FREDERIKSBORG: Gobelin
– I tråd med tiden
Særudstilling

Foto: Frederiksborg
✮✮✮✮✮✮
' ….. udstillingen er gennemarbejdet og giver et fuldstændigt billede af en kunstart, der ikke altid bliver anset som noget særligt … '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
En hel ny verden bliver introduceret for dig på udstillingen I tråd med tiden. Her bliver vi ikke ’bare’ præsenteret for nogle billedtæpper, men gobeliner. En forfinet kunstart.
Frederiksborg Slots Riddersal er udsmykket med kæmpestore gobeliner, og de monumentalt vævede billeder bærer på en usædvanlig historie. Den folkekære renæssance konge Christian 4. udsmykkede sit slot med vævede tapeter bestilt i udlandet. Der blev på ingen måder sparet på noget. Desværre brændte Frederiksborg Slot i 1859 og alle gobelinerne gik tabt. Udstillingen handler om genskabelsen af disse gobeliner.
En genetablering
Det var først i slutningen af 1800-tallet, at man besluttede at genetablere dem. Det var ikke ligetil. Det blev takket været nogle af Danmarks mest fremsynede kvindelige entreprenører, med Kristiane Konstantin-Hansen i spidsen, at gobelinerne blev vævet efter samme teknik, på samme type væve og delvis af samme garn som hos Manufacture des Gobelins i Paris. Familien Gobelin var oprindeligt farvere og deres værksted blev opkøbt af den franske stat i 1662. Værkstedet lagde navn til den særlige væveteknik man brugte på den tid. I dag bruges begrebet bredt, som betegnelse for vævede tapeter og billedtæpper. Fra omkring 1900 og 28 år frem, genskabte 50 kvinder de mesterværker vi i dag ser hænge i Riddersalen på Frederiksborg Slot.
Udstillingen handler ikke alene om motiverne på gobelinerne, men om hvordan de blev genfremstillet over tre årtier. I tredive år blev der ihærdigt arbejdet på at få dem færdige. Jeg havde aldrig tænkt over at de vidunderlige vægtæpper der hænger i Riddersalen, ikke var de originale fra Christian 4. tid. De ser autentiske ud. Det er de selvfølgelig også, men de er kopier af de originale. Samlingen af gobelinerne er den største i Norden. De er udført med så stor akkuratesse, at for lægmand vil det være umuligt at se forskel på de originale og disse.

Foto: Jonathan Damslund/Frederiksborg

Gunnar Wenneberg. Foto, Birgit Braanvad. Nordiska-Museet
En organisering af arbejdernes vilkår
Der er uendeligt mange historier underliggende i fortællingen om fremstillingen af billedtæpperne. Kvinderne fik et unikt sammenhold og Kristiane Konstantin-Hansen var en dame med sine meningers mod. Hun organiserede i den periode væverierne foregik, gode forhold for væverskerne, favorable lønvilkår, sygeordninger, kort sagt de blev organiserede. Udstillingen udfolder derfor ikke alene gobelinerne som både storladne historiemotiver, men også der hvor kvindesagen for alvor brød igennem for de kvindelige kunsthåndværkere og dermed blev nytænkende for dette kunsthåndværk.
Bag vævene stod kvinder, der ikke blot vævede, men planlagde, organiserede og udfordrede tidens normer. De havde et tæt samarbejde med samtidens kunstnere. De var også lidt autonome og sneg sig til at sætte deres eget præg på de stringente motiver, ved at væve mælkebøtter ind i krigsscener. Læg mærke til at der på en af gobelinerne er en hel mark af mælkebøtte forrest i motivet. Det er så snedigt, at man ikke ser det, men når du ved er det, er det helt åbenlyst. Mælkebøtten var symbol på frihed og kvindernes kamp. En mælkebøtte kan ikke undertvinges, det ved haveejere alt om!. Man kan også se at en af tidens store engelske kunstnere, William Morris, har været til inspiration i nogle af de grønne ’naturbaggrunde’. Med moderne mønstre i motiverne satte væverne aftryk i både tekstilet og tiden. Her får publikum indblik i en æra, hvor trådene mellem historie og fornyelse og mellem hånd og ånd væves tæt sammen.

Foto: Iben Kaufmann
Oplev Frederiksborg på en ny måde
Udstillingen starter i to tilstødende sale til Riddersalen. Her er ophængt en trend på seks meters bredde ned fra loftet. Du fornemmer størrelsen af en gobelin. Du er meget tæt på. Den er tom, men du kan næsten forestille dig motiverne langsomt vokse sig op og frem. Vi bliver præsenteret for nogle fine gamle billedtæpper og du får indgående forklaringer på, hvordan man tegnede skitser og til de blev færdige resultater. Derefter går det løs i Riddersalen. Hvor er det vidunderligt at der er blevet sat fuld blus på lamperne. Jeg fik en helt ny oplevelse da jeg trådte ind, og opdagede en del jeg aldrig tidligere havde set.
Det er på alle måder en usædvanlig udstilling. Den besøgende kan snildt belave sig på at bruge et par timer. Der er en del tekst og rundt omkring er sat små stativer op med skitser og prøver på gobelinerne. Man kan fordybe sig i en verden, som nok ikke er særlig kendt for de fleste. Jeg kan godt lide at udstillingen ikke er lagt an på at de besøgende skal have forhåndskendskab til vævekunst, tværtimod kan alle få indblik i et enestående håndværk
I forbindelse med udstillingen er der udgivet en flot kunstbog med den omfattende forskning bag udstillingen. Bag publikationen står forskningschef Lone Kølle Martinsen, seniorforsker Tina Langholm Larsen, udstillingskurator Lene Bøgh Rønberg, redaktør Tore Leifer, ph.d.-studerende Hans Fabricius-Rahbek, alle fra Frederiksborg, samt projektforsker Tom Hermansen. Værket har smukke illustrationer og fortæller ikke alene om gobelinerne, men også om de kvinder der arbejdede på dem i 30 år. Udgivet på Århus Universitetsforlag. Bogen er flot illustreret og giver et fuldt overblik over en for mange ukendt historie.

Foto: Jonathan Damslund/Frederiksborg
'Medaljer' – med en smuk bagside
Udstillingen er gennemarbejdet og giver et fuldstændigt billede af en kunstart, der ikke altid bliver anset som noget særligt. Væveri er for mange en væv der bliver vævet stoffer og tæpper på. Det synspunkt bliver revideret på udstillingen. Et rigtig godt greb er at vise en forside og bagside af et lille stykke gobelin. Du bliver ganske betaget af de fine detaljer og små tråde på bagsiden, der vikler sig ind i hinanden, som ganske fine penselstrøg bliver der tegnet lys og skygger, fingre bliver dannet osv.
Prøv det selv
En kvadratmeter tog et år at væve! Det giver pludselig mening, når kunsten kommer tæt på. Det er betagende. I dag ville man vel kalde det ’Slow Work’. Selv en person der aldrig ville have interesse i vægtæpper, vil synes om – I tråd med tiden. I øvrigt er der opstillet en væv bagerst i salen, hvor publikum kan prøve at væve. Glimrende idé, så kan publikum selv prøve den ædle kunstart. Desuden er der flere montre, der handler om det væsentlige i fremstillingen af gobeliner nemlig garnet. Heller ikke det er nemt. Falmer det? Er det stærkt nok? Etc. Alt i alt er det en virkelig god udstilling for alle. Desuden er der jo meget andet at se på slottet, og glem heller ikke at gå en tur i den vidunderlige park.

Kaniner mellem kaalstokke. Elise-Konstantin-Hansen-forlæg. Designmuseum Danmark. Foto, Pernille Klemp
FREDERIKSBORG: Gobelin – I tråd med tiden. Frederiksborg Slot i Hillerød. Udstillingen kan opleves frem til 6. september 2026.
FREDERIKSBORG: Gobelin – se mere her
FREDERIKSBORG: Gobelin. Coverfoto: Riddersalen, Frederiksborg, Ralf Turander
FREDERIKSBORG: Gobelin er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

