BÆRER DAGENE SOM KISTER
– en anmeldelse
✮✮✮✮✮
Igen er beatpoeten Claus Høxbroe på banen med endnu en digtsamling – nummer 22 i rækken. BÆRER DAGENE SOM KISTER bringer os rundt i det Høxbroeske univers på vanlig og galant vis. Den tilbagelænede betragter reflekterer og er ikke nærig med at dele ud af indtrykkene.
Claus Høxbroe kan sit kram og rejsen sammen med ham er en nydelse alle 115 sider. Man sidder lidt tilbage med et ‘øv’, da rejsen slutter, men så er afsættet og forventningen blot desto større til næste tur med velanrettede poetiske tatarmadder og kapersbær af lyrik.
Rundtur til naboerne, smukke kvinder og pølsevogne
I herværende digtsamling kommer vi ikke kun rundt i Danmark, men har også afstikkere til Polens og Tysklands hovedstæder og selv Malmö.
I Aarhus overnattes der på det legendariske Hotel Royal, og toget er ved at blive misset til København tidligt næste morgen. I smilets by tager man det lidt mere med ro i trafikken – ‘ligesom dialekten’. I sommervarmen koger byen over af smukke kvinder, og det lokker jo altid en ekstra Strawberry Daiquiri ned i svælget. Og skjorteærmerne? – Ja, de er ‘kort sagt korte’.
Vi møder også en hyldest til ‘Pølsevognen’, som har jubilæum. Her bydes der på ristede løg og surt til ‘Henning i presenning’. Alt sammen serveret fra ‘Svineknallerten’ på over 4 sider – Café Fodkold er blevet fastligger. Vi får dog ikke røbet hemmeligheden om, hvor pølsemændene og pølsekonerne tisser – det er nok også bedst, at den mystik bevares.
Bøger i ‘skammekrogen’ og knallerter i søen
Høxbroe foretager sig andet end at sidde med en kold i Bibliotekshaven i København, mens duerne skyder med skarpt efter lyrikken. Digteren må, som så mange andre, på landevejen, hvor digtoplæsninger venter, og små lokale hoteller med nyt nøglekort eller krogede nøgler ligger klar i kulissen. Her skovles der rundhåndet fra buffeten næste morgen. Senere ‘spiser folk frokost til deres øl’. Eller der reflekteres over den lille boghandel i Norddanmark, der har bøgerne henvist til et lille hjørne i ‘skammekrogen’, mens selve boghandlen er omdannet til et minimarked.
Endelig kommer vi også til Herlev – for forfatteren ‘barndommens land’. Opgangen dufter på samme måde, men posthuset som Blekingegadebanden besøgte er blevet forvandlet til dyre lejligheder. Søen, der indeholdt flere knallerter end fisk, er også forsvundet, og et storcenter med legeland har gjort sit indtog i omgivelserne.
Fuld diskretion en selvfølge
De kan bestille BÆRER DAGENE SOM KISTER på forlaget www.gentlemensjockeyclub.dk og få den direkte, men diskret, leveret af det kongelige danske postvæsen og anbragt i Deres postkasse.
Indlægget er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION