BORNHOLMS KUNSTMUSEUM: Inge Lise Westman
Jeg har en billedhunger

✮✮✮✮✮✮
' ……. Bornholms Kunstmuseum har givet kunstneren den fornødne plads i udstillingslokalerne …… '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Bornholms Kunstmuseum er et progressivt museum, der har en god tilgang til spændende kunstnere og gør en del ud af også at formidle kunsten til børn. Det er fornuftigt, for hvis børn og unge har positive og kreative oplevelser med kunst, er kimen lagt for interessen resten af deres liv. Anne Arboe Harild er Kunstformidler og har etableret workshops for børn og unge, hvor de kan gå på opdagelse i Westmans univers.
Kursus & skattejagt
KULTURINFORMATIONs junioranmelder, Valdemar på 13 år, deltog på et to timers kursus. En lille flok skulle ud at sanke ting de skulle bruge i deres kunstværker og til at fremstille dem. Valdemar synes det var sjovt. Vi havde været rundt på Westmans udstilling dagen før og set hendes udstillede værker, så han kendte til hendes kunst og processer i arbejdet. Desuden havde han deltaget i en slags skattejagt. Han skulle finde tolv små detaljer fra tolv forskellige værker. Han brugte meget lang tid på det. Vi måtte tilbage flere gange for at finde dem. Det er også en måde at engagere sig i kunsten på. At se tingene flere gange i træk, selvom hver gang er hurtig. Den form for repetition er effektiv.

Foto: BORNHOLMS KUNSTMUSEUM
Inge Lise Westman – Bornholm
Inge Lise Westman, 1945-2024, maler, grafiker, billedhugger, blev uddannet på Kunstakademiet i 1972. Hun flyttede til Bornholm i 1974 og boede her med sin familie resten af sit liv. Westman opnåede at sætte sit præg på ikke alene den bornholmske professionelle kunstverden, men på hele Danmarks kunstliv og hun er repræsenteret på mere end ti danske museer over hele landet. Hun var en særdeles alsidig kunstner. Westman arbejdede i mange forskellige materialer og beherskede nærsagt alle teknikker.
Westman fokuserede på nærheden til naturen og menneskets forhold til den. Hendes kunstneriske virke var delt op i flere forskellige perioder og fraveg aldrig sine ungdoms idealer, hvor hun og familien var en del af en bevægelse i halvfjerdserne, som ville flytte fra by til landet. Hendes mand Ole var antropolog og de gjorde en dyd af at rejse til mange fjerne destinationer med deres to børn Karen og Emil.

Foto: BORNHOLMS KUNSTMUSEUM

Foto: BORNHOLMS KUNSTMUSEUM
Kænpeformater og grafik
Westman ville have tilskueren til at opfatte naturens detaljer. Derfor var enkeltheder primære og hun blæste dem op i kæmpestørrelser. Et godt eksempel er hendes store træpuppe, som ligger på gulvet og er en meter lang og ca. 40 centimeter høj. Originalen ligger i en montre og er en centimeter lang. Eller de forrygende grafikker af fjer, en eller flere blæst op i meterhøje billeder. Det er utroligt smukt.
Du suges ind
Mest betagende er dog Inge Lise Westmans oliemalerier, malet i enorm skala, dem hun er blevet kendt for. En mørk granskov, ’Graner’, bliver pludselig livagtig, ikke alene grundet farverne, men fordi formatet næsten suger dig ind i billedet. Du fornemmer næsten hvordan du træder ind i skoven, du omsluttes simpelthen af den. Du drages og fascineres på samme tid. Det er utrolig godt. Der er flere af disse store tillokkende billeder på udstillingen bl.a. ’Vintertræer’ og ’’Træer’. Westman viser også en anden side af sit virke i det pragtfulde billede ’Erindringer fra Thule’, hvor seks slædehunde ligger foran nogle grønlandske bjerge. Familien var på Grønland i tre uger mens børnene var små.

En rejse på lærred
Inge Lise Westman har udtalt, at når man begynder på en et nyt maleri, er det som at starte på en rejse. ’Transportmidlet er kendt: blindramme, lærred, pensler og farver, rejsens mål har man som regel en idé om, noget i retning af! Helt hvor man ender ved man aldrig, og mange farer lurer undervejs’. Det viser essensen af Westmans virke, hendes nysgerrighed. Desuden kunne hun arbejde i ti år på et maleri inden hun synes det var helt færdigt.
På udstillingen er der også to herlige figurer af et par turister. De kigger op i luften og den ene har en kikkert. De har fået øje på en måge. I denne sammenhæng har de ikke en forstyrrende effekt på naturen, fordi menneskene nøjes med at iagttage den, som her gennem en måge. Også en måde at sige til beskueren, kun kigge, ikke ødelægge noget.

Foto: BORNHOLMS KUNSTMUSEUM
Oplev det!
Udstillingen er godt kurateret. Den viser alle sider af Westmans kreativitet og hendes minutiøse arbejdsmetoder. Hun samlede massevis af billeder og skitser, som museet har katalogiseret. Inge Lise Westman var en unik kunstner i dansk kulturliv. Bornholms Kunstmuseum har givet kunstneren den fornødne plads i udstillingslokalerne. Museet er en lille perle i rækken af danske museer og man bør ikke misse et besøg.
I forbindelse med udstillingen er der udgivet et meget fint katalog, en Coffee Table Book, om kunstneren og hendes virke. Bogen er rigt illustreret med billeder af hendes malerier og hendes liv.

Anmelderteamet Frevert & Frevert
BORNHOLMS KUNSTMUSEUM: Inge Lise Westman – se mere her
BORNHOLMS KUNSTMUSEUM: Inge Lise Westman er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

