Kay Fiskers møbler – et glemt kapitel i dansk møbelhistorie

 

 

 

Arkitektens oversete møbeldesign i bogform

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Omslagsillustration: Kay Fiskers farveforslag til 1. klasses salon på færgen ”Hammershus”, 1935. Foto: Pernille Klemp

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ….. Kay Fisker har haft en stor betydning som arkitekt såvel herhjemme som i udlandet. Nu belyser ny bog en anden og glemt side af hans virke …’

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg bliver til en indledning nødt til at opstille et helt ærligt perspektiv af min kendskab til arkitekten Kay Fisker. Jeg ved, at han sammen med kollegaerne Robert Duelund Mortensen og Svend Høgsbro har spillet en væsentlig rolle i formgivningen af Accademia di Danimarca i Rom, hvor den stramme arkitektur støder sammen med omgivelser af langt mere klassicistiske karakterer i udkanten af Borgheseparken.

 

Instituttet er beliggende for enden af en blind vej, Via Omero, og der er noget næsten forfærdende symbolsk i beliggenheden, når man pludselig sidder med en bog i hånden, der omhandler Fiskers møbeldesign. Står Det Danske Institut for Videnskab og Kunst for enden af en blindgyde, sættes Fiskers formgivning inden for inventar i et lignende dunkelt perspektiv.

 

Jeg prøvede for eksperimentets skyld en tilfældig dag at foretage en søgning på møbeldesigns på auktionshuset Bruun Rasmussens hjemmeside og ikke overraskende kunne jeg finde 17 af Børge Mogensen, 15 af Hans J. Wegner, 10 af Finn Juhl og seks af Kaare Klint, men på søgningen af arkitekten Kay Fiskers møbeldesign ramte jeg et stort rundt nul.

 

Jeg skal gerne erkende, at dette numeriske forhold kan basere sig på tilfældigheder, men det er dog påfaldende, at det hører til sjældenhederne, når Kay Fiskers møbler finder vej til auktionshusenes sortiment, og det forhold har forfatteren dr.phil. Mirjam Gelfer-Jørgensen sat sig for at opklare og beskrive i bogform.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spisebord og -stole, udateret. Foto: Det Kgl. Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek

 

 

 

 

 

 

Armstol til Vintersbølle Børnesanatorium, 1936-38. Foto: Pernille Klemp

 

 

 

 

 

 

 

Autenticitet og et tydeligt indblik

I bogen kan man læse, at Kay Fisker allerede tidligt i sin karriere udviklede en designfilosofi, der fokuserede på brugervenlighed og funktionalitet, og det er bemærkelsesværdigt, at fra 1936 og frem designede han møbler og interiørs til en del danske færger, hvilket i historiens fremstilling bliver en form for primær profession for designeren, der blev født i 1893.

 

I relation til rendyrket møbeldesign skal vi dog længere tilbage i 1900-tallet med henblik på at finde de første eksempler på Kay Fiskers tidlige formgivning. Hvis man ser Fisker som repræsentant for den funktionalistiske genre, vil man muligvis blive overrasket over at finde møbler med mere eller mindre afsæt i en nyklassicistisk tradition.

 

Således kan man se en stol med en særegen ornamentik afbilledet i bogen, men det er især en taburet med fire ben, som er udviklet i 1925, der får en rolle at spille i den på det tidspunkt 32-årige Fiskers karriere. Med antikke ben ligner møblet for sin tid lidt af en anakronisme, men ikke desto mindre fandt den vej til den danske pavillon på Verdensudstillingen i Paris samme år, som taburetten er formgivet.

 

Der sker i øvrigt noget med Kay Fiskers design i de følgende år og i det hele taget vrimler det i publikationen med tegninger og skitser fra hans hånd og disse giver en stærk autenticitet og afstedkommer et tydeligt indblik i designerens tanker og visioner.

 

Det kan synes naturligt, at han i årene efter Verdensudstillingen kigger ud i Europa og finder en inspiration hos Bauhaus-skolen i Tyskland, som i de år har en enorm styrke med kapaciteter som Ludwig Mies van der Rohe og skolens første direktør Walter Gropius som de kreative fyrtårne naturligvis i selskab med en stærkt eksperimenterende Marcel Brauer samt den schweiziske arkitekt Hannes Meyer.

 

 

 

 

 

 

 

 

Skitse til spisestuestol i voksbehandlet elm, udateret. Foto: Pernille Klemp

 

 

 

 

 

 

 

 

1. klasses salon på færgen ”Kongedybet”, 1951. Foto: Det Kgl. Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et ideelt supplement til ”Tordenskjolds soldater”

Hvis man imidlertid skal se Kay Fiskers møbeldesign i en dansk kontekst, giver Mirjam Gelfer-Jørgensen udtryk for en vis indignation på vegne af Fisker. Man kan roligt sige, at historien har fravalgt ham som en væsentlig repræsentant for en tradition, vi bryster os af, er en del af det nationale, kulturelle arvegods. Her må såvel forfatteren som jeg selv nok erkende, at det er store koryfæer, han er oppe imod.

 

Ganske vist er kvaliteten ujævn, når talen forankres i få af de historisk set ”store” møbeldesignere. Når Hans J. Wegner var bedst, var han naturligvis fremragende, men han kunne såmænd også skyde ved siden af skiven ind imellem, hvor Finn Juhl dybest set leverer på ekstremt højt niveau så godt som hver gang. Alle kender Arne Jacobsen, Kaare Klint og Børge Mogensen, mens andre er forsvundet fra det flygtige rampelys.

 

Man kan diskutere, om der forekommer en uretfærdighed, når talen falder på glemte og forsvundne karakterer inden for kunst og design, og man kan samtidig stille spørgsmål ved, om de kuratorisk ansvarlige har taget de rette valg også inden for praktisk formgivning.

 

Det kunne synes, som har devisen været, at når færgen hugges op, ryger interiøret samme vej. Som nævnt udgjorde indretning af flydende enheder en stor del af Kay Fiskers virke. Derfor behøver de mange designs naturligvis ikke være af en så inferiør kvalitet som den berygtede storebæltskaffe.

Fokus på kvalitet og holdbarhed

Er en omfattende del af Kay Fiskers møbelarkitektur havnet i stort brændbart, findes der heldigvis stadig vidnesbyrd om en arkitekt og formgiver, der måske besidder en marginal rolle i designhistorien; men alligevel vil jeg påstå, at Mirjam Gelfer-Jørgensens bog om en kreativ sjæl, som mange muligvis kun besidder et marginalt kendskab til, har en stor berettigelse.

 

Faktisk fungerer bogen som et ideelt supplement til de mange udgivelser, der berører ”Tordenskjolds soldater” inden for dansk møbeldesign, og jeg vil vove påstanden om, at Fiskers design indeholder en klassisk, modernistisk æstetik, som stadig har en appellerende rolle at spille i dag, ikke mindst rodfæstet i en nordisk tradition med fokus på kvalitet og holdbarhed.

 

 

 

 

 

Spisebordsstol af sort og forgyldt bøg udført af Johannes Hansen, 1921. Foto: Pernille Klemp

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kay Otto Fisker (1893-1965) er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole 1909-1920, og bogen ”Kay Fiskers møbler – et glemt kapitel i dansk møbelhistorie” af dr.phil. Mirjam Gelfer-Jørgensen på 210 rigt illustrerede sider er udgivet af forlaget Strandberg Publishing.

 

 

 

 

 

Kay Fiskers møbler – et glemt kapitel i dansk møbelhistorie – se mere her

 

 

 

 

 

 

 

Kay Fiskers møbler – et glemt kapitel i dansk møbelhistorie er anmeldt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm