ØREGAARD MUSEUM: Martine Myrup x

A Bird Sings in the Bush of Your Bones

✮✮✮✮✮

‘ ……. udstillingen sætter mange tanker i gang og det er godt, for så virker kunsten …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Lad os slå det fast med det samme, Martine Myrup (f 1977), er en usædvanlig kunstner. Jeg oplevede hende første gang i en lille et-rumsudstilling i Bredgade og blev fascineret af hendes lyriske værker. Den elegante, yndige hjort går igen i hendes figurer og afspejler på alle måder, den brede perspektivering af menneskets sind og forståelse af livet. Hun formår at fortælle en historie i hvert værk. Til tider hænger de sammen med andre narrativer, andre gange står de alene og funkler med et budskab.

Martine er uddannet billedhugger, men arbejder ikke i gængse billedhuggermaterialer, som f.eks. bronze, granit, ler, træ etc., men i stof og andet. Hendes udtryk og materialevalg skal ikke forveksles med kunsthåndværk og design, tværtimod, for hendes skulpturer bliver ”overtrukket” med færdigfabrikeret stof, der er med til at forme det skulpturelle udtryk. Til denne udstilling er der et spænd på 200 år i de valgte stoffer, så skulpturerne også afspejler museets egen samling. Formudtrykket er levende og får de velproportionerede kroppe til at tale med et usædvanligt stort register af følelser, detaljerigdom og sanselighed.

En samtidskunstner

Øregaard starter i 2024 op med et nyt tiltag, hvor værkerne kurateres i samarbejde med en samtidskunstner. Det sætter en anden dagsorden for udstillingen. Der kommer flere kunstneriske lag og et selvstændigt samtidsmæssigt udsagn fra kunstneren. Martine Myrup er den første som er inviteret.

Med Øregaards egen samling som kulisse, træder du pludselig ind i et andet univers. Samspillet mellem malerier, antikke tekstiler, små skulpturer, hjortene og andre dyr, sender beskueren i mange forskellige retninger. Det sender også modstridende signaler, men på den anden side blive fantasien sat i sving. Det er både foruroligende, interessant og udfordrende. Øregaard er ideel til kunstudstillinger af alle slags og fås næsten ikke bedre. Oplevelsen af rummene bliver mere kontrastfyldte, når nyt og gammelt er sat sammen som her.

Hjorte

I det første rum står en lille lyserød hjort på en piedestal og kigger ned, måske spiser den græs, flankeret af et lille billede med mælkebøtter. Du tænker straks på dansk sommer. I 1700 og 1800-tallet var man optaget af hvad naturen vækkede af følelser i mennesket. Jens Juel og C. W. Eckersberg fremstiller landskabsmaleriets første opblomstring, og i det næste rum er der en flot repræsentation af denne periode.

I midten står en stor montre, hvor en lille dreng ligger og sover. Martines værk er et af de få der ikke forestiller hjorte og her passer drengen ind, han ligger på skovbunden og sover. Selvom det er en madras.

I de næste rum er Martines skulpturer blevet nedskaleret. Små dyr står og bliver levende for øjnene af dig.

Det er en usædvanlig måde at opleve så mange forskellige værker på. På flere tidspunkter glemmer man at kigge på væggene, fordi du nærmest bliver forført af de små bedårende væsner. Du ser hele tiden hjorte i alle afskygninger og situationer. Da jeg stiftede bekendtskab med Martines værker, førte det tanken hen på Disneys Bambi på isen-film. Bambi med de store øjne, som ikke kunne finde fodfæste og skøjtede rundt og måtte reddes i land af kaninen Stampe. Men den bambilignende figur er meget mere end et symbol på hjælpeløshed og ynde. Hjorte er igennem historien et dyr vi ofte støder på. Lige fra det nye og gamle testamente og i mytologiske fortællinger, til eventyr og ikke at forglemme, Kronhjorten ved skovsøen, der har prydet tusindvis af vægge i de små dagligstuer.

Martine vil selv lade tilskueren danne sin historie. Hun har ingen facitliste på hvordan hun ønsker vi skal tolke hendes værker. Vi må selv forfatte vores historier i relation til skulpturerne. Hjortene tilhører ikke mennesket, men de stiller tavse spørgsmål om vores egen eksistens og de bliver forstærket i samspil med værkerne der omgiver dem.

En ræv? En gris?

På anden etage skifter stemningen atter. Et lille ræveagtigt dyr, eller er det en gris, står bundet. Trangen til at slippe fri, løsrive sig fra det pæne og konforme, kan ikke undgå at dukke op i ens tanker. Kontraster mødes uundgåeligt, som liv og død eller det smukke og grumme. Martine har selv mødt skønhed i øjeblikke som har været mørkest. Der kan også være skønhed i gråzonerne, men som Martine selv formulerer det: i kontrasten står den stærkest. Kontrasten fremstår også stærk mellem Martines materiale og farvevalg, i forhold til malerierne. Martines værker er i pastelfarver og de fleste af billederne er i kraftige dunkle oliefarver.

Poul Fischer, Jais Nielsen og køer

Når man fortsætter i rummene ovenpå, er der en stor samling af Paul Fishers billeder og Jais Nielsen har en fremtrædende plads i Øregaards egen samling. På vejen rundt er der en flot installation af to store køer, der står og græsser. Vi bliver i naturen og det er befriende at kunne forholde sig til, hele vejen igennem udstillingen. Nok har Martine ingen facitliste til hvordan hun ønsker at vi skal opleve hendes kunst og budskab, men her står det soleklart, vi skal huske vores og dyrenes relation til naturen. Vi skal genoprette den tabte kraft der igennem menneskets historie, har eksisteret mellem dyr og mennesker. Martine har skabt nogle voluminøse værker i slutningen af udstillingen, som sætter et flot punktum for hele det følelsesregister vi har kunnet opleve hele vejen igennem rummene.

Kan opleves flere gange

Øregaard er et museum der ikke er bange for at prøve kræfter med nye tiltag, og deres nye sats er absolut en interessant og tankevækkende udstilling. Til tider glemmer man at se på malerierne, andre gange Martines skulpturer. Derfor er det er en god idé at starte forfra på udstillingen, når du har været oppe på første sal. Man opdager nemlig, at der er enkeltheder man har overset. Udstillingen sætter mange tanker i gang og det er godt, for så virker kunsten.