GRØNLAND | reportage: Natur- og kulturmøder i Nuuk og Sisimiut
Rejseartikel af journalist(DJ) og fotograf Niels Lyksted
Bjerg uden for Nuuk. Foto: Niels Lyksted
' …… Grønland er altid et besøg værd ……. '
– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.org
Når man møder andre turister på Grønland, kan man ofte konstatere, at de har været der før. Både to og tre gange. Mit tredje besøg på halvandet år fandt sted i sidste uge af oktober.
Lavsæson for turisme, men alligevel en fantastisk oplevelse, når det gælder natur og kultur. Der var is og sne overalt, og solen skinnede fra morgen til aften med en enkelt undtagelse. Altså perfekt vejr til at vandre i naturen og tage fotos.
Rejsens mål var Sisimiut halvvejs mellem Nuuk og Ilulissat på vestkysten af Grønland. Byen er øens næststørste med en befolkning på omkring 5.600 indbyggere. Da havnen ikke fryser til om vinteren, er byen blevet til et industricentrum for fiskeindustrien. Desuden er byen et rent uddannelsesmekka for unge grønlændere.
Nuuk
Min vej til Sisimiut gik over Nuuk, hvor jeg opholdt mig i to dage. På førstedagen nåede jeg ferniseringen af en ny international kunstudstilling på Nuuk Kunstmuseum. Udstillingen havde netop været vist i London, og den skulle efterfølgende vises i Ottawa i Canada. Kunstneren var den prisbelønnede canadisk-grønlandske inuk-kunstner Laakkuluk Williamson (f. 1979). Hun bød på videoprojektioner, lyd, fotos i store formater, perlearbejde, skulptur og fundne naturgenstande.
Nuuk Kunstmuseum. Foto: Niels Lyksted
Hustruens hævn over kannibalen
Udstillingens titel og centrale værk ”Nuliaminik Neqilik // The Flesh of Wives” tager udgangspunkt i den grønlandske fortælling om Igimaarasussuaq, en kannibal, der stopfodrede sine hustruer og siden spiste deres kød. Hans sidste hustru, Masaannaaq voksede sig enormt stor – større end ægtemanden – og tog derefter en grusom hævn over ham. Vi oplever historien yderst effektfuldt fortalt gennem et VR-headset.
Inden udstillingen havde jeg oplevet Laakkuluk på Youtube, hvor hun meget indlevende reciterer et af sine egne digte. Man fornemmer dramaet uden at kende sproget, så mine forventninger til hendes optræden var høje. Ved denne lejlighed sang hun sammen med udstillingens regissør eksempler på ordløs improvisation, formentlig inspireret af hendes specialer: grønlandsk maske- og trommedans. Opførelsen vakte berettiget stor opmærksomhed.
Inuk-kunstneren Laakkuluk Williamson i fortællingen om en kannibal, der stopfodrede sine hustruer og siden spiste deres kød. Foto: Niels Lyksted
Vi dræbte en isbjørn!
At Laakkuluk er en stærk og handlekraftig kvinde fremgår også af udstillingens prisbelønnede installation “Nannuppugut!” – ”Vi dræbte en isbjørn!”, (2021). Her udstilles skindet fra en isbjørn, hun havde dræbt i selvforsvar for at beskytte sin familie. Laakkuluk hylder bjørnens ånd ved at projicere en video op på skindet, hvori hun udfører en trommedans.
Udstillingen bød desuden på et kæmpemæssigt, imponerende screen shot fra hendes og Jamie Griffiths film “White Liar and the Known Shore”, 2021. Værket handler om kolonialisme og racisme. Endelig blev vi præsenteret for perlearbejder kombineret med fundne materialer.
En særdeles spændende udstilling fra en verden, de færreste af os kender til. Udstillingen kan opleves på Nuuk Kunstmuseum til og med søndag den 31. januar 2027.
Efter besøget på museet vandrede jeg rundt i kvarteret ved den gamle havn, hvor jeg bl.a. tog billeder af skulpturer med lokale personligheder som Hans Egede og Knud Rasmussen. Skulpturerne tog sig flot ud i skumringen.
Screen shot fra Laakkuluks og Jamie Griffiths film “White Liar and the Known Shore”, 2021. Den handler om kolonialisme og racisme. Foto: Niels Lyksted
Styrmanden
Ved morgenmaden på Hotel Hans Egede faldt jeg i snak med en ung mand, der arbejdede som styrmand på en turistbåd. Han stammede fra en mindre by i Sydgrønland, hvor man så småt er begyndt at mærke følgerne af den øgede turisme.
Han fortalte, at man lokalt er blevet enige om at dele en del af turistindtægterne, så de kommer alle til gode. Lige som fangerne i sin tid gjorde, når de havde fanget en sæl, en hval eller en isbjørn. Fællesskabet var nemlig af største betydning for en bygds overlevelse. En fornem grønlandsk tradition føres således videre i et samfund, der konstant udfordres af nutidens konkurrencementalitet.
Kulturcenter Katuaq
Andendagen tilbragte jeg på opdagelse i Nuuk, der tog sig fornemt ud i snedækket tilsat et velgørende sollys. Jeg gik nordpå langs kysten, hvorfra der er en forrygende udsigt over havet. Her så jeg bl.a et lokalt særpræg: torsk hængt til tørre under tagskægget.
Herefter gik jeg gennem centrum, hvor jeg drak eftermiddagskaffe i Kulturcenter Katuaq, der er tegnet af de danske arkitekter Schmidt, Hammer og Lassen. Facaden er inspireret af den grønlandske natur, idet den illuderer det bølgende nordlys.
Desværre fik jeg ikke oplevet det ægte nordlys denne aften, da jeg befandt mig i det oplyste bycentrum. Det var der til gengæld andre der gjorde. Jeg mødte et par, der kunne fortælle om en enestående oplevelse samme aften, men de boede også i udkanten af byen med udsigt over havet.
Skulptur ved havnen i Nuuk ved solnedgang. Foto: Niels Lyksted
Passager- og fragtskibet M/S Sarfaq Ittuk i Nuuks havn. Foto: Niels Lyksted
M/S Sarfaq Ittuk
Om aftenen skulle jeg sejle til Sisimiut med passager- og fragtskibet M/S Sarfaq Ittuk, så jeg smuttede lige ned i Nuuks industrihavn for at se nærmere på færgen. Skibet sejler i pendulfart mellen Ilulissat i nord og Paamiut i syd og stopper ved de fleste byer og bygder på vejen. Det har samme funktion som Metroen i København. I Grønland er søvejen et betydeligt billigere alternativ til en flyrejse, som ellers er det eneste alternativ.
Sidst på dagen opsøgte jeg Nuuks farverige gamle bydel med smukke huse fra 1700-tallet. Her satte Donald Trumps hærgen i Grønland sit præg på bydelen med inskriptioner som Fuck Trump, Fuck Vance og Fuck Landry. En lignende salut fik den lokale Trump-støtte Jørgen Boassen. Og så solgte man naturligvis trøjer med teksten “Grønland er ikke til salg” i centrum.
Det var i øvrigt under mit besøg, at Trump præsenterede et AI-genereret foto af Grønland, hvor hele øen var dækket af en US militærlufthavn. Det er vanskeligt at forstå, at vi skulle være tætte allierede. Men det er formentlig også kun på papiret for at holde Putin på afstand.
Mod Sisimiut
Jeg havde hørt en række frygtelige historier om barsk vejr og søsyge fra folk, der havde sejlet med M/S Sarfaq Ittuk, men vejret så lovende ud. Jeg sov stille og roligt natten igennem, men erfarede næste morgen, at andre havde tilbragt hele natten med at kaste op.
Første stop på turen nordpå gjaldt Maniitsoq, en by med ca. 2.600 indbyggere. Ankomsten fandt sted klokken 6.00. Landgangsbroen blev sænket og en håndfuld passagerer blev sat af. Herpå gik et tilsvarende antal personer om bord. Grundet mørket fik jeg desværre intet indtryk af byen.
Næste stop på ruten fandt sted et par timer senere. Vi var nu kommet til Kangaamiut, en bygd med omkring 300 indbyggere, som ligger på en lille ø. Havnens størrelse tillod ikke M/S Sarfaq Ittuk at lægge til ved kajen. I stedet satte man en motorbåd i søen, som sejlede de få passagerer frem og tilbage. Hele operationen tog omkring et kvarter.
Da passagerskibet ikke kan anløbe bygden Kangaamiut, må passagererne fragtes til og fra land i en motorbåd. Foto: Niels Lyksted
Sisimiuts havn
Sidst på dagen sejlede vi endelig i ind i den lille bugt Kangerluarsunnguaq (Ulkebugten), der rummer Sisimiuts vigtige trawlerhavn. Største arbejdsgiver er Royal Greenlands fiskefabrik.
Havnens størrelse gør det muligt for en større trawler og et krydstogtskib at anløbe samtidigt. Den kan dog også rumme hele tre krydstogtskibe i højsæsonen. To af dem må dog sende deres passagerer til lands i mindre både. Op mod 40 krydstogtsskibe anløber årligt havnen.
Farverige huse i Sisimiut. Foto: Niels Lyksted
Indsejlingen til havnen i Sisimiut. Foto: Niels Lyksted
Turistattraktioner
Sisimiut rummer betydelige turistattraktioner. Især byens historiske museum bør nævnes. Det fremstår i dag som et lille frilandsmuseum i Sisimiuts gamle bydel. Museet rummer en af de mest komplette og velbevarede bykerner i Grønland med en fin samling af stokværkshuse fra 1700-tallet. Det ældste hus kan dateres tilbage til 1756.
Især bør fremhæves den smukke blåmalede kirke, der blev fremstillet i København. Den blev bestilt på lokalt initiativ i 1771 og betalt med 60 tønder tran. Det svarer til olien fra fire hvalers spæk. Hvaltran brugtes dengang til gadelamper i hele Europa.
Sisimiuts historie går imidlertid langt længere tilbage i historien. Det vidner Teleøen lige uden for havnen om. Stedet har været beboet i over 4.000 år af forskellige arktiske kulturer. På den såkaldte Inuit Hicke fandt vi arkæologiske spor som tørvehytter, teltringe og gamle inuit-grave.
Den smukke blåmalede kirke blev bestilt på lokalt initiativ i 1771. Man betalte med 60 tønder tran. Det svarer til olien fra fire hvalers spæk. Hvaltran brugtes dengang til gadelamper i hele Europa. Foto: Niels Lyksted
Tørvehus i Sisimiut Museum. Foto: Niels Lyksted
På den såkaldte Inuit Hicke fandt vi arkæologiske spor som tørvehytter, teltringe og gamle inuit-grave. Foto: Niels Lyksted
Tidlig inuit-grav. Da man ikke kunne grave de afdøde ned, byggede man i stedet et gravkammer af sten over dem. Foto: Niels Lyksted
Inuuteq Storch
I Sisimiut Museums shop fandt jeg i øvrigt et katalog fra en dansk udstilling ved Biennalen i Venedig, som jeg besøgte i 2024. Bidraget var utraditionelt, da kunstneren Inuuteq Storch ikke blot var fra Grønland, men tillige fotograf. Senest så jeg hans værker på Det Kongelige Biblioteks aktuelle udstilling Photography Now! Læs Lyksteds anmeldelse
At Storch var hjemmehørende i Sisimiut erfarede jeg først, da jeg gik ned af hovedgaden og bemærkede familiens markante konditori, som er gengivet på et ældre noget sløret farvebillede i kataloget. Karakteristisk for Storchs fotografi er stemninger – ikke perfekte gengivelser. Her har han et vist slægtskab med Jacob Holdt (kendt for bogen Amerikanske Billeder).
Slædehunde
Grønland er berømt for sine slædehunde. De findes kun nord for polarcirklen, hvortil det er forbudt at importere alle andre hunderacer. Slædehundenes særlige egenskaber skal nemlig bevares.
Sisimiut har stadig mange slædehunde, selvom antallet er for nedadgående. Hundene bor uden for byen af sikkerhedsmæssige grunde, og de er tøjrede fra de er seks måneder gamle. Der er tale om arbejdsdyr – ikke kæledyr. Og børnene skal kunne færdes trygt i byen.
Selv om snescooterne er ved at tage over, er der alligevel ildsjæle, som holder traditionen med slædehunde i hævd – endda på forebilledlig vis, hvilket jeg ved selvsyn kunne konstatere ved et besøg i hundebyen.
Trods den begrænsede snemængde under mit besøg, var en enkelt hundeslæde i området allerede taget i brug. Det blev formentlig en noget bumpet oplevelse. Der skal nemlig betydeligt mere sne til for at sikre en behagelig tur. Det bedste tidspunkt for aktiviteter med hundeslæde er om vinteren – i særdeleshed marts måned – hvor der normalt er et tykt lag af sne.
Solnedgang over Sisimiut. Foto: Niels Lyksted
Artic Circle Race
Det årlige Arctic Circle Race, der starter og slutter i Sisimiut, er kendt som verdens hårdeste langrendsløb. Det strækker sig over tre dage, hvor deltagerne skal tilbagelægge enten 100 eller 150 km. Deltagerne overnatter to nætter i en lejr, omgivet af de storslåede bjerge i Sisimiuts betagende bagland. Du kan stadig nå at deltage i det kommende løb, da Arctic Circle Race 2027 afholdes fra den 2. til den 4. april.
UTV
Ønsker man at udforske Sisimiuts bagland, kan det også ske uden brug af ski. Jeg var selv i området to gange som passager i en UTV – altså et terrængående køretøj med firhjulstræk. Trods sne og is på bjergene gik det over stok og sten, op og ned samt rundt i vanskeligt overskuelige sving.
For mit vedkommende blev det til 12,5 km af ruten, der ender i Kangerlussuaq. “Vejen” er den eneste, der forbinder to byer på Grønland. Den er på 150 km, så man får sig noget af en rutschebanetur, hvis man tager hele strækningen!
På tur med UTV i bjergene omkring Sisimiut. Foto: Niels Lyksted
Hotel Sisimiut
Den afsluttende UTV-tur endte i et uendeligt, smukt snelandskab med et frossent vandfald. Hytten, vi besøgte, ejes af Hotel Sisimiut, hvor jeg boede under opholdet. Hotellet er en familieejet virksomhed, der drives af en særdeles foretagsom kvinde. Ejerskabet omfatter flere lokale hoteller. Desuden leverer virksomheden mad til byens syv børnehaver. Heldige børn!
Hotel Sisimiut er også på anden vis en familievirksomhed. En lang række filippinere fra samme familie har nemlig igennem årene udgjort det faste personale. De trives på hotellet og bidrager til den gode stemning. Blandt personalet var også en række unge danskere, der oprindeligt havde Grønland som rejsemål, men som fik lyst til at blive. De er uhyre foretagsomme, og deres begejstring for stedet er ikke til at tage fejl af. Den smitter af på os alle.
Desværre nåede jeg ikke at opleve nordlyset denne gang. Jeg må altså tilbage til Grønland igen – også for at få en tur i hundeslæde. Men jeg gør det gerne. Grønland er nemlig altid et besøg værd.
Teleøen ligger lige ud for havnen i Sisimiut. Foto: Niels Lyksted
GRØNLAND | reportage: Natur- og kulturmøder i Nuuk og Sisimiut – få mere information om Grønland
GRØNLAND | reportage: Natur- og kulturmøder i Nuuk og Sisimiut. Coverfoto: Frosset vandfald uden for Sisimiut. Foto: Niels Lyksted
LÆS OGSÅ:
At the Forefront of Climate Change – A visit to Ilulissat Icefjord Centre
GADS FORLAG: SIRIUS – 75 år med slædehunde, kammeratskab og arktiske eventyr
Et besøg på Ilulissat Isfjordscenter
STEMMER FRA GRØNLAND – en boganmeldelse
Historien om Grønland og Danmark – DRTV
NORDATLANTENS BRYGGE: Grønlandske øjeblikke
Nordatlantens Brygge: DAAMANI – Dengang i Østgrønland
En storslået og tankevækkende rejse til Grønland
GRØNLAND | reportage: Natur- og kulturmøder i Nuuk og Sisimiut er en artikel af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.
Redaktion: Jesper Hillestrøm
GRØNLAND: Nature and Culture in Nuuk and Sisimiut – English Abstract
Danish journalist and photographer Niels Lyksted reports from his third visit to Greenland in eighteen months, made in the last week of October during the low tourist season. In Nuuk he attends the opening of Inuk artist Laakkuluk Williamson’s exhibition at Nuuk Kunstmuseum, built around the VR work Nuliaminik Neqilik // The Flesh of Wives and the award-winning installation Nannuppugut! (2021), on view until 31 January 2027. He then travels overnight aboard the passenger and cargo ship M/S Sarfaq Ittuk to Sisimiut, Greenland’s second-largest town and a centre for fisheries and education. There he visits the open-air museum with its 18th-century timber houses, the blue church of 1771 paid for in whale oil, and the island of Teleøen, which has been inhabited for more than 4,000 years. The article also covers photographer Inuuteq Storch’s hometown, the town’s sled dogs, the Arctic Circle Race and a UTV trip into the mountains. Along the way, Trump’s interest in Greenland is visible in the graffiti and T-shirts of Nuuk’s old town. Photography by Niels Lyksted.