KONCERTANMELDELSE: ”Mesterstykker # 3”
Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester
Dirigent: Samuel Lee, vinder af Malko-konkurrencen 2024

Mathias Hammer introducerede – Copenhagen Phil i Stenhushallen, Holbæk
✮✮✮✮✮
' …… Orkesteret demonstrerede sin kunnen og den klassiske musiks oplevelsestilbud ….. '
– M. Bjørk, KULTURINFORMATION
Et udstillingsvindue for klassisk musik
I et udstillingsvindue regner man med at forbipasserende kan se noget af det mest spændende, en butik har at tilbyde. “Kom ind og se hvad vi ellers har!” er vel det underliggende budskab.
Noget lignende gælder måske det initiativ, Copenhagen Phil præsenterer på den klassiske musiks vegne i form af koncertrækken “Mesterstykker # 3”. Her blev den seneste koncert afholdt lørdag den 6. december i Stenhushallen i Holbæk. Og man tager nok ikke fejl, hvis man tænker, at formålet var: “Hør hvad den klassiske musik kan tilbyde – og kom tilbage og hør mere!”
Hvis det var intentionen med udstillingen fra det musikalske supermarked, må man sige, at det var vellykket. Ved lørdagens koncert var der et mindre, men alligevel bredt udvalg af perler fra det store klassiske repertoire.
Nye generationer kan spørge, om den musik stadig er relevant – eller om den er meningsløs, kedelig og utilgængelig i dag. De valgte mesterstykker i lørdagens koncert viste, at den ældre orkestermusik stadig kan fascinere os, gribe os og give os noget at tænke over – hvis man giver den en chance.

Kontrabassist Morten Mandel demonstrerer
Energi og humør
“Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester” er det navn, orkesteret bruger i dag. Det sporer sine aner helt tilbage til Tivolis åbning i 1843, hvor Georg Carstensen sørgede for, at der var musik i haven. H.C. Lumbye blev fast knyttet til forlystelsesparken, og helt op til vor tid har “Tivolis Koncertsals Orkester” spillet i koncertsalen. I 1965 blev orkesteret indlemmet i en ny ordning med landsdelsorkestre, og i de forløbne 50 år har ensemblet bestræbt sig for at leve op til forventningerne om at bringe den klassiske musik ud til alle områder og alle generationer.
Lørdagens koncert blev præsenteret af Mathias Hammer, velforberedt, velformuleret og i godt humør. Og orkestret blev dirigeret af Samuel Lee, der huskes som vinder af Malkokonkurrencen i 2024. Han virker i dag som en absolut kompetent no-nonsense orkesterleder, og det er velfortjent, at han allerede har en stor international karriere. Der var god energi i hans direktion.

Hammer interviewer orkestermedlemmer
“Det bedste af det allerbedste”
Sådan blev de udvalgte mesterstykker præsenteret i programmet. Det er selvfølgelig en subjektiv beskrivelse. Men man kan give programlæggerne ret i, at det var “et fascinerende univers af klangfarver, roller og dynamiske karakterer”.
Sportshallen på Stenhus Gymnasium gav ikke den bedste akustik. Hallen var ikke venlig ved klangen fra de lyse strygere. Men musikerne har prøvet lidt af hvert, og de lod sig ikke gå på. Ouverturen til Figaros Bryllup satte den fyldte sal i god stemning fra begyndelsen. Og adagiettoen fra Mahlers 5. symfoni fik al den opmærksomhed, som den fortjener. Et vanskeligt stykke, hvor det for eksempel er afgørende, at kontrabasserne er enige om deres pizzicato – hvad de klarede ret godt.
I Wagners forspil til 3. akt af Lohengrin fik messinggruppen virkelig lov til at brillere, og man kan lykønske gruppen med en overbevisende præstation.
I pizzicato-satsen fra Tjajkovskijs 4. symfoni kom strygerne igen på arbejde. Det var en fornøjelse at se, hvor meget de nød at lade temaerne springe fra den ene strygergruppe til den anden. Man kunne se, at musikerne var glade for musikken. Og det var vi andre også.
Den afsluttende ouverture fra Wilhelm Tell var et festfyrværkeri, som den også bør være. Cellosoloen i indledningen, fint akkompagneret af de andre celli, var det hele værd. Afslutningen, der jo er flot, men kræver stor præcision i orkestret, var et oplivende element at gå hjem på.

Hammer interviewer basunist Christian Schmiedescamp
En overraskelse
Midt i koncerten blev en stor del af orkestret skiftet ud. Ind på de tomme pladser kom en gruppe børn og unge, der er elever på lokale musikskoler. Nu fik de lov til at spille med i orkestret, side om side med de faste musikere. Der var ikke et øje tørt.
Der blev spillet et par kendte stykker af Bizet og Sjostakovitj. Eleverne klarede sig godt midt i orkestret, hvor de også høstede anerkendende sideblikke fra deres professionelle makkere.
Indslaget mindede os om, at der også er unge, der interesserer sig for klassisk musik. Hvad man ellers godt kunne være i tvivl om, når man så ud over salen, hvor de grå hoveder fyldte det meste.
Et andet element i koncerten var Mathias Hammers interviews med nogle af orkestrets medlemmer, der hver især fortalte om deres fascination af musikken og af deres eget instrument.
Mission accomplished
Tak til orkesteret og dets bagmænd for at holde fast ved intentionen om at bære kvalitetsmusik ud til alle egne og alle generationer. Her i en sportshal, der ikke var skabt til klassisk musik, klarede Copenhagen Phil fint at præsentere sit udstillingsvindue. Orkesteret demonstrerede sin kunnen og den klassiske musiks oplevelsestilbud. Var hensigten at lade unge mennesker forstå, hvor meget de går glip af, hvis de fravælger den klassiske musik? For de unge, der var til stede, må det have været en overbevisende oplevelse.
For de ældre, der var i overtal, var koncerten måske en prædiken for de omvendte. Men det er heller ikke dårligt at blive bekræftet i sin overbevisning.

Copenhagen Phil i Stenhushallen, Holbæk
KONCERTANMELDELSE: ”Mesterstykker # 3” – se mere her
KONCERTANMELDELSE: ”Mesterstykker # 3”. Fotografierne er venligt leveret af M. Bjørk. Bjørk har et mangeårigt kendskab til klassisk musik og har bl.a. dirigeret i Odd Fellow Palæet. Læs Bjørks anmeldelser her
KONCERTANMELDELSE: ”Mesterstykker # 3” er skrevet af M. Bjørk, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

