Arbejdermuseet: LEIF SYLVESTER

Friheden flyver

Ellen Torslev, fabriksarbejder, 2024. Foto: Torben Christensen

✮✮✮✮✮

'Da jeg gik igennem udstillingen, slog det mig, at her er hele min barndom og ungdom. Leif Sylvester (og Erik Clausen) var bagtæppet for os unger fra forstaden. Ingen kunne som dem udtrykke tiden, legesygen og håbet. Nu kan du opleve den ene af dem på Arbejdermuseet, og tak for det …. '

– Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION

MED HJERTET TIL VENSTRE

Leif Sylvester er ægte arbejderdreng. Med opvæksten på Amager og et liv levet blandt gadens folk, gøglere og godtfolk, ligger det lige til højrebenet, at han skal have en monumental plads på folkets museum, og det har han fået. Lige fra åbningsværket mod særudstillingen, som er skænket til museet og malet direkte på væggen, over hans svendebrev, opstillingen fra Clausen og Petersen-årene til de nye fabulerende og naive værker, er der en rød tråd igennem det hele: Friheden og virketrangen. Virketrangen ja! For den har altid været drivkraften i det hele. I stedet for ”hvorfor”, er det i Sylvesters optik altid: ”Hvorfor ikke”?

85 år – still going strong

Han blev født i 1940 og er i sit 85. år stadig i gang. Han kan slet ikke lade være. At den lidt ensomme, ordblinde dreng skulle ende som én af Danmarks mest folkekære kunstnere lå ikke lige i kortene, men der var en stædighed, og mest af alt en nysgerrighed: hvad kunne dette stykke pap mon bruges til – eller den der tomme konservesdåse? Når han stod på stigen på byggepladserne og kiggede ned på affaldet på jorden, dannedes automatisk konturerne til værker – og tegne kunne han fra han var helt lille. Men han måtte igennem den ene stilart efter den anden, før han fandt sin niche: det ubevidste, inspirationen fra børnetegningerne, det abstrakte, det spontane – og fuglene! Altid fuglene. Som kattene går de igen og igen, symboliserende den frihed, som også i hans personlige liv har bragt ham rundt. Der gror ikke mos på en rullesten, kunne man måske sige, uden at komme galt afsted.

Clausen & Petersen, Land og Folk festival, 1978, Arbejdermuseet. Foto: Finn Svensson

Som en trold op af en æske, 2022-2023. Foto: Torben Christensen

Cirkus, 1970. Foto: Torben Christensen

Udstillingen vises i 4 dele:

Introduktionen til kunstneren og hans værk med ophængningen af hans forskellige ”perioder”, årene med Erik Clausen med musik og gøgl, skulpturerne og alle de hverdagsting, han har sat sit præg på, og sidst, men ikke mindst: hans nye værker, som er en skøn smeltedigel af figurer og deres interaktion i rummet og med hinanden.

Lad friheden flyve

Det er ikke nogen stor udstilling, det giver pladsen simpelthen ikke mulighed for, men den fortættethed i rummene giver et ekstra lag. Når man bevæger sig rundt i udstillingen, er det som at være en del af kunsten selv, og med museets forpligtelse og lyst til at formidle, har det givet plads til publikums og børnenes legesyge. Det er så godt set og gjort. Sammen med museets permanentudstilling, er Leif Sylvester som skabt til at bevæge sig ind i fortiden og blive en del af den.

Parkeringsvagt i Istedgade, 1975. Foto: Torben Christensen

Clausen & Petersen, Land og Folk festival, 1978, Arbejdermuseet. Foto: Finn Svensson

Christian Klanger, lærer, 2024. Foto: Torben Christensen

”Her er dit liv”, kunne man sige til de fleste, som bevæger sig ned ad Rømersgade og ind i museets smukke lyse indgangsparti og fine museumsshop. Ligegyldig hvem man er, vil man kunne genkende sig selv – eller naboen – for her er et ægte nostalgi-trip, fra Irma-dåsen til Cirkus Casablanca. Også selvom du blev født i Hellerup, og din far var bankdirektør.

Selvom der ikke er mange grosserer og folk i høje stillinger i Sylvesters kunst, så er han så meget et produkt af tiden, de grå halvfjerdsere og fattigfirserne, som blev noget mere farverige i manegen med Clausen og farveorgiet i værkerne. Bare se gravmonumentet over Gadens Folk, eller forestil dig Hr. og Fru Danmark, som erhvervede sig et kunstværk, fordi det talte til dem og var til at betale med en arbejderløn, til i dag, hvor han udstiller på de fine museer.

Og Leif Sylvester selv? Han kalder sig hverdagsbaron. Det betyder, at han kan gøre som han vil hver eneste dag. Der har vi friheden igen. Den dyrebare frihed.