Designmuseum Danmark: JAPAN MODERN POSTER

– I en verden af billedstøj står japansk grafisk design stille – og bliver set

HAYASHI NORIAKI, Joshibi University of Art and Design, 2024

✮✮✮✮

' ….. udstillingen efterlader respekt – både for det grafiske design som medie og for kulturen, der har formet den ….. '

– Githa Schultz, KULTURINFORMATION

Man mærker det allerede i det første rum på Designmuseum Danmark: Japansk grafisk design er aldrig blot baggrundsstøj. Det vil ses, læses og mærkes.

Udstillingen viser mere end 100 grafiske designs, breder sig over fem sektioner og mere end 70 år, men opleves mindre som en kronologisk march og mere som en samtale – mellem generationer, mellem håb og tvivl, mellem kontrol og oprør. Og måske også som et spejl af noget meget japansk: en kultur, hvor det sagte ofte vejer tungere end det råbte, og hvor præcision kan være en form for styrke.

Efterkrigstidens blik

I sektion 1 – Pionergenerationen – møder vi et Japan i genopbygning. Mangel på materialer. Mangel på sikkerhed. Men ikke mangel på vilje.

KONO TAKASHI, Sheltered Weaklings – – Japan, (1953) konstaterer social skrøbelighed med enkelhed og afdæmpede farver. Ingen følelsesladet retorik. Ingen forklarende omveje. Den konstaterer – og lader beskueren tænke videre.

Sektionen kulminerer i KAMEKURAs ikoniske OL-plakat fra Tokyo 1964. Den røde sol hæver sig over de olympiske ringe, og en løber sprinter frem – et øjeblik fanget i bevægelse og tid. Tokyo 1964 står enkelt under billedet, men plakaten vibrerer af selvtillid, modernisme og national identitet.

Det grovkornede fotografi, valgt efter timevis af løbesekvenser under stroboskoplys på det nationale stadion, gør motivet intenst og levende. KAMEKURA YUSAKU forenede design og fotografi som aldrig før, og hævede mediet til et ikon – et enkelt, stærkt billede af Japans kreativitet og modernitet.

AWAZU KIYOSHI, NOH (for UCLA Asian Performing Arts Institute), 1981

Vækstens rastløse energi

I 1960’ernes Japan løsner det hele sig, vi er nået til sektion 2 – Kreativ og økonomisk blomstring.

Farverne bliver vildere, kompositionerne mere legende, og designet bliver ikke blot information – det er temperament, personlighed, eksperiment.

At stå foran værker af YOKOO TADANORI føles som at træde ind i Tokyos pulserende byliv. Man kan næsten mærke stemningen fra Ginza – kvarteret, der i 1960’erne var centrum for reklame, forlag, stormagasiner og kulturelle eksperimenter – og som stadig er et af byens mest levende områder. Neonlys, tætte menneskemængder, skilte i lag på lag. Den energi lever videre i de grafiske designs.

YOKOO arbejdede midt i denne visuelle overflod, og det kan ses. Hans værker fra 1960’erne og 70’erne er farverige, detaljerige og fulde af overraskelser.

Han blander japanske traditioner med psykedeliske farver og vestlig popkunst. Religiøse symboler, kunst-og teaterreferencer, den opstigende sol, fotografier og selvportrætter optræder side om side. Det kan virke vildt ved første øjekast – men der er bevidst komposition bag.

Der er humor, selvironi og alvor på samme tid. Man kan både lade sig rive med af farverne, og blive nysgerrig på de lag af betydning, der gemmer sig under overfladen.

Man forstår, hvorfor YOKOO blev en nøglefigur i japansk visuel kultur: Han turde gøre det grafiske arbejde personligt, poetisk og provokerende.

AWAZU KIYOSHI, NOH (for UCLA Asian Performing Arts Institute), 1981 peger både bagud og frem. Traditionelle referencer opløses i kraftige, næsten organiske linjer – nærmest fingeraftryk eller sprækker i en overflade – og noget personligt bryder igennem det systematiske. Man mærker hånden bag hver streg, rytmen i hvert mønster, viljen til at fortælle noget nyt uden at miste forbindelsen til fortiden.

MATSUNAGA SHIN, JAPAN “Burn Up, Japan? Burn Out, Japan?”, 2001

Billedet som samvittighed

I sektion 3 – En bøn for fred – ændres tonen. Designet bliver mere end æstetik – den bliver et etisk udsagn.

FUKUDA SHIGEO, Victory 1945 (1975) er umulig at overse: en patron, der vender tilbage mod kanonen. Sort og gul fungerer som universelt faresignal. Budskabet er øjeblikkeligt forståeligt, ikke højlydt, men præcist. En stille ekstrem i slowmotion, hvor billedets klarhed bærer protesten.

I sektionen befinder sig en plakat med uventet kraft af SHINMURA NORITO, der næsten forsvinder i udstillingens farveorgie, men fanger øjeblikkets alvor: Thinking About the Sea One Hundred Years from Now / Waste (1997) er næsten profetisk i sit gråtonede budskab.

En krebs kravler ind i et skruelåg måske på havets bund, og plakaten rammer lige i hjertet på den globale miljøtrussel. Enkelheden understreger både absurditeten og alvoren.

I begyndelsen af det 21. århundrede står Japan på vippen – og MATSUNAGA SHIN fanger denne usikkerhed med ubarmhjertig klarhed i Burn up, Japan? Burn out, Japan? (2001).

Her konfronterer MATSUGANA beskueren med landets økonomiske tilbagegang, politiske mistillid og miljøudfordringer – alt det, der har erstattet tidligere optimisme og vækst.

Hinomaru – det japanske flag – eksploderer visuelt med solen som en brændende kugle, næsten sprængt ud af papiret. Værket tvinger øjnene og sindet til at spørge: Hvad vil der ske med Japan herfra?

Design som selvforståelse

I – Art directors og nye livsstilsværdier – træder vi ind i sektion 4, forbrugets og identitetens domæne. Her former design ikke blot produkter, men selve forestillingen om, hvordan et liv kan leves.

Og hvad fanger blikket først? Woody Allen i en reklame – ASABA KATSUMI: The Seibu Department Stores: “Affluent Life” (1982).

Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at hverken reklamer i decideret kommerciel sammenhæng eller Woody Allen er min kop grønne te.

I den japanske designverden er ASABA en af de helt store. En mester i art direction og typografi – og i at gøre det enkle uforglemmeligt.

Plakaten blev skabt til Seibu stormagasin som led i en større kampagne. En milepæl? Ja, hvis man måler i gennemslagskraft. Kunstnerisk kompromisløs? Næppe.

ASABA og ITOI (kendt japansk tekstforfatter) pakker forbrug ind i poetisk minimalisme for Seibu. En flyrejse for de herrer reklamefolk i forbindelse med en anden Seibo reklame. Lidt privilegie-småbrok over flymåltider, en længsel efter ochazuke (varm te med ris) – og vupti: “det velsmagende liv” er reduceret til et slogan. Elegant, ja. Men også kalkuleret.

Det mest problematiske i reklamer for mig er, når kendte – som i forvejen tjener rigeligt – stiller op. Når en kunstner med intellektuel kapital lader sig indskrive i stormagasinets brandingmaskine, ligner det mindre et kulturmøde og mere en handel.

Det samme ser vi herhjemme, når “seriøse” kunstnere pludselig dukker op i reklameblokkene. Man taler om integritet, som om den havde en udsalgspris.

Allen leverer sin velkendte neurotiske ”charme” i kimono og morgenhår, og tilfører kampagnen kulturel tyngde! Men det føles som pynt – fernis på forbrug.

Plakaten blev et symbol på 80’ernes velstand, ja. For mig står den snarere som et billede på, hvor villigt kunsten lader sig instrumentalisere, når honoraret er højt nok. “Det velsmagende liv”? Måske. Men eftersmagen er bemærkelsesværdigt kommerciel.

Og med den bismag iler jeg videre til sektion 5.

JAPAN MODERN POSTER, Designmuseum Danmark. Foto Andrea Sonne

Den stille overlevelse

Sektion 5 byder på – Sameksistens og eksperimenterende plakatudtryk – og her dæmpes tempoet. Plakaten er ikke længere centrum for massekommunikation, men har ikke mistet sin relevans.

Plakater af HAYASHI NORIAKI for Joshibi University of Art and Design (2024–25) undersøger variationer over ét bogstav i et stramt geometrisk system. Små forskydninger år efter år. Næsten meditativt. Ikke spektakulært, men vedholdende. I en tid med hastighed og konstant billedstrøm bliver koncentration og kontinuitet en kvalitet i sig selv.

FUKUDA SHIGEO, Victory 1945, 1975

En høflig skarphed

Jeg har været i Japan en del gange. Man mærker det hurtigt: det stille kropssprog, den koreograferede hensyntagen, den måde mennesker fylder så lidt som muligt. Den selvfølgelige høflighed. Passagerer på fly rydder næsten automatisk op efter sig selv.

Det er ikke underkastelse, men disciplin. En fælles forståelse af, at man indgår i noget større. Noget af den samme tone finder man i udstillingen. Den råber ikke, insisterer ikke unødigt, men formidler med ro og præcision. Japansk grafisk design kan være radikalt, kritisk og politisk – men altid med kontrolleret klarhed.

Et katalog ville have været kærkomment – ikke som souvenir, men som invitation til fordybelse, noget man straks ønsker efter at have set udstillingen.

Det overvældende antal af grafiske designs bærer lag af historie, kontekst og grafisk refleksion fra en nation med et sprog og alfabet, de færreste kender, men som vækker lysten til at forstå budskaberne – og i det hele taget bare lade sig fascinere af de mange smukke værker igen.

Udstillingen efterlader respekt – både for det grafiske design som medie og for kulturen, der har formet den. Man går derfra opmærksom. Og det føles helt rigtigt.