KRIMI: Den spejlvendte mand
✮✮✮
‘ ……. et virkeligt godt plot …….’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Et nyt makkerpar i krimigenren har set dagens lys. Kristian Mørk og Oliver Zahle er halvbrødre med samme far, men er vokset op i hver sin ende af landet. De havde ikke meget med hinanden at gøre som børn, de var kun sammen i sommerferierne. Alligevel ligner de hinanden en del og de har fundet et fælles fodslag i skriveriet.
De har begge en passion for film og litteratur. Kristian Mørk er uddannet i litteraturhistorie og retorik. Han har skrevet fiktion og fagbøger til børn og voksne. Oliver Zahle har arbejdet med historiefortælling på alle tænkelige måder og medier. Han har desuden instrueret serier og spillefilm. ”Den spejlvendte mand” er tænkt som det første bind i krimiserien om antiheltinden Iben Vinter og er Mørk og Zahles krimidebut.
Hovedpersonen Iben
Iben Vinter er ansat i Københavns politi som efterforsker. I virkeligheden burde hun ikke have denne stilling. Iben er på prøve i efterforskningsafdelingen, fordi hendes onkel sidder på en højprofileret embedsmandsstilling. Iben har vanskeligt ved at indordne sig og bryder ustandseligt reglerne. Hun bliver irettesat, men hun fortsætter ufortrødent med at gå sin egen vej. En kvinde bliver efterladt foran Rigshospitalet og efterforskerne har deres teorier. Iben er af en anden overbevisning og beslutter sig for at køre sin helt egen efterforskning. Det fører hende ind i en spændende filmverden, med masser af skjulte dagsordener og hemmeligheder.
Hun får opsnuset at der forgår noget uldent under en filmindspilning. Hovedpersonen er en kendt hollywoodskuespiller, som er sammen med en verdenskendt model. På filmsettet bruger man rigtige kriminelle til at spille forbryderrollerne og det kan skabe problemer, når de involverede, ikke kender deres grænser.
Kage, slik og lidt mere kage
I begyndelsen har det en vis relevans, at vi bliver præsenteret for Iben Vinters massive kalorieindtag. Hun er sulten på sit arbejde, på flere måder, og skal selvfølgelig have sin frokost. Hun er klar over at det går lidt over gevind ind imellem og vi ser en vis selverkendelse. Som handlingen skrider frem, bliver vi tvangsindlagte til både at spise Othellolagkage, der plejer at være ganske lækker, wienerbrød, marcipanbrød, kanelsnurrer, osv. At det skal nævnes på hver side, virker som om hovedpersonen er mere besat af at spise end at opklare sagen.
Det er tydeligt at forfatterne har villet gå i en retning af, at kvinder kan se ud som de vil og blæse på hvad andre tænker om dem. Det er bare ikke det man oplever i romanen. Det positive aspekt forsvinder, netop fordi Iben beklager sig og selv synes det er for meget med hendes fokus på at spise. Her er en småfrustreret kvinde, der ikke alene har vægtproblemer, synes hun selv, men også har en holdning til seksuelle relationer, der skal lyde friskfyragtige, men ikke virker efter hensigten. I det hele taget er tonen i bogen i en overfrisk jargon, når politiet taler sammen. Mændene bliver fremstillet som stivstikkere og/eller ronkedorer og Iben som en slags kikset heltinde. (Hvad hun også er betegnet som i omtalen af bogen, antiheltinde).
Iben?
Der er mange gode ideer i romanen, men det er lidt som at sætte sig mellem to stole at give den kvindelige hovedperson så mange negative sider på en gang. Iben bliver fremstillet som lidt dumsnu, når hun skal opnå noget hos sine overordnede. Hun giver dog ikke op og det er dér vi skal klappe i vores hænder og tænke, at når hun kan blive en succes, så kan jeg også. Der er bare lige den hage ved det, at det er vanskeligt at se, at en som Iben er i stand til at besidde den position hun har, indenfor ordensmagten. Eller rettere sagt, som den antiheltinde hun bliver fremstillet som.
Godt plot, men med aftryk af overspisning
Alligevel formår det nye skrivende makkerpar at skabe et virkeligt godt plot. Historien er glimrende, men alle de spiselige ting af forskellig slags der bliver indtaget undervejs, er for massivt. Selv da Iben har en mistænkt overnattende i sin private lejlighed, skal hun have en sandwich. Det fylder alt for meget. Det jeg sad tilbage med da jeg var færdig med bogen, var ikke det smarte plot og glimrende sprog, men bekendtskabet med en frustreret yngre kvinde, der skulle se at få sig en hobby, ud over at spise. God læsning og velbekomme.
KRIMI: Den spejlvendte mand. Forfattere: Kristian Mørk og Oliver Zahle. Forlag: Alpha.
KRIMI: Den spejlvendte mand – se mere her
KRIMI: Den spejlvendte mand er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm