Litteratur

Krimi: REYKJAVIK

Krimi: REYKJAVIK

 

 

 

 

 

 

 

 

Krimi: REYKJAVIK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… vi er helt inde under huden på alle personerne i det meget omfattende persongalleri ….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et nyt islandsk forfatterpar har set dagens lys. Makkerparret er ikke hvem som helst. Det er to estimerede personer: Katrin Jakobsdóttir, og Ragnar Jónasson, (Begge f. 1976). Katrin Jakobsdóttir er uddannet på Reykjavik Universitet i islandsk og fransk litteratur med speciale i islandske kriminalromaner. I 2007 blev hun medlem af det islandske parlament og var Islands anden kvindelige statsminister/premierminister fra 2017-2024. Den første var Jóhanna Sigurðardóttir fra 2009-2013. Katrin Jakobsdóttir var kendt for at være den mest troværdige og populære statsminister/premierminister, der har været på Island. (Vigdís Finnbogadóttir var præsident fra 1980-1996).

 

Ragnar Jónasson betegnes i dag som den bedste krimiforfatter på Island. Hans bøger er blevet udgivet i mere end 35 lande. Ragnar er medstifter af The Reykjavik International Crime Writing Festival Iceland Noir. Fra 17-årsalderen oversatte han 14 af Agatha Christies bøger til islandsk. Han er uddannet på Reykjavik Universitet i jura m.m.

REYKJAVIK

I 1956 forsvinder den 15-årig pige Laura fra den lille afsidesliggende ø Videy. Det bliver den unge og uprøvede politibetjent Kristjan Kristjansson, der bliver sendt ud til øen for at efterforske sagen. Det virker som om pigen er sunket i jorden. Laura er en opvakt og fornuftig pige og har fået et sommerferie job hos et ægtepar hvor den ene er højesteretsadvokat. Parret er de eneste der bor på øen om sommeren. Kristjan prøver at stille relevante spørgsmål, men det er umuligt at få svar på noget som helst.

 

Mens Kristjan er i parrets hus, ringer telefonen og hans øverste chef beder ham om at stoppe efterforskningen. Der er ingen grund til at fortsætte, for her drejer det sig om respekterede og højt rangerende samfundsborgere, man ikke behøver at genere unødigt. Alle regner med at Laura har taget båden og er på vej hjem til sine forældre.

Årene går

Det vækker stor opstandelse, da man opdager at Laura er forsvundet og i de efterfølgende år, bliver Kristjan jævnligt interviewet om de omkringliggende omstændigheder på forsvindingstidspunktet. Så kommer der en historie i avisen med et billede af Laura og det er altid det samme. Et billede, som har brændt sig ind på nethinden hos hele nationen.

 

Kristjan kan ikke glemme historien om den forsvundne pige og i de forgangne 30 år, har der ikke været en eneste dag, hvor han ikke har tænkt på hende. Det har naget ham, at der ikke blev gjort mere ud af eftersøgningen og han har haft et inderligt håb om at hun var i live.

 

Valur Robertsson er en ung talentfuld mand på 25 år. Han er ansat på Ugeavisen og er journalist. Dagens forside er hans ære. Chefredaktøren, Dagbjartur, havde opfordret ham til at skrive om Laurasagen. Valur kendte den og drømte om at opklare den, men der var ikke meget nyt han kunne tilføje. Han gennemgik alt og prøvede nye vinkler og det var alligevel som om gåden omkring Lauras forsvinden, havde fået nyt liv. Valur sad på en café og ventede på sin søster Sunna. De to var tæt forbundne, selvom de var gået hver deres vej karrieremæssigt. Sunna læste på universitet, men var også interesseret i sagen om Laura. De udvekslede ofte ideer og Valur skrev alt ned i sin notesbog.

Et nyt spor

Valur vil tale med Kristjan og efter flere forsøg lykkes det ham at få kontakt. Godt presset accepterer han og Valur bliver overrasket, da der pludselig dukker et nyt navn op i sagen, et navn Kristjan har fra rapporterne. Navnet på en af Islands mest indflydelsesrige entreprenører, blev sat i forbindelse med ægteparret på øen. Valur bliver fyr og flamme og på opfordring fra sin chef skriver han en artikel, hvor han mere end antyder, at der er dukket nye spor op at gå efter. Desuden er der kommet en anonym opringning til ham på kontoret, samt en kuvert, stukket ind under døren med et navn på en kvinde. Valur skal samtidigt dække Reykjaviks 200-års jubilæum. Han ryger ind under en bus og er død på stedet.

 

Hans søster tror ikke på, at det er selvmord og politiet hører fra et vidne, at der nok var en der skubbede ham. Sunna overtager Valurs arbejde på avisen.

Plottet elegant kædet sammen

Historien er skruet sammen på en sådan måde, at det først er på de sidste sider, det går op for læseren hvad der egentlig skete. Bogen handler ikke kun om en ung piges forsvinden, men om hvad venskaber kan dække over af grumme sandheder. I et helt almindeligt samfund bliver penge drivkraften til løgn og alle dækker over hinanden. Det er en stærk og overbevisende krimi.

 

Forfatterne er helt inde under huden på alle personerne i det meget omfattende persongalleri. Selvom handlingen flere steder går i hver sin retning, mister du ikke et øjeblik overblikket i forløbet. Det er en elegant måde at kæde opklaringsarbejdet sammen på. Jeg kunne på ingen måde regne plottet ud og blev simpelthen så overrasket over slutningen. Jeg håber, at det nye forfatterpar vil forsætte det vellykkede samarbejde. Det er en fornøjelse at læse dem.

 

 

 

Krimi: REYKJAVIK. Forfattere: Ragnar Jónasson og Katrin Jakobsdóttir. Oversættelse: Rolf Stavnem. Udgivet på Gads forlag.

 

 

Krimi: REYKJAVIK – se mere her

 

 

 

 

Krimi: REYKJAVIK er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm