Litteratur

Det skjulte Slotsholmen og den vide verden

Det skjulte Slotsholmen og den vide verden

 

 

et værk af Peter Christensen Teilmann

 

 

 

 

 

Det skjulte Slotsholmen og den vide verden

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ….. der kan ikke være en kvadratcentimeter på Slotsholmen, forfatteren ikke har haft igennem sin lup ….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

Om morgenen den 16. april modtog alarmcentralen et alarmopkald: Børsen brænder. Chokket var stort, da det gik op for alle, at et af Københavns mest markante og smukkeste vartegn, Børsen, stod i lys lue. Efter kort tid kollapsede det legendariske dragespir og bygningen stod ikke til at redde. Den 400 år gamle børs var blevet en næsten rygende ruin.

 

Det er ikke første gang at det brænder på Slotsholmen. For blot at nævne nogle af brandene, brændte Christiansborg I 1794, det blev genopbygget 90 år efter, men i 1884 brændte det ned igen. Der var ellers sat ekstra jernmure og branddøre op, men slottets bygningsmasse var fyldt med hulrum. I 1960 udbrød der brand i Det gamle Kongens bryghus. Bygningen brændte helt ned og i 2017 blev BLOX og Dansk Arkitekturcenter en realitet. I 1992 var der to uafhængig af hinanden brande i Proviantgården og Christiansborg Slotskirke. Lad os håbe og bede til at Børsen var den sidste.

En historisk bog

Peter Christensen Teilmann har skrevet en blændende bog om Slotsholmen og tak for det. Den er skrevet mens Børsen stadigvæk knejsede ud mod Børsgade og tæt på Knippels Bro. Bogen føles pludselig endnu mere relevant, fordi historien om Slotsholmen er meget mere end Christiansborg og i bogen er der et fint afsnit om Børsens historie og ikke mindst funktion. Slotsholmen er én af de mest historiske bydele vi har i Danmark og indeholder unikke bygningsværker.

 

Som Peter Christensen Teilmann siger, handler bogen ikke om det der sker bag murene i de ikoniske bygninger, men den er snarere en kulturhistorisk slentretur rundt på øens pladser, eksteriører nicher og glemte hjørner. Det er glimrende, for på den måde får du et overblik, eller jeg vil hellere sige indblik, i alle de steder vi måske ikke ser, når vi driver rundt for at opleve øen.

Afsnit for afsnit

Peter Christensen Teilmann har valgt at give hver bygning og plads, der ligger på Slotsholmen, et afsnit. Det er yderst fornuftigt, for der er meget at fortælle. Slotsholmen har en lang historie, men de fleste af os kæder den sammen med Børsen og Christiansborg – Rigsdagsgården, selvom der er flere hundrede år mellem de to bygningsværker.

Ridebanen

Man kan starte sin tur på Slotsholmen ved at gå ad Ny Vestergade, der hvor Nationalmuseets indgang ligger, fortsætte over kanalen og du træder direkte ind på Christiansborg Ridebane. En imponerende smuk plads. De Kongelige Stalde har til huse her og der er både heste og køretøjer, der bliver brugt på mærkedage for de kongelige. Tidligere var der mange hvide heste, men er der i dag en storbegivenhed i Kongehuset, bliver de suppleret op med heste fra Garderhusarregimentets Hesteskadron i Slagelse.

Hofteatret

Nu er det nærliggende at gå til det forfatteren kalder: Slotsholmens hemmelighed, for det ligger lige over De Kongelige Stalde, nemlig Hofteatret, Danmarks ældste teaterhus. Christian 7. ønskede at have sit eget private teater, så i 1767 blev det bygget ind i den ene sidefløj på det første Christiansborg Slot. Hofteatret var en realitet. Teatret har været midtpunkt for mange begivenheder i årenes løb. Lige fra franske skuespillere inviteret af Christian 7, til modeshow. Teatret er nu ved at blive restaureret og åbner i efteråret 2024.

 

Publikum kan glæde sig til en enestående begivenhed. Jeg kender det selvfølgelig kun fra tidligere og da var det et af de mest yndige og charmerende teatre man kan forestille sig. Jeg er sikker på, at oplevelsen bliver forstærket når dørene bliver slået op igen.

Havnefronten

Havnefronten er et kapitel for sig selv. Når man skuer ud over vandet, ser man tydeligt byens blandede arkitektoniske bygninger fra nyere tid bl.a. Den Sorte Diamant og Dansk Arkitektur Center i BLOX. Men tilbage igen og lige bagved, på selve Slotsholmen, ligger Kongernes Lipidarium. Et område for grav-og mindesten, der ikke mere er i brug. Vi ser en stor massiv bygning, der tidligere var Kongens Bryghus. Det brændte i 1767 og genopført, men ikke som bryghus. Lidt længere fremme er pladsen foran Krigsmuseet, tidligere kaldet Tøjhusmuseet.

En have

Bibliotekshaven er en lille perle, beliggende over for Folketingets hovedindgang. Når du træder ind i anlægget, er der ro og fred. Det er som om al støj forsvinder. Anlægget er næsten gemt væk. Flere og flere har dog fået øje på dette enestående sted. Man kan læse en bog, spise sin medbragte mad eller kaffe og fordybe sig i Slotsholmens historie.

Thorvaldsen

Thorvaldsens museum ligger og skuer ud over middelalderbyen. Bygningsværket er inspireret af antikken og blev tegnet af Michael Gottlieb Bindesbøll i samarbejde med Thorvaldsen. Bygningen blev færdig i 1848. Desværre døde Bertel Thorvaldsen 4 år før museet blev færdigt. Det ligger lige ved siden af Christiansborg Slotskirke.

Opdag og oplev Slotsholmen

Det vil være helt og aldeles umuligt at beskrive alle bogens afsnit i detaljer. Der er meget interessant læsestof og det er vanskeligt at fremhæve nogle afsnit frem for andre. Denne bog er ret fantastisk for der kan ikke være en kvadratcentimeter på Slotsholmen, Peter Christensen Teilmann ikke har haft igennem sin lup. Intet er overladt til tilfældighederne. Der er smukke illustrationer, der levendegør beskrivelserne af stederne. Jeg vil ikke ligefrem kalde den en Slotsholmsguide, men det er lige før. Med den i hånden vil du opdage en del af byen, som jeg er sikker på du ikke helt kendte. God fornøjelse.

 

 

 

Det skjulte Slotsholmen og den vide verden. Et værk af Peter Christensen Teilmann. En stor del af billederne er taget af fotograf Per Romerdahl. Udgivet af Hofteatret.

 

 

 

 

 

Det skjulte Slotsholmen og den vide verden – se mere her

 

 

 

 

 

Det skjulte Slotsholmen og den vide verden er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm