Filmanmeldelse | dokumentar: YOU CAN SEE EVERYTHING

© SF Studios
✮✮✮✮✮
' ….. en dokumentarfilm, der føles som en psykologisk thriller forklædt som virkelighed …… '
– Githa Schultz, KULTURINFORMATION.org
Den canadiske komiker og filmskaber Nathan Fielder og dokumentarinstruktøren Lance Oppenheim kommer helt tæt på Elizabeth Holmes, men jo mere vi ser, desto mindre sikre bliver vi på, hvem hun egentlig er.
Resultatet er både underholdende, foruroligende og fuld af absurde øjeblikke.
Når virkeligheden overgår fantasien
Hvad sker der, når en af USA's mest omtalte svindlere selv inviterer et filmhold indenfor for at fortælle sin historie?
Og hvad sker der, når filmskaberne begynder at stille spørgsmål, som ingen tilsyneladende kan give ordentlige svar på?
Det er udgangspunktet for YOU CAN SEE EVERYTHING, en usædvanlig dokumentarfilm af Nathan Fielder og Lance Oppenheim om Elizabeth Holmes, kvinden bag den skandaleramte sundhedsteknologiske virksomhed Theranos.
Holmes blev engang betragtet som et teknologisk vidunderbarn. Med sort rullekrave, store ambitioner og nærmest hypnotisk selvsikkerhed lovede hun at revolutionere sundhedsvæsenet med en teknologi, der skulle kunne udføre op mod 100 blodanalyser ud fra blot få dråber blod.
Virksomheden blev på et tidspunkt vurderet til omkring ni milliarder dollar, indtil journalisten John Carreyrous afsløringer i 2015 begyndte at pille den imponerende fortælling fra hinanden. I 2022 blev Holmes idømt 11 år og tre måneders fængsel for bedrageri.
Inden afsoningen i maj 2023 henvender Holmes og partneren Billy Evans sig til filmselskabet A24 med et ønske om at få dokumenteret deres familieliv. Efter flere års offentlig tavshed ønsker Holmes tilsyneladende at vise en mere menneskelig og privat side af sig selv. Det bliver næppe helt den film, parret havde forestillet sig.
Et familieliv, hvor bedrag og virkelighedsfornægtelse går hånd i hånd
Filmholdet følger familien gennem de sidste 34 dage, inden Holmes skal møde op til afsoning i Federal Prison Camp Bryan i Texas.
Familien holder til i et eksklusivt, lejet strandhus i Del Mar nord for San Diego, hvor Holmes og Evans inviterer filmholdet indenfor.
Her udfolder familielivet sig tilsyneladende idyllisk med smukke solnedgange og strandture.
Holmes besvarer spørgsmål om dommen og de øvrige kritiske anklager med en påfaldende kølighed og et overbærende smil i mundvigene, som om spørgsmålene knap nok fortjener hendes opmærksomhed.
Hendes måde at svare på er mildest talt enerverende, og det bliver ikke bedre af det creepy, dukkeagtige blik, hun konstant møder kameraet med.
Hun blinker nærmest aldrig, og hendes stirrende øjne leder tankerne hen på skuespillerinden Joan Cusacks isnende blik som Cheryl Lang i thrilleren Arlington Road fra 1999.
Hun er nu mor og synes ubesværet at være gledet ind i rollen som almindelig familiemor. Det er næsten grotesk at betragte det idylliske familieliv, når man tænker på omfanget af det bedrageri, hun er dømt for.
Og så er der Billy Evans.
Han er langt mere end blot partneren i baggrunden. Han fungerer nærmest som pressechef, livvagt og PA på én gang. Han afbryder interviewene, når Fielder kommer for tæt på, med forklaringer om, at Liz, som hun også kaldes, skal have ro, eller at børnene har brug for deres mor.
Der er noget næsten sekterisk over deres indbyrdes dynamik. Evans fremstår i sig selv som noget af en ubehagelig type. Hans intense ansigtsudtryk, rastløshed, mistænkelige snøften og aparte opførsel giver rigeligt stof til spekulationer, uden at filmen giver grundlag for at konkludere noget som helst.
Han er til tider ufrivillig komisk. Eksempelvis i en barberstol efter Liz' fængsling, med hovedet indsvøbt i varme håndklæder nærmest indtager rollen som en wannabe-udgave af Don Corleone fra The Godfather.
Mens han sidder dér i ren mafiaboss-stil, får barberen frit løb til at levere sin version af alle de uretfærdigheder, han og Liz har været udsat for. Man trækker på smilebåndet og vender samtidig det hvide ud af øjnene.
Når Holmes græder, er det til gengæld svært ikke at spørge sig selv, hvad tårerne egentlig handler om. Hun fortæller, at det værste ville være, hvis nogen så hende græde. Det gør vi så. Men skyldes følelserne afskeden med familien eller udsigten til at skulle skifte sit privilegerede liv ud med fængselslivet i Texas?
Det hele har en næsten depraveret storfilmkarakter, hvor virkeligheden leverer et manuskript, som selv Hollywood næppe ville turde skrive.

© SF Studios
Et visuelt univers mellem dokumentar og thriller
Filmens billedside er en væsentlig del af dens særlige virkning. For at indfange hverdagen så ubemærket som muligt har filmholdet arbejdet med fleksible zoomobjektiver og det næsten kvadratiske 4:3-format.
Det giver filmen et intimt og indelukket udtryk. Det smallere billedfelt koncentrerer opmærksomheden om ansigter, blikke og små bevægelser. De lange zoombevægelser føles næsten som en snigende bevægelse ind i personernes private rum. Vi kommer tættere på, men bliver ikke nødvendigvis klogere.
Kameraet virker som en flue på væggen, der registrerer alt, også det, personerne måske helst ville skjule. Samtidig opstår en fornemmelse af overvågning, der passer perfekt til filmens psykologiske spil.
Komponisten Ari Balouzian understøtter stemningen med musik inspireret af film noir og psykologiske thrillere.
Selv de mest banale hverdagsscener får en ildevarslende undertone. Filmskaberne beskriver selv filmen som en slags detektivhistorie fra virkeligheden.
Nathan Fielder leger med sandheden
Nathan Fielder er filmens helt særlige omdrejningspunkt. Hans tørre humor, tilsyneladende naive spørgelyst og næsten demonstrativt rolige kropssprog er en fornøjelse at følge.
Bag det rolige ydre gemmer sig en insisterende spørgelyst. Som en vagtsom dobermann bider han sig fast i sine spørgsmål og nægter at slippe, selv når svarene drukner i et bundløst virvar af undvigelser og bortforklaringer.
Historien om filmens tilblivelse er næsten lige så ejendommelig som filmen selv.
Under et besøg i den eksklusive tryllekunstnerklub Magic Castle i Los Angeles sad Fielder og Oppenheim blandt publikum, da en tryllekunstner bad de tilstedeværende om at nævne en kendt person.
En tilskuer råbte Elizabeth Holmes. Pudsigt nok netop den person, filmskaberne havde talt om at lave en film om.
Fielder har selv en fortid som tryllekunstner, mens Holmes havde en særlig fascination af illusionisten David Blaine.
Der er en interessant parallel mellem de tre: Blaine lever af at udfordre publikums virkelighedsopfattelse, Holmes byggede en virksomhed op omkring en illusion, og Fielder forsøger nu at gennemskue, hvad der gemmer sig bag den.
Forskellen er blot, at Blaines bedrag er underholdning, mens Holmes' fik langt mere alvorlige konsekvenser.
Billy Evans, en ny version af Theranos?
Evans træder efterhånden frem som en mindst lige så foruroligende og moralsk problematisk skikkelse som Holmes selv.
Han arbejder på virksomheden Haemanthus, der udvikler diagnostisk teknologi med ambitioner om at analysere blandt andet blod, urin og spyt.
Det er svært ikke at tænke på Theranos, når parret igen taler om at revolutionere diagnostikken. I filmen ser vi Evans præsentere teknologien, og Holmes synes stadig at være en del af den store vision.
Undervejs kommer det frem, at Evans forsøgte at forhandle økonomisk betaling for familiens medvirken i dokumentaren. Det rejser spørgsmålet, om han først og fremmest ønsker at beskytte familien, eller om han også ser dens dramatiske historie som en forretningsmulighed.
En dokumentar, der ikke vil slippe sit publikum
Filmen tager også et overraskende spring, da Fielder inddrager skuespillerinden Amanda Seyfried, der tidligere har spillet Holmes i dramaserien The Dropout. Hun medvirker i en slags fortsættelse af fortællingen efter fængslingen, hvor instruktøren ikke længere kan følge Holmes med kameraet.
Vi møder også Holmes' forældre, der tre dage inden fængslingen er samlet med familien for at tage afsked. Deres ubehag og skepsis er næsten håndgribelige, mens Evans også her synes at kontrollere situationen.
Holmes pakker et par nye fine gummisko ud til livet bag tremmer, mens Fielder overrækker hende en gave med et kort, hvor der står "Farvel og held og lykke". Dertil kommer hårfarve og et par solbriller, ifølge Fielder naturligvis helt uundværlige remedier, hvis hun en dag skulle få lyst til at stikke af, skifte identitet og begynde et nyt liv.
Holmes' forældre og Evans overværer seancen, tilsyneladende uden den store morskab.
Det er så absurd, at man som publikum ikke helt ved, om man skal holde sin uhæmmede latter tilbage eller føle sig utilpas.
Jeg troede ærlig talt, at filmens 174 minutter ville føles som en lang omgang. Men dokumentarens bizarre univers er så dragende, at tiden flyver. Man kunne næsten forestille sig, at Fielder kan fortsætte i det uendelige.
Underholdning eller forherligelse af kriminelle
Der er dog et dilemma, jeg ikke helt kan slippe. Filmen rejser spørgsmålet om, hvorvidt vi er med til at forherlige kriminelle, når deres historier pakkes ind i spektakulær underholdning.
Elizabeth Holmes får enormt meget plads, opmærksomhed og menneskelig kompleksitet. Det er selvfølgelig dokumentarens styrke, men også dens potentielle problem. Hendes ofre og de mennesker, der blev ramt af Theranos' falske løfter, kommer let til at stå i skyggen af Elizabeth Holmes.
Jeg er derfor ikke faldet næsegrus for filmen. Den er ikke uden videre en afsløring, og fascinationen af Holmes risikerer til tider at give hende endnu en scene, hvor hun kan kontrollere fortællingen om sig selv.
Men netop dette dilemma gør også filmen interessant. Fielder og Oppenheim undersøger ikke blot Elizabeth Holmes, men også vores egen trang til at forstå, tro på og måske ligefrem lade os forføre af mennesker, der er dygtige til at fortælle historier om sig selv.
En film, der bliver siddende i tankerne
YOU CAN SEE EVERYTHING er en original og forbløffende dokumentarfilm.
Den er på én gang knastør komedie, psykologisk thriller og et næsten surrealistisk portræt af mennesker, der tilsyneladende har etableret deres egen lille verden, hvor selv domfældelser ikke synes at rokke ved selvopfattelsen.
Elizabeth Holmes bliver ikke mindre gådefuld af, at vi kommer tættere på. Tværtimod.
Og Billy Evans viser sig at være en mindst lige så foruroligende størrelse: autoritetsargumenterende, tiltagende paranoid og med en mistro til omverdenen, der nærmest synes at være blevet et karaktertræk i sig selv.
Jeg er ikke ukritisk begejstret for alt, hvad filmen gør, men dens originalitet, bizarre univers og psykologiske spændingsfelt fastholdt min opmærksomhed hele vejen igennem.
Det er en dokumentar, der tør gå sine egne veje, og som bliver siddende i tankerne længe efter rulleteksterne.
En fængslende så at sige og urovækkende dokumentar, hvor virkeligheden overgår fantasien, og hvor man efter næsten tre timer stadig ikke helt ved, hvem der egentlig har bedraget hvem.

© SF Studios
Original titel: YOU CAN SEE EVERYTHING
Dansk titel: YOU CAN SEE EVERYTHING
Længde: 174 minutter
Instruktører: Nathan Fielder, Lance Oppenheim
Produktionsland: USA
Dansk distribution: SF Studios
Dansk biografpremiere: 19. november 2026
Aldersgrænse: Frarådes børn under 7 år
Filmanmeldelse | dokumentar: YOU CAN SEE EVERYTHING – få mere information
Filmanmeldelse | dokumentar: YOU CAN SEE EVERYTHING – find den i biografen på filmportalen lanterna.dk
Filmanmeldelse | dokumentar: YOU CAN SEE EVERYTHING er frembragt af Githa Schultz, KULTURINFORMATION
Se mere om Githa Schultz her Redaktion: Jesper Hillestrøm

