BAMSE
– en filmanmeldelse
Martin Dam Kristensen © Nimbus Film/Uppercut Media/Ja Film 2022
✮✮✮✮✮✮
Mange af os er vokset op med lyden af Flemming Bamse Jørgensens øreklingende melodier. ‘I en lille båd, der gynger’ og ‘Vimmersvej’ er nogle sange, de fleste kan nynne med på. Nogle kan dem måske helt udenad. I hvert fald har Flemming Bamse Jørgensen på den måde haft indflydelse på manges liv. Og det er sange, man bliver glad i låget af.
Det er denne folkekære sanger, vi ser afbilledet i filmen BAMSE. Han blev født i 1947 i Randers og døde 1. januar 2011. Hele sit liv boede han i Aarhus området og spillede musik lige til sin død. Han spillede sig ind i danskernes hjerte i mere end 35 år.
Martin Dam Kristensen © Nimbus Film/Uppercut Media/Ja Film 2022
Bamses liv
BAMSE belyser sangerens liv hele vejen rundt. Flemming blev anbragt på et børnehjem efter sin fødsel og blev otte uger senere adopteret af et velhavende par, der ejede en gummivarefabrik. Flemming var udset til at overtage fabrikken, men han foretrak musikken i stedet.
Anerkendelse fra faderen, der var en patriarkalsk Jens Otto Krag type,var noget han efterstræbte hele sit liv. I filmen ses Bamses op- og nedture i musikkens verden. På trods af sin store succes og selv om han vandt Dansk Melodi Grand Prix i 1980 med ‘Tænker altid på dig’, var der også svære tider.
Martin Dam Kristensen © Nimbus Film/Uppercut Media/Ja Film 2022
Hans loyale og fornuftige kone Käte spilles glimrende af Johanne Louise Schmidt (bl.a. kendt fra i sin rolle som Statsminister i tv-serien ‘Borgen’).
Udførelse af rollerne
Anders W. Berthelsen udfylder rollen som BAMSE helt formidabelt. Virkelig autentisk og sublimt spillet. Nogle af Bamses store kendte numre bliver præsenteret som ‘Tænker altid på dig’ og ‘Hvorfor går Louise til bal?’ René fra ‘TAXA’ har vokset sig ud af drengerollen og viser os skuespilkunst på allerhøjeste niveau ved at portrættere en af Danmarks førende kunstnere. Berthelsen agerer Bamse rigtig velspillet både når Bamse bliver overrasket, vred, glad, rørt og når han optræder for publikum. Hele vejen igennem en suveræn præstation.
Martin Dam Kristensen © Nimbus Film/Uppercut Media/Ja Film 2022
Lars Ranthe (senest kendt fra ‘DRUK’ og fra tv-serien ‘SOMMER’) udmærker sig i sin rolle som den friskfyragtige manager John Madsen.
Signe Egholm Olsen ses i en velspillet og betydningsfuld rolle, hvor sangen af Kaj Munk ‘Den Blå Anemone’ med teksten ‘Du lille anemone hvor er vor skaber stor’ indgår på en meget bevægende måde.
En sympatisk fyr
Filmen fremviser et meget varmt billede af Bamse. Han var en hyggelig fyr, der kunne lide en rejemad efter forestillingen sammen med gutterne, som sang aftensang for sin datter og havde en kone, der støttede ham fuldt og helt, som han elskede højt.
Martin Dam Kristensen © Nimbus Film/Uppercut Media/Ja Film 2022
Hvis du kunne lide Flemming Bamse Jørgensen før du så filmen, vil du synes endnu bedre om ham efter forestillingen, uden at BAMSE bliver vammel og sentimental, men netop et lunt billede af manden.
Interiør, kostumer og frisurer i BAMSE er fint skruet tilbage til halvtredserne og firserne. Så også dette er med til at give autencitet. Filmen viser krydsklipninger til barndommens land i halvtredsernes Danmark.
Solokarriere
Udover Bamses Venner startede Flemming en solokarriere, da han havde behov for noget fornyelse. Han udgav i 1999 albummet ‘Stand By Me’, der blev det næstmest solgte album i 1999 med 150.000 solgte eksemplarer. Derpå fulgte der nye albums af lignende karakter i 2001, 2005 og 2007, som var med Elvis ballader. Alle albums blev store succeser.
Instruktør og skuespillere sammen med familien. Foto: Jens Juncker-Jensen
En holden mand
Mandens musikkarriere indkasserede ham mange millioner og han døde som mangemillionær. Så selv om hr. Jørgensen var en stille og rolig fyr, var han en velhavende mand, der havde gjort det godt som både kunstner, far og ægtemand, som det også fremgår af BAMSE.
Filmen er instrueret af Henrik Ruben Genz, som mange husker fra ‘Erna i krig’ filmen og med manuskript af samme herre. BAMSE er produceret med input fra Bamses kone Käte, datteren Tine og sønnen Theis.
En rørende dokumentarisk skildring af en af vor tids største kunstnere. Flemming Jørgensen har der aldrig været særlig meget ballade med.
BAMSE – en filmanmeldelse. Se trailer her
BAMSE – en filmanmeldelse er skrevet af G.Boeholt, KULTURINFORMATION
Bonus statement fra Louise Frevert:
‘Anders W. Bertelsen spiller Flemming ”Bamse” Jørgensen med en varme, intensitet og ikke mindst den karakteristiske, lidt underspillede jyske charme som Bamse besad så rigeligt af. En charme der formåede at gribe de fleste, uanset alder. Dette er billedet af et menneske som står ved sine drømme, der har mål i sit liv og når dem. Bamse måtte kæmpe og det gjorde han, for han troede på sig selv. Han var også heldig at møde den rigtige pige på det rigtige tidspunkt, som forgudede ham og stod brask og bram ved hans side. De stod alle storme igennem sammen.
Bamse døde desværre alt for tidligt i en alder af 63 år. Men heldigvis har vi stadigvæk musikken og hvis humøret en dag er lidt nede, kan man altid sætte Vimmersvej på og skruer op for lyden!’