Husets Teater | ANMELDELSE:

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

En historie fra livet – Drama

✮✮✮✮✮

' …… en forestilling der både rammer gennem ordene og langt ind i kroppen. Ja, en stærk teateroplevelse ….. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION.org

Der er noget grundlæggende forkert ved, at forældre skal begrave deres børn. Det er ikke naturens orden. Børnene skal leve videre efter os, finde deres egne veje og have et liv, som rækker langt ud over vores. Når det modsatte sker, er det næsten umuligt at forestille sig, hvordan man overhovedet skal kunne fortsætte. Jeg tror aldrig, man kommer sig over tabet af et barn. Man må på en eller anden måde lære at leve med det, men hvordan?

Det spørgsmål sidder jeg med under Husets Teaters forestilling Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. En virkelig smertefuld og utroligt stærk teateroplevelse, hvor ord og bevægelse giver form til noget, som næsten ikke kan beskrives.

Naja Marie Aidts bog

Naja Marie Aidts bog ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’ med undertitlen ’Carls bog’ udkom i 2017, to år efter at hun mistede sin søn. Carl døde i 2015, kun 25 år gammel. Bogen er skrevet ud af dette ubærlige tab og forsøger at finde et sprog, når den virkelighed, man kendte, er gået i stykker. Det er ikke en roman i traditionel forstand. Korte prosatekster, digte og dagbogsnotater blander sig med minder fra fortiden og henvendelser til sønnen. Formen er brudt op, som også forfatterens liv er blevet det.

Moderen og sønnen på scenen

På scenen bliver denne opløsning til både ord og krop. Christine Albeck Børge er moderen, mens balletdanseren og koreografen Oliver Marcus Starpov er sønnen. Det er to meget stærke præstationer, som på hver deres måde fører os ind i en verden, hvor kærligheden stadig er til stede. Uagtet at den er rettet imod sønnen, som er borte.

Koreografien

I begyndelsen kan Starpovs bevægelser virke hektiske og synkoperede. Man forsøger at finde sammenhængen i de brudte bevægelsesforløb og forstå, hvad det er, kroppen fortæller. Men ret hurtigt går det op for en, hvor præcist koreografien rammer. Det, der først kan forekomme løsrevet, bliver et fysisk udtryk for en indre tilstand, hvor intet længere hænger sammen.

Jeg oplever det, som om lidelsen og traumet udspiller sig direkte i hans bevægelsesmønster. Han går ind i sig selv, og i andre passager får bevægelserne en næsten manisk karakter. Kroppen kan tilsyneladende ikke finde ro. Der er noget helt særegent ved hans måde at bevæge sig på, og det er netop denne urolige og ituslåede kropslighed, der gør så stærkt et indtryk. Koreografien er ganske enkelt genial i fremstillingen mellem bevægelserne og det, der foregår inde i Carl.

Det er en stor fysisk præstation, med en voldsom psykisk intensitet. Man ser ikke bare en danser udføre en række bevægelser. Man mærker et menneske gennem dem.

Som moderen står Christine Albeck Børge lige så stærkt. Hun giver ordene den vægt, de må have, når de kommer fra et menneske, der forsøger at begribe det ubegribelige. Samspillet mellem hende og Starpov er afgørende for forestillingen. Moderens sorg og sønnens kropslige tilstedeværelse bliver ved med at bumpe ind i den viden, vi sidder med: Han er mistet. Alligevel er han her foran os.

Lydsiden

Lydsiden er en væsentlig del af denne oplevelse. Du kan fornemme hospitalsmaskinernes vedvarende lyde og den frygtelige magtesløshed. Den venten, hvor man står ved siden af et menneske, man elsker, og ikke kan gøre noget. Man kan være der, man kan håbe, men man kan ikke selv bestemme udfaldet. Du frygter det forgængelige. Du fornemmer allerede tomheden.

Og så opringningen. Søsterens stemme i telefonen og ordene: Han er død. Ordene gentages, som om de må siges højt, før man overhovedet kan forstå, hvad de betyder. Samtidig fortsætter maskinerne i baggrunden. Det er næsten ubærligt. Lydsporet holder os fast i den situation, hvor alt er forandret, mens lydene omkring én bliver ved.

Sorgens tempo

Der er passager, hvor jeg synes, forestillingen kunne være strammet en smule op. Enkelte forløb bliver lange, og intensiteten kunne efter min mening godt være bevaret med lidt mindre gentagelse. Samtidig forstår jeg godt ønsket om at blive i tilstanden. Sorgen følger ikke et passende tempo, og ulykkens forfærdelige indtryk forsvinder ikke, fordi vi andre synes, at nu må vi videre. Den afvejning er vanskelig, og min indvending ændrer ikke ved, hvor stærkt forestillingen virker.

Afskeden

Til sidst går Carl gennem en lysende dør. Et billede på moderens begyndende erkendelse af, at han aldrig kommer tilbage. Det betyder ikke, at sorgen er overstået, eller at hun nu kan lægge tabet bag sig. Hun begynder nok snarere at forstå det, som hun hele tiden har vidst, og som alligevel har været umuligt at tage ind, at Carl er væk for altid.

Det er en afslutning, der bliver siddende i en. For hvordan tager man afsked med sit barn? Hvordan giver man slip på den fysiske tilstedeværelse uden at give slip på kærligheden? Husets Teaters forestilling lader os mærke, hvor umenneskeligt svært det er. Og med to fremragende scenekunstnere giver den sorgen et udtryk, som både rammer gennem ordene og langt ind i kroppen. Ja, en stærk teateroplevelse.

Medvirkende: Christine Albeck Børge og Oliver Marcus Starpov. Instruktion: Amanda Linnea Ginman i samarbejde med Oliver Marcus Starpov. Tekst: Uddrag af Naja Marie Aidts bog. Tekstbearbejdelse: Amanda Linnea Ginman og Matilde Böcher. Koreografi og scenografi: Oliver Marcus Starpov. Komponist og lyddesign: Matilde Böcher. Lysdesign: Christian Vest Berntsen. Butoh-koreografisk konsulent: Vangeline.

Husets Teater, Sort Sal. Halmtorvet 9B, 1700 København K. Forestillingen slutter 28. november 2026.

Husets Teater | ANMELDELSE: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – BESØG TEATRET

LÆS OGSÅ:

Husets Teater: IBSEN’s – Lille Eyolf

ANMELDELSE: ILIADEN – BETTY NANSEN TEATRET

Husets Teater: KONG LEAR

'Zinkdrengene' på Husets Teater

Det Kongelige Teater: UNDER DYBET

Husets Teater | ANMELDELSE: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm