CPH:DOX – ‘NUCLEAR FOREVER’

En film af Carsten RAU

✮✮✮✮✮

Redaktionsmanifest CPH:DOX 2021

Vi har i mange år fulgt CPH:DOX med stor interesse.

I år har vi strømlinet vores anmeldelser, så de alle koncentrerer sig om to overordnede punkter:

1: Beskrivelse af filmen. Hvad filmen handler om.
2: Filmens dramaturgi. Hvordan grebet (mode) er tilrettelagt i dokumentarfilmen.

Filmen ‘NUCLEAR FOREVER’ handler om afviklingen af kernekraftværkerne i Tyskland. Efter ulykken på Fukushima Japan i 2011 meddeler Rigskansler Angela Merkel, at alle tyske atomkraftværker skal afvikles. På tæt hold følger vi et gigantisk kraftværk, der så dagens lys i det tidligere DDR i 1974. Inden 2060 skal dette kraftværk være fuldstændig lukket og slukket. Dette anlægs demontering er ikke enestående og 17 andre værker i Tyskland undergår nu samme procedure. Denne industri beskæftiger titusinder af mennesker.

Problemerne med bortskaffelsen af det farlige affald får spillerum i filmen. Miljøaktivister er ikke sene til at melde sig på banen. Samtidig bliver det fortalt af atomkernekraftens tilhængere, at energien er ren og forholdsvis ufarlig – dette skal naturligvis ses i lyset af alternativerne som forurenende kul.

At Merkel melder ud, ‘vi lukker og slukker atomenergien’, er jo udmærket men, følges det op af grønne alternativer som vind og sol? Eller havde man lige glemt det?

Vi besøger også nabolandet Frankrig, der opruster deres velfungerende og ‘sikre’ kernekraft. Her hyldes mottoet: Hvis ikke vi udvider atomkraften, vil planeten ikke overleve.

Nogen vil måske hævde, at filmen er lidt kedelig. Håndværket fejler ikke noget, men demontering af uranstave med lidt Merkel på toppen kan godt have svært ved at konkurrere med en ferietur til Tenerife. Man kommer til at tænke lidt på Homer Simpson, der nyder titlen som årets giftaffaldsmedarbejder.

Dramaturgi, Hvordan

Modet er overvejende det vi kalder ‘Observational’ altså den iagttagendes vinkel. Vi kommer tæt på de mennesker, der beskæftiger sig med atomkraften. De fortæller og beretter om den store demontering og den indvirkning, den har på deres liv. Vi ser også gamle filmruller fra dengang, hvor nogle af kraftværkerne blev bygget – her kan man glæde sig til vaskeægte Sovjet/DDR propaganda, hvor den 1970’er kønne husmor (nuvel, østeuropæisk, men lige trådt ud af damefrisøren eller ugebladet) beretter om de nye eminente og topmoderne atomkraftværkers ‘rene ufarlige energi’, som var det tandpasta eller vaskepulver, der blev reklameret for.

Interviewene slukkes med et klaptræ fremstillet af luft. Vi får også fornøjelsen af den der forkrøblede banjo eller er det en mandolin, der ikke rigtig vil spille som underlægningsmusik, vi kender fra Anders Aggers udsendelser. Faktatekster kommer informativt med oplysninger undervejs, som eneste kommentering.