Filmanmeldelse: MARTY SUPREME

HVIS DRØMMEN ER STOR NOK, BETYDER PRISEN INGENTING…
Eller gør den?

✮✮✮✮✮

' …… det ikke er en lille pyssenysset film, man kan sidde igennem uden at få popcornene galt i halsen ….. '

– Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION

MARTY SUPREME er noget så ualmindeligt som en gammeldags film i en tid, hvor alt er AI. Det passer selvfølgelig ikke, for selvfølgelig er der brugt AI i filmen, men det er lykkes filmholdet at få os til at tro, at filmen er lavet i et ægte Hollywood-studie anno dazumal, og det er i sig selv en præstation, for der er ingen tvivl om, at pengene er på lærredet. Og så er der selvfølgelig Timothée Chalamet, som ikke ser ud til at kunne sætte en fod forkert i disse år.

Handlingen

Marty Mauser (Timothée Chalamet) er en ung hustler med en drøm. Han vil være den bedste bordtennisspiller i verden. Lyder det kedeligt, jeg mener: bordtennis? Det er det ikke, for Marty er noget så interessant som en yderst begavet og veltalende drømmer, som kan dreje alt og alle om sin rutinerede lillefinger, og det gør filmens 2 timer og 30 minutter til en tour de force i slapstick, vittig dialog, overraskende breaks og mere dybde, end man umiddelbart har købt ind i.

Rundt om ham har instruktør Josh Safdie samlet et veritabelt dream team med Gwyneth Paltrow som et velkomment elegant element i en hverdag, de fleste nok ville have sig frabedt, og Odessa A’zion fyrer den af som en højgravid Bonnie til Chalamets Clyde, for her er flere ressourcer, end hendes englefjæs lader antyde. Det er forrygende.

Kvinderne med stort Q

Det er i høj grad kvindernes film, for hånden på hjertet er der ingen af de mandlige roller, som tåler dagens lys. Hvis man tror, at Marty er den største snyder, så skal man bare kigge på hans skosælgeronkel, som med alle midler forsøger at få stortalentet til at styre butikken, eller Gwyneth Paltrows lede svin af en rig producentmand, som ydmyger Marty i en scene, som mere end viser bagsiden af medaljen.

Marty tager det meste med ophøjet ro, for der hvor han kommer fra elsker man hinanden på den hårde måde, det er kæmp, snyd eller bliv spist, i en alles kamp mod alle. Om det så er hans mor, er hun dreven i manipulationens kunst, det er rent ud sagt utroligt hvor langt hun vil gå for at få den uregerlige søn til at gøre, hvad hun vil have. Æblet falder ikke langt fra stammen.

Oscar er klar

Med 9 oscarnomineringer i bagagen – heriblandt alle de store – er der lagt an til et brag af en biografpremiere her halvanden måned efter filmens amerikanske premiere, og man kan i høj grad læne sig tilbage og lade sig underholde fra start til slut. Der er knald på farverne, musikken bruges begavet til at understrege pointerne (hvem ville have troet at 80’ernes store sange kunne få nyt nostalgisk liv i den kontekst?) og skuespillet er fra allerøverste hylde.

Husk dog, at det ikke er en lille pyssenysset film, man kan sidde igennem uden at få popcornene galt i halsen. Den er benhård sine steder, og mere end én gang må man lige synke en ekstra gang. Men det gør kun, at vi tager filmen med os som et værk, ikke bare overfladisk underholdning. Det er et tidsbillede af de grumme.

Og så gør det mindre at der er nogle meget lange bordtennispassager, hvor klippesaksen godt kunne have været mere i brug, men hvad gør det, når vi så elegant ledes igennem nyere amerikansk historie i hænderne på en instruktør, som ikke er bange for den brede pensel. Når Marty så sit mål? Det må du selv gå ind og se, for film skal – som altid – ses i biografen.

Og Timothée Chalamet? Han får da nok den Oscar. 3. gang er lykkens gang, er det ikke det man siger?