Filmanmeldelse: THE GARFIELD MOVIE

✮✮✮✮✮✮

‘ ……. trækker gulvtæppet væk under selv den mest pedantiske anmelder ……’

– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

GARFIELD (1978) begyndte at dukke op i Danmark i 80’erne. De fleste er enige i, at fænomenet GARFIELD ikke handler om en kat, men alt andet end en kat. Den selviske kat er blot en gestalt for vores eget spejlbillede, selv om der jovist er træk fra reserverede katte, der er ‘deres egen’ manifesteret i hovedpersonen.

De finurlige tegneseriestriber af Jim Davis (f. 1945), tog voksne og også større børn med storm, for GARFIELD er ikke for pattebørn som f.eks. Tom & Jerry. Vi er på et niveau af ‘voksen underholdning’, og blev dengang i 80’erne præsenteret for helt nye begrebsverdener end de vante og trygge rammer, vi kendte fra Anders And eller Tintin.

Vi lærte en helt ny personlighed at kende – en rimelig frastødende personlighed, en frontløber for ‘MIG’-generationen med snarrådig, kværulerende, besk og tør humor krydret med glubende appetit på vognlæs af lasagne. Om figuren Homer Simpson (The Simpsons 1989) nærmest én-til-én er bygget over GARFIELD vides ikke med sikkerhed, men måske er der dog også noget Anders And i Homer Simpson.

THE GARFIELD MOVIE

At komme tegneseriestriber fra 80’erne ned i en ny formel af hypermoderne animationsteknologi er et kunststykke, der nemt kunne gå hen og blowe lasagnen ud på gulvet, ramme skævt, og lefle for ussel mammon i et forsøg på at gøre alle tilpas og spille dumsmart. Men det er ikke tilfældet. Skepsissen til trods, overgik THE GARFIELD MOVIE de vildeste forventninger, og selv lommetørklæderne måtte i brug.

Plottet indeholder mange lag af moderne psykologi, svigtende fadderskab, taknemmelighed, tilgivelse og misforståelser. Vi finder også ubrydelig kærlighed, personlighedsforstyrrelser, bøller og bisser med hjerter af guld, og selv dansk humor har fundet vej til de eminente danske skuespilleres replikker.

Vi møder GARFIELD (Simon Jul), og naturligvis hans ejer Harald (Simon Bennebjerg) og Futte. Men vi møder også Viggo (Bjarne Henriksen), der er en omstrejfende udekat og som er GARFIELDs forsvundne far. Viggo forlader GARFIELD som ganske lille, men er Viggo en dårlig far? Det må man naturligvis se i filmen. Vi tør dog godt røbe, at vi ser GARFIELD som den cuteste lille kattekilling, man kan tænke sig.

Der opstår selvfølgelig plotmæssigt en række forviklinger og udfordringer, og et røveri af mælk – et ultimativt kup, der skal overgå alle kup tilsammen, sættes i værk. Her møder det skarpe hold Viggo, GARFIELD og Futte også tyren Otto (Kasper Leisner), der kan en del tricks og betjene sig af moderne teknologi.

Om Viggo og GARFIELD genforenes og finder hinanden som far og søn, røber vi ikke, men Viggo lokker både med ‘finter’ og alfaderlighed, garantier og brudte løfter. På dette togt er ejeren Harald naturligvis ude af sig selv og melder GARFIELD savnet hos myndighederne.

Gulvtæppet trukket væk

Eminente greb, tempo, nytænkning og fuldstændig forrykt plotmageri, overhældt med opfindsomhed af dimensioner trækker gulvtæppet væk under selv den mest pedantiske anmelder, og bliver man siddende til efter ALLE rulleteksterne er færdige, er der en overraskelse til sidst – spoiler alert – KULTURINFORMATION er det eneste medie med denne nyhed, da alle andre anmeldere for længst havde forladt biografen på det tidspunkt. Så se rulleteksterne færdig!

Bonus: Den danske version var med det stærkeste hold af professionelle skuespillere og ud over de nævnte er Cecilie Stenspil, Thomas Warberg og Signe Egholm Olsen m.fl. også på banen. I den engelske version lægger en fyr som Samuel L. Jackson stemme til Viggo – uden tvivl et scoop, man snydes for i den danske, MEN jeg skal lige love for, at Bjarne Henriksen burde indstilles til én eller anden (eller flere) pris for sit helt igennem drævende skuespil. Spilletid: 101 minut. Frarådes til børn under 7 år.