Nivaagaards Malerisamling: Janus la Cour
STILHED

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
✮✮✮✮✮
' ……. en enspænder, der ikke lod sig påvirke af andre …… '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Det er en imponerende flot efterårsudstilling Nivaagaards Malerisamling disker op med. Ikke mindre end 67 værker af maleren Janus la Cour og maler og multikunstner Per Kirkeby. Malerierne er fordelt med løs hånd i udstillingslokalerne. Værkerne hænger smukt side om side, kurateret af Søren K.K. Lund-Hansen, og man bliver imponeret over, at der i de tre rum har været plads til, at samtlige malerier har fået luft og liv omkring sig.
Janus la Cour (1837-1909), blev uddannet på kunstakademiet i København i 1864, der må siges at være et skelsættende år, efterfulgt af en begivenhedsrig periode i Danmarkshistorien. Danmark taber krigen og Slesvig, Holsten og Lauenborg overgår til Det Tyske Kejserrige. Han havde ingen andel i krigen, men blev som alle på det tidspunkt, påvirket af begivenhederne. Industrialiseringen var i fuld gang, verden var ved at forandre sig. En moderne tidsalder var ved at tage form. Men ikke for la Cour.

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Hos Skovgaard
La Cour er født ved Ringkøbing, men flyttede til København, nærmere betegnet Østerbro. Han boede i mange år hos maleren P. C. Skovgaard og hans familie, 1861-1884, og det fik stor betydning for hans måde at opfatte landskabsmaleriet på og hans videre kunstneriske løbebane. Skovgaard var ca. 20 år ældre end la Cour, og de inspirerede hinanden gennem alle årene.
En enspænder
At la Cour har været af en hel speciel støbning, hersker der ingen tvivl om. Han var sin egen på mange måder. Som barn gik han ofte rundt alene i skoven, hvor han voksede op, og senere bevarede han sit konservative syn på naturen i billedkunsten. Sagt på en anden måde, han videreførte guldaldertraditionen i sine værker, uagtet at den var forbi. Dog var det med en del andre variationer end guldalderens mestre.
La Cour har nok været lidt af en enspænder og lod sig ikke påvirke af andre. Han perfektionerede sin teknik og den var mere end enestående. Hans malerier kan for eftertiden have en næsten meditativ virkning, fordi de rummer en særegen ro. Udstillingens titel ’Stilhed’, er hvad billederne besidder. Der er ingen forstyrrende elementer i hans malerier. Vi bliver i la Cours motiver et med naturen. Det vil sige, der er ingen personer i la Cours billeder. Kun på ét af malerierne er der et par meget små figurer, du næsten ikke kan få øje på. Hvis du altså bliver opmærksom på, at de er der. Du kan på enkelte værker finde et par skibe og nogle hjulspor, men så er der ellers ikke meget, der forbinder billederne til en verdslig verden.
Stilhed – i naturen
Hans store passion var sten og klipper. Det virker som om det var en besættelse. Han maler sten og klipper, og trækker til tider små stykker frem fra et stort motiv, for at gengive detaljen i et andet billede. Du bliver indfanget i et øjeblik, så naturalistisk og fotografisk er udtrykket. Endvidere kan der f.eks. være 5 billeder på hinanden efterfølgende, hvor du oplever samme motiv, på forskellige årstider og tidspunkter, eller med en skrånende vinkel. Det er ligesom en film.
Lige da jeg kom ind i udstillingen slog det mig, at jeg var på vej ind i en fremvisning af billeder med ’Kronhjorte ved skovsøer’, klichebilleder af eksempelvis Curt Steinfath, 1909-2000, men jeg kom hurtigt på andre tanker. La Cour er i en hel anden liga. Du opdager det allerede ved mødet med det første maleri, når du træder ind i udstillingslokalerne. En vidunderlig romantisk skildring af Villa d`Este,1874, en renæssancevilla beliggende i Tivoli øst for Rom. Man må sige, at la Cour har haft flair for de rigtige motiver med kvalitet. Denne villa blev i 2001 optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
På mange måder skildrer han landskaberne med en egen oplevelse. Han fokuserer anderledes på motivet end andre. Himmel, hav eller baggrund er sekundær. Det, der er i fokus, kan være et træ eller de sten der ligger lige foran dig. Motivet bliver vældigt intenst og personligt. La Cour havde en begavelse for at lægge lys på sine motiver. Alle tider på døgnet og årstider fremstår klokkerent.
Per Kirkeby
Per Kirkeby (1938-2018), var ret betaget af Janus la Cour. Han havde tre af hans billeder i privateje. På udstillingen har man blendet nogle af Kirkebys egne malerier ind i udstillingen og det virker bedre end forventet. Det viser sig at Kirkebys værker matcher i motiver og farver og måske også med tanker til la Cours oeuvre. Kirkebys privatejede billeder hænger ved siden af la Cours. Kirkeby var oprindelig uddannet geolog og hans veneration over for naturen, ses pludselig på en anden måde sammen med la Cour. En forrygende konstellation.

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

Frevert & Kirkeby. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Over 800 værker
La Cour blev ved med at rejse frem og tilbage til Jylland. I det hele taget var han en del på farten det meste af sit liv. Han fandt sine motiver alle vegne, og så skønheden hvor den var. Kunstneren brugte nye metoder og farvevalg, der var eksperimentende for tiden. At hans motiver var anderledes for hans samtid er en ting, men hans teknik var yderst moderne.
Der er 871 registrerede malerier af kunstneren. Ingen ved om det er det faktuelle tal, hvad det sikkert ikke er. La Cour var ret produktiv, men har af en eller anden grund været en lidt overset landskabsmaler i det danske kunstliv. Takket været de to tyske kunsthistorikere, den kendte forfatter Florian Illies og eksperten Simon Elson, er han blevet genopdaget. Et konstruktivt samarbejde mellem det tyske kunstmuseum på øen Føn, Museum Kunst der Westküste og Nivaagaards Malerisamling, har skabt denne smukke og forrygende udstilling.

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Nivaagaards Malerisamling: Janus la Cour – STILHED. Udstillingen slutter 4. januar 2026. Nivaagaards Malerisamling, Gammel Strandvej 2, 2990 Nivå.
Nivaagaards Malerisamling: Janus la Cour – se mere her
Nivaagaards Malerisamling: Janus la Cour er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

