-, startede som 15 årig og der blev eksperimenteret med sammenblandinger af alle mulige genrer. Allerede fra 1978 var hun forsanger i nyrock gruppen Clinic Q. Lise stopper i 1986 og sammen med et par af de andre musikere startede de for alvor Miss B Haven i 1987. De var grænsesøgende og Lises særprægede stemme, var absolut et plus.
Trommeslageren Mette Mathiesen og Lise Cabble skrev en del musik sammen og heldigvis var alle bandets medlemmer med på at de skulle leve deres drømme ud. I begyndelsen famlede de lidt rundt i et musikalsk mørke og pludselig efter et par uger havde de fundet melodien, i bogstaveligste forstand. De var i studiet og indspillede en LP og DR spillede hele tiden et par af deres numre.
Miss B. Haven var blevet en landeplage. De fik etableret en pladekontrakt med et stort fransk pladeselskab, og der var andre der bankede på døren. Warner Brothers ville tegne kontrakt med dem. De lavede en musikvideo, ikke noget mange gjorde på det tidspunkt. Desværre gik tingene i stå, der kan være mange faktorer der spillede ind, måske nye tider, svært at sige noget om, under alle omstændigheder blev de ikke den succes der var forventet.
De fik i deres aktive år, indtil 1997, alligevel en stor bred opbakning og var på flere turnerer i udlandet. De var respektløse, mutte at se på og havde helt deres egen stil. Det var et meget interessant band, med noget skamløst god musik. Musikken er tidløs og den holder endnu.
Foto: © Einar Vid Nyest – all rights reserved
Tilbageblik på en hel generation
De var unge og ambitiøse. ENDELØSE NAT beskriver ikke bare Miss B. Havens udvikling og succes, men en hel generation af kvinder, der bevægede sig ud af punk-bevægelsens skygge i slutningen af halvfjerdserne. De spiller på de samme præmisser som mændene, de ville have deres egen succeshylde i en mandsdomineret branche, de ville ses og høres på lige fod med mændene.
I 70’erne og 80’erne var et opgør med autoriteter og samfundsnormer. De nye generationer ville ikke finde sig i tidligere tiders konventionelle livsstil, de ville have en personlig frihed, hvor enhver kvinde kunne bestemme over sin egen krop og selv vælge hvilket arbejde hun ville have. Det afspejlede tidens musikstil i al tydelighed. Teksterne blev sigende for det man forlangte i den periode, et ultimativt ønske om at være sig selv og realisere sig selv som kvinde.
Samtaler og interviews
Lise Cabble, Mette Soele Zachau Mathiesen, Lene Lykke Davidsen, Minna Grooss medvirker løbende igennem filmen i et interview. De taler oprigtigt og frit om deres liv og samarbejde i bandet. Det har ikke altid være lige let. Kontrasten til bandet og virkelighedens kvinder, træder skarpt frem ved, at samtalerne er vist i sort/hvid, resten i farver. Det giver filmen en autentisk tyngde.
Nogle tænker ikke over at klipningen af en film er særdeles vigtig, men i princippet er den alfa og omega. ENDELØSE NAT hænger smidigt og let sammen, på trods af at vi flakser rundt imellem tre årtier. En dokumentar kan nemt blive en kedelig kronologisk opremsning af begivenheder, men det sker ikke her. Personer og episoder bliver elegant flettet sammen.
Filmen kan være vedkommende på flere måder. Den skildrer en periode af stor musikalsk vigtighed i Danmark, samt viser at der stadigvæk er meget at kæmpe for på den danske musikscene, f.eks. hvad angår synlighed af kvinder. Ja, de er da synlige, men en ligestilling er endnu ikke opnået. Og en sidegevinst: Hvis man ikke kender så meget til Miss B. Haven, er dette en kærkommen lejlighed til at stifte bekendtskab med dem. Eller genopfriske det.
Miss B. Haven har været i studiet med Sune Rose Wagner og indspillet det helt nye track af ENDELØSE NAT. Det udkommer samtidigt med filmen.
Lise. Foto: © Einar Vid Nyest – all rights reserved
Foto: © Torben Skjødt Jensen – all rights reserved
© Another Worlds Entertainment
Musikdokumentar: ENDELØSE NAT. Medvirkende: Lene Lykke Davidsen, Lise Cabble, Mette Soele Zachau Mathiesen, Minna Grooss, Anne Vig Skoven m.fl. Instruktør: Torben Skjødt Jensen, Producer: Henrik Laier m.fl. Foto: Henrik Ørslev, Torben Skjødt Jensen. Musik: Mette Soele Zachau Mathiesen, Lise Cabble. Klip: Steen Dongo, Torben Skjødt Jensen. (NB: Guitaristen Anne Vig Skoven huskes og savnes også af mange. Hende mistede vi desværre alt for tidligt i 2013 i en alder af blot 52 år).
Musikdokumentar: ENDELØSE NAT – se trailer her
Musikdokumentar: ENDELØSE NAT anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm