KONCERTANMELDELSE: Niels Skousen Band afskedsturné
Premiere på Richter i Gladsaxe – Fredag d. 27. marts 2026
DER HVOR MØRKET ER TÆTTEST, DUKKER LYSET FREM

Foto: Niels Skousen/PR
✮✮✮✮✮
' …… Niels Skousen selv ejer taknemmelighedens nådegave … '
– Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION
Skarp som en ragekniv stod han der, 82-årige Niels Skousen i front for sit unge band, og gav publikum en masterclass i nærvær, nerve og sangskrivning fra allerøverste hylde. Publikum kvitterede med en kærlighed, som nåede scenen helt nede fra de bageste rækker. Det var – undskyld klicheen – magisk.
Kender De det, når man er til koncert, og bare håber, at den aldrig vil slutte? Sådan en koncert var premieren på Niels Skousen Bands afskedsturné på Richter i Søborg den sidste fredag i marts. Allerede inden bandet gik på, var der en andægtighed, som skulle vi til messe.
Og det kom vi med Niels Skousen som ypperstepræst. Ingen kan som han læse teksten med alle finurlighederne, de hårde overraskende punchlines og ord, som malede han billeder på væggen smukkere end det lys, scenen var badet i.
Og publikum favnede alle generationer, fra Niels’ egen, over børn og børnebørn, men også oldebørnene var på plads i den stopfyldte sal. Hvem skulle have troet dét, da han i karrierens første inkarnation i Skousen og Ingemann i 1971 fik sit gennembrud med ’Herfra hvor vi står’ fra debutalbummet af samme navn. Det er en karriere på 55 år, mine damer og herrer.
Bortset fra en hårdnakket hoste, lidt problemer med bentøjet og en indædt kamp med mikrofonstativet, var han til stede med alt hvad han havde og en håndfuld sange, som allerede har skrevet sig ind i historiebøgerne.
Farvel til en bagskid fra '68
Stærkest stod ’68’ fra albummet ’Dobbeltsyn’ fra 2002 med de udødelige linjer: ’”jeg er ikke egentlig utilfreds, det' bare en bagskid der har varet siden 68’,” som inkorporerer alt i en sang. Nostalgien fra ungdommens strålelys og det uendelige, som lå for fødderne af en generation, som endelig mærkede friheden, og det svære ved at slippe den frihedstrang, som for nogle gjorde at de endte med at tage ”afsted lidt før de andre, de sagde han var kommet for langt ud” om generationens store poet, Eik Skalø.
Og lige fra åbningssangen ’Isabel’ og den store afslutningshymne ’Herfra hvor vi står’, begge fra debutalbummet, kom vi rundt i et sangskrivningsunivers, som har indignationen, det skarpe syn, hverdagen og det forunderlige som omdrejningspunkt.

Foto: Johan Deckmann, KULTURINFORMATION/arkiv
Et band på toppen
Og bandet! Hvis man slår ordet ”swing” op i ordbogen, så er der et billede af Skousens band – til lejligheden med indskiftede Jeppe Skovbakke Juhl på bas. 12 år har bandet og Niels Skousen dannet par, og man kan godt ønske sig, at de får lov til at fortsætte. Skousen selv gider i hvert fald ikke beskæftige sig med ordet ”farveltur” lød det tørt fra scenen imellem 2 numre, men det gør man måske heller ikke, når man har evnen og musikaliteten til at holde publikum i ånde i 2 stive klokketimer.
Selvfølgelig er Skousen blevet sammenlignet med både Lou Reed og Leonard Cohen – og Jacques Brel, som var hans eget forbillede da han startede ud, det manglede bare. Han er helt deroppe i de øverste luftlag med sin tørre sarkasme, sin lyriske eftertænksomhed og rytmen og nærværet. Sikke en aften – og en særlig én for Niels Skousen, som er født i nabolaget, og som barn kendte hver en græstue i den skrammede forstadskommune. Alene det.
Niels Skousen selv ejer taknemmelighedens nådegave. Taknemmeligheden for at få ’a second chance’ med en karriere nr. 2, som nærmest overhaler karriere nr. 1 – det er vi i hvert fald en flok, som mener. Her på denne aften i forstaden fik tårerne frit løb, da den gamle mand og hans unge band bukkede mod publikum, og publikum rejste sig op og bare blev stående.
Du har stjerner i mit hjerte, Niels.
Medvirkende: Niels Skousen, vokal, Kristoffer Munck og Anders Mathiasen, guitar, Jeppe Skovbakke Juhl, bas og Bjørn Heebøll, trommer. Richter i Gladsaxe, har imødekommende personale og en stor flot koncertsal, endda med siddepladser – se mere her
KONCERTANMELDELSE: Niels Skousen Band afskedsturné – besøg Skousen her
KONCERTANMELDELSE: Niels Skousen Band afskedsturné. Læs også vore tidligere anmeldelser her
KONCERTANMELDELSE: Niels Skousen Band afskedsturné er frembragt af kulturskribent Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
