Det Lille Teater: Okker Gokker
Igen er den levende legende juniorredaktør Elliotto på banen
✮✮✮✮
Okker Gokker på Det Lille Teater er en hyggelig, nærværende og uhøjtidelig rejse tilbage til de kendte børnerim, som mange af os er vokset op med om f.eks. appelsinerne som hænger i gardinerne, manden som bor i spanden, Peter Anker som banker på og Mathiesen som rider på grisen over isen.
Aktørerne
Signe Mannov, Rikke Bilde, Tue Skovdahl Lunding og ikke mindst Jens Gotthelf med sit udtryksfulde ansigt sætter fra første øjeblik den legende og nysgerrige stemning. Vi befinder os i en tryg atmosfære som i en fantasifuld tidsbobble med tre gode venner, som kender de samme rim som os. Men ikke nok med det, de leger med rimene, vender og drejer dem som i en leg og laver dem om til charmerende og iørefaldende sange, som er det noget de finder på i netop dette øjeblik.
Foto: Sine Kristiansen
Hygge for familiens mindste
Alt i alt er Okker Gokker en lille gave på en halv time til de 2-5-årige, som efterlader os inspirerede til selv at lave vores egne rim allerede på vej hjem fra teatret – og selvfølgelig til at genlæse Ungermanns gamle klassiker.
Far spurgte Elliotto efter forestillingen:
Hvad synes du om skuespillerne?
De var fine.
Hvilke af rimene kunne du huske fra bogen?
Okker Gokker. Mathiesen på grisen. Blæk i øjet.
Hvad synes du var det sjoveste ved Okker Gokker?
Da de legede Okker Gokker-legen med hænderne.
Hvor mange lakridspiber giver du Okker Gokker?
De skal have fire lakridspiber.
Foto: Sine Kristiansen
Okker Gokker:
Instruktør: Charlotte Munksø
Dramaturg: Trine Wisbech
Scenografi: Louise Beck
Medvirkende: Rikke Bilde, Jens Gotthelf, Signe Mannov, Tue Skovdahl Lunding
Komponist: Klaus Risager
Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen
Systue: Julie Kyhl
Foto: Sine Kristiansen
Læs om bogen her
Se mere om Det Lille Teater: Okker Gokker her
Det Lille Teater: Okker Gokker er anmeldt af Johan Deckmann, KULTURINFORMATION