KØBENHAVN DANSER | anmeldelse: an Accident / a Life
Teater

KØBENHAVN DANSER | anmeldelse: an Accident / a Life

KØBENHAVN DANSER | anmeldelse: an Accident / a Life

 

 

 

Dansedrama

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KØBENHAVN DANSER | anmeldelse: an Accident / a Life

Foto: ©FilipVanRoe

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… rørende, ærlig, dramatisk og ikke mindst dristig ……. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION.org

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fire livsglade unge mennesker, alle omkring de tyve, er ude at køre i Sydafrika. De er på vej til et vildtreservat, hvor de skal ud at vandre. Simon kører bilen, Toby sidder på forsædet, og skråt bag Simon sidder Marc med Joanne ved sin side. De sidder og synger og fortæller vittigheder. De har hele livet foran sig. Det falder dem overhovedet ikke ind, at der skulle kunne ske noget. Så kommer det hvide lys. En bil kommer imod dem i den forkerte side af vejen og braser frontalt ind i deres bil. Marc erfarer senere, at det var en spritbilist.

Marc på scenegulvet

Da forestillingen åbner på Revolver, ligger der en mand på scenegulvet foran en bil. Forlygterne er tændt. Man fornemmer med det samme, at der er sket noget fatalt. Manden på gulvet er Marc Brew. Det var ham, der sad på bagsædet den dag i Sydafrika. Han var tyve år og balletdanser. Joanne dansede ved det samme kompagni som Marc. Hun og hendes bror Simon og deres ven Toby mistede alle tre livet ved ulykken.

Koma og staveplade

Marc ligger længe på kørebanen, inden han kommer ind i ambulancen. Han er stadig ved bevidsthed og kan fornemme, at der er noget galt. På hospitalet i Sydafrika bliver han lagt i kunstig koma. Da han vågner, er hans liv forandret for altid. Hans hjerne fejler ingenting. Han ved udmærket, hvad han vil sige, men selv den enkleste besked må han give ved hjælp af en staveplade. Bogstav for bogstav. Og efterhånden går det op for ham, hvor slemt det står til. En læge fortæller ham, hvor omfattende lammelserne er.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KØBENHAVN DANSER | anmeldelse: an Accident / a Life

Foto: ©FilipVanRoe

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En danser mister sin krop

Hvordan oplever en ung mand på tyve år at vågne op efter så voldsom en ulykke og opdage, at hans krop ikke længere vil det, han vil? Hvordan Marc havde det i det øjeblik, kan kun han fortælle. Men som tidligere danser kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det at miste sin førlighed må være noget af det mest skræmmende, der kan ske for en danser, og selvfølgelig vil det være forfærdeligt for alle. Ens krop er jo det redskab, man har til at udtrykke sig med. Man kan have en bevægelse fuldstændig klar i hovedet. Man ved, hvordan den skal føles, for man har udført den tusind gange før. Og så kan man ikke længere gøre den. Det må have været en ubeskriveligt chokerende følelse.

Vejen til ballettens verden

Marc var syv år, da han begyndte at gå til dans hver fredag, og elleve, da han begyndte på klassisk ballet. Siden uddannede han sig på The Australian Ballet School i Melbourne, og som nittenårig flyttede han til Pretoria i Sydafrika. Han havde fået sin første professionelle kontrakt med PACT Ballet. Den lørdag havde han været til sin sædvanlige morgentræning, inden han tog af sted med vennerne. Om morgenen havde han stået i en balletsal og gjort præcis det, han havde trænet til, siden han var dreng. Få timer senere lå han lammet på en kørebane. Hans drøm om at danse professionel ballet var allerede gået i opfyldelse. På et splitsekund brast den fremtid, han havde forestillet sig på scenen.

 

Heldigvis havde Marc bevaret følelse og bevægelighed i armene, og det var et stort gennembrud, da han igen selv kunne trække vejret. Efter to måneder på hospitalet i Sydafrika vendte han tilbage til Australien, hvor der ventede yderligere to år på et genoptræningscenter. Hvor hårdt han end arbejdede, ville han aldrig være i stand til at træne sig tilbage til at danse, som han gjorde den lørdag morgen. Undervejs er han ved at give op. Mange gange. Han ved godt, at det aldrig bliver det samme, og finder nye veje. Han opfinder sin egen stil.

Når livet kommer tæt på

Marc Brew fortæller sin historie så direkte, at man sidder måbende i salen. Pludselig kommer livets realiteter så tæt ind på livet af en, at det er skræmmende. Vi ved jo udmærket godt, at sådan noget kan ske for os alle sammen, før vi overhovedet har nået at blinke med øjnene. Men at få det klasket i hovedet på denne måde, mens manden, det er overgået, er lige dér foran en, er næsten ubærligt.

Soloen i kørestolen

Og så ser vi ham danse. Iført jakkesæt udfører Marc Brew en solo i sin kørestol. Her viser han endnu en side af sig selv. Jeg sidder og følger hans arme. Der er en styrke i dem og en præcision i bevægelserne, som det er helt utroligt at se. Man kommer til at tænke på, hvor meget arbejde der ligger i at nå frem til lige netop den bevægelse, man som tilskuer kun ser et øjeblik, før den glider over i den næste.

 

Marc Brew har skabt forestillingen sammen med koreografen Sidi Larbi Cherkaoui, som har instrueret den. I den solo får Marc vist, hvad han er i stand til at udtrykke med sin krop. Så svært handicappet som han er efter ulykken, formår han at skabe kunst. Dette værk er det endnu mest ambitiøse i hans karriere. Brew har først nu været klar til at fortælle sin egen historie. Næsten 30 år efter ulykken.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KØBENHAVN DANSER | anmeldelse: an Accident / a Life

Foto: ©FilipVanRoe

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Scenografi og kameraer

I det hele taget er scenografien og hele opsætningen ganske forrygende. Med håndholdte kameraer følger vi Marc fra indlæggelsen og videre gennem hans genoptræning. Billederne bliver projiceret op på lysvingerne på begge sider af scenen. Det har en voldsom effekt. Man har Marc lige foran sig på scenegulvet, og samtidig ser man på begge sider af ham, hvad han har været igennem og går igennem. Blikket vender hele tiden tilbage til manden derinde på midten. Det er hans historie, og han er her selv for at fortælle den. Sikke et mod den mand har.

Et smil på læben

Det er en dramatisk forestilling, der maner til eftertanke, og mange unge mennesker vil have stor glæde af at se den. Marc Brew løfter ingen pegefinger. Tværtimod er forestillingen rørende, ærlig, dramatisk og ikke mindst dristig. Han fortæller om livet og dets barske realiteter, og man kan sagtens genkende sig selv i de fire unge i bilen. Hvem har ikke siddet sådan med sine venner, sunget med og leet ad noget, som man sikkert ville have glemt fem minutter senere? Man skænker det ikke en tanke, hvor meget sådan et ganske almindeligt øjeblik er værd.

 

Jeg gik fra Revolver med et smil på læben. Det havde jeg ikke forestillet mig, da jeg så Marc ligge der foran bilen med forlygterne tændt. Men jeg har også set ham sidde i sin kørestol i jakkesættet og danse sin solo. Det er derfor danseren, jeg har med mig hjem.

Vejen tilbage til dansen

Der gik to år, fra Marc forlod genoptræningscentret, til han igen tog en dansetime. Det skete i New York, hvor danseren Kitty Lunn havde inviteret ham til at komme og træne. Siden fortsatte han både som danser og koreograf, og i 2008 grundlagde han sit eget kompagni i Skotland. Her har han både skabt værker og selv danset i dem. Interessen for at koreografere havde han haft, længe før ulykken skete.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KØBENHAVN DANSER | anmeldelse: an Accident / a Life

Foto: ©FilipVanRoe

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forestillingen på Revolver har Marc Brew skabt sammen med koreografen Sidi Larbi Cherkaoui, som også har instrueret den. Cherkaoui har bl.a. arbejdet med Göteborgs Operans Danskompani. Her skabte han blandt andet Noetic i 2014. Den nederlandske forbindelse til forestillingen på Revolver er Holland Dance Festival, som er medproducent.

 

Instruktion: Sidi Larbi Cherkaoui. Danser og medskaber: Marc Brew. Scenografi: Pepijn Van Looy. Kostumer: Veerle Van den Wouwer. Komposition og instrumentering: Alexandre Dai Castaing. Cello: Julia Kent. Visuel scenekunst: Maxime Guislain. Prøveleder: Hayley Earlam. Dans, kamera og sceneteknik: Kazutomi Kozuki og Pol Van den Broek. Kamera og scenearbejde: Lewis Landini. Stemmekonsulent: Susan Worsfold. Morens stemme: Vicki Brew. Synstolkning: Emma-Jane McHenry. Tilgængelighedskonsulent: Yvonne Strain. Lyddesign og tonemester: Sam Martin-Randerson. Videoteknik: Jamie Wardrop. Scenemester og teknisk chef: Nils Geernaert. Assisterende scenemester: Jessica McIntosh. Rigger: Imogen Michel. Personlig assistent for Marc Brew og scenetekniker: Melanie Wilson. Produktionsleder: Nia Wood. Kreativ producent: Susan Hay. Producent: Gert Van Overloop. Art direction og produktion: Floris Van Looy og Robbie Van Nieuwenhove. Presse og kommunikation: Jonas Schildermans og Joy Parkinson. Marketing: Rebecca Doggett. Marketing og administration: Sofie Tait.

 

 

an Accident / a Life. Dansedrama. København Danser. Revolver, Østerfælled Torv 34, 2100 København Ø – besøg forestillingen

 

 

 

 

 

KØBENHAVN DANSER | anmeldelse: an Accident / a Life. Coverfoto: ©Susan Hay

 

 

 

 

 

LÆS OGSÅ:

 

CPH STAGE 2025: Le Grand Bal

 

PULS – Danseforestilling

 

Danseforestillingen FREMTIDS DRØMME

 

CPH STAGE: MÁM

 

REVOLVER: All the Feels – Danseforestilling

 

 

 

 

 

 

KØBENHAVN DANSER | anmeldelse: an Accident / a Life er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm

 

 

 

 

 

 

 

KØBENHAVN DANSER: an Accident / a Life. English Abstract

 

an Accident / a Life is a dance drama created by Scottish-Australian dancer and choreographer Marc Brew with director and choreographer Sidi Larbi Cherkaoui, presented at Revolver in Copenhagen as part of København Danser, and co-produced by Holland Dance Festival. At twenty, Brew was a professional ballet dancer in South Africa when a head-on collision with a drunk driver killed three of his friends and left him paralysed. Nearly thirty years later he tells the story himself, lying on stage in front of a car with its headlights on, with handheld cameras projecting his hospital stay and rehabilitation onto the wings on either side. At the centre is a solo performed in a wheelchair, in a suit, which shows what he can express with his arms. Reviewer Louise Frevert, herself a former dancer, finds the production moving, honest, dramatic and bold.