Musik

Beatles + Laid Back = sensommer 2024

Beatles + Laid Back = sensommer 2024

 

Niels Frid-Nielsen anmelder Laid Backs genindspilning af Beatles klassikeren All You Need Is Love

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Beatles + Laid Back = sensommer 2024

Foto: Frederik Clement

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

Du kan genkende et sensommerhit på, at du øjeblikkelig synger med. Derfor kalder man den slags sange for ørehængere. En evergreen genkender du, når du simpelthen ikke kan få sangen ud af øret igen. Den summer i dit hoved, og du tager dig selv i at gå rundt og nynne den dag ud og dag ind.

En tidsrejse

Da John Lennon og Paul McCartney skrev All You Need Is Love til The Beatles sang hele verden øjeblikkelig med på den. En evergreen var født. All You Need Is Love satte ord, melodi og stemning på The Summer of Love, som året 1967 er blevet kaldt.

 

1967 var året, da The Beatles udsendte albummet Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band og altså singlen All You Need Is Love. De to udgivelser emmer af optimisme, løssluppenhed og den tid, da de unge røg hash, tog lsd, gik i løse gevandter, lod sig inspirere af østens mystik og gav sig hen i fællesskaber, de voksne kun forstod lidt af. I gadebilledet afløste udflippede hippier tidligere tiders provoer i islandske sweatre. Musikken var bagtæppe til tiden, og de unge foretrak kærlighed frem for krig, mens de slap seksualiteten fri. Perioden er herhjemme blevet kendt som ungdomsoprøret, og her såvel som i resten af den udflippede verden var All You Need Is Love fællessangen.

 

Jeg var en bette knægt dengang, og hørte mestendels om udskejelserne fra de store generationer, eller slet og ret i radioen, hvor Jørgen de Mylius underholdt Efter skoletid.

 

Hvis man derimod – som jeg – er et barn af 1980’ernes og 90’ernes danse- og klubscene, så har man et bankende hjerte for Laid Back. Duoen opstod i 1979. Tim Stahl (Vokal, Keyboard, trommer, bas) og John Guldberg (vokal, guitar, bas) fandt sammen om gyngende, groovy og funkadelic beats, der dannede klangbund til lækre melodilinjer, der hyldede sol, sommer og dans natten lang – og gerne i måneskin. For os, der husker 1980’erne, vil sange som Sunshine Reggae (1983), White Horse (1983) og Bakerman (1990) aldrig dø – musikvideoen, produceret af Lars von Trier, huskes af mange.

Vi er klar til endnu 45 år

I dette efterår fejrer Laid Back 45-årsdag med albummet Forevergreen, hvor de fortolker en række af de sange, der har betydet mest for dem. Som et forskræp har vi nu fået All You Need Is Love. Det tegner godt. Laid Back er tilbage i det seje groove de mestrer så suverænt og genindspilningen viser, at 1967 gange med 1983 godt kan give 2024.

 

Laid Back ganget med Beatles giver sensommer 2024. Jeg tager i hvert fald mig selv i at gå og nynne All You Need Is Love i Laid Backs version, selv om jeg også i en svag stund kan savne John Lennons stemme, George Harrisons syngende guitar og Paul McCartneys lækre arrangement. Men Laid Back giver en tur i tidsmaskinen, og de gør det så godt, som det kan gøres i sensommeren 2024.

 

Tillykke med de 45 år!

 

 

 

Beatles + Laid Back = sensommer 2024: Laid Backs version af “All You Need Is Love” er nu tilgængelig på alle streamingplatforme. 4 min. 3 sekunder. Brother Music 2024. Guldberg udtaler til pressen: ‘Vi håber, vores version kan sprede lidt kærlighed og glæde.’

 

 

 

Læs Frids kronik her om hans kommende bogudgivelse om dansk provokunst! Se mere her

 

 

 

 

Beatles + Laid Back = sensommer 2024 er en anmeldelse af Niels Frid-Nielsen, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm