Den Sorte Diamant: LENE ADLER PETERSEN
AKTUELT Kunst

Den Sorte Diamant: LENE ADLER PETERSEN

Den Sorte Diamant: LENE ADLER PETERSEN

 

 

 

 

Rummet og Tingene

 

 

 

 

 

 

 

Den Sorte Diamant: LENE ADLER PETERSEN

Soltegninger. Foto: Lene Adler Petersen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… lille intens udstilling viser både sårbarheden og det kraftfulde i Lene Adler Petersens kunst …..’

– Niels Frid-Nielsen, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da Lene Adler Petersen torsdag den 29. maj 1969 kl. 15.30 gik splitternøgen gennem Børsen, bærende på et kors, spillede komponisten Henning Christiansen violin til, mens Bjørn Nørgaard forevigede begivenheden på film og børsmæglerne så måbende til.

 

Det var en kunstnerisk happening, performance eller slet og ret aktion, der satte spørgsmålstegn ved vores kristne virkelighedsopfattelse på en rituel måde, der siden er blevet stående i kunsthistorien.

 

Var Børsen i virkeligheden et tempel? Og udgjorde den nøgne, kvindelige Kristus modpolen til de formelt påklædte kræmmere i Børssalen.

 

Lene Adler Petersen og Bjørn Nørgaard havde arbejdet med Den kvindelige Kristus i forskellige versioner, før den ikoniske happening i Børssalen. En tidligere version vises på film i den udstilling af Adler Petersens værker, der nu kan ses på Den Sorte Diamant i København.

 

 

 

 

 

 

Den Sorte Diamant: LENE ADLER PETERSEN

Soltegninger. Foto: Lene Adler Petersen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den kvindelige Kristus skabte opmærksomhed, man snakkede om den i hele nationen, og den kønspolitiske markering vakte genklang i en periode, hvor den nye kvindebevægelse, Rødstrømperne, satte dagsordenen.

 

Men det var Bjørn Nørgaard, der fik ejendomsretten, ham folk ringede til for at bestille nye værker, udstillinger, optrædener. Ham der fik en plads i kunsthistorien. Der var ingen, der spurgte efter Lene Adler Petersen i 1969.

Lene Adler Petersen

Hun besluttede sig for at gå solo og har siden markeret sig som en af de mest betydningsfulde, kvindelige danske kunstnere i det 20. århundrede.

 

I 1960’erne var hun med omkring Eks-skolen og dens trykkeri, hun lavede eksperimentalfilm i kollektivet ABCinema sammen med bl.a. Per Kirkeby, Ursula Reuter Christensen, Jørgen Leth og Bjørn Nørgaard, som hun også privat dannede par med.

 

I 1970’erne og 80’erne skabte hun monumentale værker på Herlev sygehus, Horsens rådhus, Tørring gymnasium og ikke mindst skulpturværket Krukken til Kunsten i Aalborg.

 

Rummet og Tingene hedder den underjordiske udstilling i diamanten. I en tekst i begyndelsen af udstillingen forklarer Adler Petersen titlen. “Al ting befinder sig i rum”, skriver hun, “men når man stiller to ting sammen, opstår der et særligt rum imellem dem, og det har optaget mig”.

 

Det er sådanne helt enkle sammenstillinger af dagligdags ting, der optager kunstnerens “poetiske, opmærksomme og kritiske blik”, som kuratoren skriver i sin introduktion til udstillingen. Hos Lene Adler Petersen er tingene nemlig aldrig bare ting, de får betydning ved at blive sat sammen på nye måder i kunstnerens undersøgelse af verden.

 

Rummet og Tingene lægger hovedvægten i 1970’erne. Herfra vises værker fra Lene Adler Petersens arkiv, som ikke tidligere er udstillet. Her er herlige selvportrætter fra layout bordet på Eks-skolens trykkeri (1974), hvor kunstneren sætter sig selv i scene. Også Dagbog fra mørkekammer fra samme år viser hendes eksperimenterende, men altid poetiske og søgende tilgang til den kunstneriske proces.

 

Hun har udfoldet sig i maleri, tegning, lyd, grafik, keramik, tekst, film og happenings, men her fokuseres især på hendes arbejder med fotografi, film og tekst.

 

Vi vil have mere

 

Det er en lille, intens udstilling, der viser både sårbarheden og det kraftfulde i Lene Adler Petersens kunst. Rummet og Tingene uddyber på en fin måde kendskabet til en original og betydningsfuld kunstner. Men Rummet og Tingene mætter ikke. Man går fra Den Sorte Diamant med sulten efter at opleve den helt store udstilling af Lene Adler Petersens værker på SMK, Louisiana, Arken, Aros eller Kunsten i Aalborg. Det har hun – og vi – virkelig fortjent.

 

 

 

 

 

Rummet og Tingene

Soltegninger. Foto: Lene Adler Petersen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den Sorte Diamant: LENE ADLER PETERSEN – se mere her

 

 

 

Den Sorte Diamant: LENE ADLER PETERSEN – her kan du læse mere om PROVOKUNST & booke foredrag med Niels Frid-Nielsen

 

 

 

 

 

Den Sorte Diamant: LENE ADLER PETERSEN er en anmeldelse af Niels Frid-Nielsen, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm