Anne Marie Carl-Nielsen: AT FORME LIV
Kunst

Anne Marie Carl-Nielsen: AT FORME LIV

Anne Marie Carl-Nielsen: AT FORME LIV

 

 

 

TID et kulturhistorisk museum i Odense

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anne Marie Carl-Nielsen: AT FORME LIV

Foto: Museum Odense/Ard Jongsma

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… et bredt billede af en kunstner, der formåede at imponere verden og stadigvæk gør det …… '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Centralt i Odense ligger TID, et kulturhistorisk museum med charmerende gårdrum og unikke bygninger fra 1500-tallet til i dag. Udstillingen med Anne Marie Carl-Nielsen er placeret i den nyeste og smukke bygning fra 2013.

Anne Marie Carl-Nielsen

Anne Marie Carl-Nielsen er en af vores fineste billedhuggere. Hun formåede i sin samtid, at blive ikke alene nationalt kendt, men det er ret bemærkelsesværdigt, at hun også fik en international karriere. Anne Marie, 1863-1945, født Brodersen, voksede op i Sønderjylland. Hendes far var proprietær og fra barnsben fik hun et tæt forhold til natur og dyr. Hun begyndte hurtigt at forme små figurer af forskellige dyr og det var meget mere end blot en børneleg. Hun viste talent for at skabe både dyr og mennesker. En dyrlæge på egnen, lærte hende alt om dyrenes anatomi. Hendes tætte forhold til naturen og dyrene bevarede hun hele livet. Desuden vidner hendes mange modeller og skitser om, hvor meget hun igennem årene har øvet sig. Hun opnåede at kunne perfektionere selv de mindste detaljer på f.eks. en hest, så du diskret kan skimte blodårerne på dens hals.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anne Marie Carl-Nielsen: AT FORME LIV

Foto: Museum Odense/Ard Jongsma

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gift med Carl Nielsen – spillemanden der blev komponist

Efter blot 14 dages bekendtskab med Carl Nielsen, blev de gift i 1892. Deres forelskelse var stormfuld og de havde en stærk forbundethed. Det er klart, at med to stærke personligheder som deres, kan det ikke undgås at det slår gnister, næsten antænder ildebrande. Både Anne Marie og Carl havde brug for albuerum. På den tid kunne det være mere end vanskeligt for kvinder at opnå ligestilling.

 

Anne Marie og Carl fik tre børn. Det var svært for Anne Marie at få hendes mand til at passe børnene når hun var i udlandet.

 

Ægteskabet revnede i 1914 og de blev separeret. Anne Marie røg ned i kulkælderen, men kanaliserede sine kræfter over i et nyt projekt: Kvindelige Kunstneres Samfund. I 1916 blev det en realitet. Der var lang vej endnu, men de første skridt var taget til, at kvinder kunne manifestere sig som kunstnere på lige fod med deres mandlige kollegaer. Hun kæmpede for kvindelige kunstneres rettigheder, større erkendelse og en stemme i kunstverdenen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

TID et kulturhistorisk museum i Odense

Foto: Museum Odense/Ard Jongsma

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

'Havfruen' – 1921

Samtidig med dette, skete en transformation i hendes kunst. I 1921 skabte hun ’Havfruen’, der var et af hendes største værker efter bruddet med Carl Nielsen. Hele livet havde Anne Marie skulle bevæge sig som en linedanser mellem kunsten og kærligheden, to kræfter der stred og sled mod hinanden. Krisen tvang hende til at finde sin egen identitet som billedhugger, og ikke ’kun’ være en del af et kendt kunstnerægtepar.

 

Anne Marie bevarede sit natursyn hele livet. Det er som om hendes skulpturer fortæller om livets rytme og energi, hun insisterede på, at der skulle være en ligeværdighed mellem mænd og kvinder, mellem dyr og menneske og mellem det skabende og det skabte. For hende flød grænserne sammen. Hun har på et tidspunkt udtalt, at det ikke var nogen udfordring at være kvinde i et fysisk krævende fag. ’Hvorfor skulle det være usædvanligt, det drejer sig ikke om fysisk arbejde. Da jeg var ung, blev jeg rådet til at blive maler, men at gå rundt om et værk og røre og mærke materialet, var det der interesserede mig’.

Jeg er kunstner

Om hendes egen plads i kunstverden svarede hun: ’Her er ikke tale om mand eller kvinde, jeg er kunstner’. Store, stærke ord sagt af et menneske, som heldigvis var i stand til at fortælle omverdenen hvordan tingene hang sammen. Det er mere end hundrede år siden, og stadigvæk bliver der kæmpet for ligeværd ikke alene i kunstverdenen, men også inden for andre brancher. Man behøver ikke have den ene eller anden kønsidentitet, det er den identitet man har som menneske og individ, og som i Anne Maries tilfælde som kunstner.

 

Anne Marie var den første kvinde i verden, som skabte værker i en stor, eller rettere sagt, i kæmpe skala. Hun var en pioner. Det er enerverende, at man er nødt til at understrege at hun er en af vores største kvindelige billedhuggere, men sådan er det, fordi kvinderne ikke er eller var, særligt synlige i en mandsdomineret verden som billedhuggerfaget. Ingen opgave var i bogstavelig forstand for stor eller voldsom for Anne Marie. Hun har skabt monumentale værker, bl.a. Christian IX`s rytterstatue, 1927, som står på Christiansborg Ridebane, og Hovedporten til Ribe Domkirke, 1904, Anne Maries første bestillingsarbejde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

TID et kulturhistorisk museum i Odense

Foto: Museum Odense/Ard Jongsma

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En mangfoldighed

Anne Marie brugte til fremstilling af sine værker mange forskellige materialer, såsom ler, voks, gips og bronze. I hendes hænder blev sammensmeltningen af krop, menneske og natur til ganske særlige skulpturer. Hendes kunstværker er ikke alene realistiske, de har også en nævneværdig sanselighed og dynamik. Det kan virke temmelig banalt at indgyde skulpturerne sjæl, men de emmer af en uvirkelig åndrighed.

 

Der kan siges og fortælles meget om denne fremragende kunstner, men det bedste er at se udstillingen. Det giver en fin introduktion til Anne Marie Carl-Nielsens virke og tegner et bredt billede af en kunstner, der formåede at imponere verden og stadigvæk gør det.

 

 

 

 

 

 

 

 

TID et kulturhistorisk museum i Odense

Foto: Museum Odense/Ard Jongsma

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anne Marie Carl-Nielsen: AT FORME LIV. TID-Museum i Odense. Møntestræde 1, 5000 Odense.

 

 

 

 

 

Anne Marie Carl-Nielsen: AT FORME LIV – se mere her

 

 

 

 

 

Anne Marie Carl-Nielsen: AT FORME LIV er en anmeldelse af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm