OMTALE: Kristoffer Hegnsvads nye bog

OGSÅ I NAT DRØMTE JEG OM SOVJETISKE BUSSTOPPESTEDER

‘ ……. den eneste roman om venskab du behøver at læse i år – og nok også næste år ….’

– Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION

Jamen, er det ikke en roman om busstoppesteder, spørger du måske, og jo, det er det også, men allermest er det en roman om venskaber.

Da jeg første gang hørte om projektet, lo jeg højt (læs romanen, så ved du, hvilken læserkategori, jeg tilhører), fordi det der busstoppested projekt var for mærkeligt. Men så begyndte billederne at dukke op. Af monumentale bygningsværker, af rå beton, af øde veje, af babusjkaer med tørklæder, og af ham fotografen Christopher Herwig, som var bidt af et galt busstoppested. Hov, her var noget. Og så kom filmen med det smukke festivalliv, som jeg med stor fryd bookede til Fejø Film Festival, og som hele øen talte om bagefter – se mere her

Til sidst kom den næsten besættende fascination af værket og jeg ville, som så mange andre, som var blevet draget ind af filmens hypnotiske billeder, have mere. Det har vi fået nu, hvor romanen, det endelige værk om værket, ligger klar i bogladerne.

OMTALE: Kristoffer Hegnsvads nye bog

Forfatteren Kristoffer Hegnsvad på job

En dans med busstoppesteder

Kristoffer Hegnsvad skriver om det han ser, om de mennesker han møder og knytter bånd til, og om de værker han læser. Han væver sin åbenlyse glæde ved de store russiske tænkere, filosoffer og forfattere ind i nyere russisk historie og tager os ved vingebenet, så vi bliver ved med at læse, bare en strofe mere, bare en historie eller anekdote mere.

Sproget er intuitivt dragende og smukt, så man får lyst til at bladre tilbage og læse hele passager igen. Det er på en og samme tid rørende, overvældende og helt tæt på. Vi er med i bilen, vi holder vejret, når trekløveret Nicholas Zajicek, Herwig og Kristoffer i de sidste stadier af jagten har indkredset et område og endelig er ved målet. Vi bliver lige så skuffede og lige så glade – særlig når Herwig danser sin busstoppested dans.

Men oftest er busstoppestedet væk – som afsnit VIII og IX i bogen (symbolsk, måske?) – og vi forstår helt ind i knoglerne, hvorfor det er så vigtigt. Som venskaberne, som afbrydes af selvmord, og som bygningerne der forsvinder. Det er et stort, nødvendigt værk. Og et monument over dem, vi mistede undervejs.