KUNSTEN | anmeldelse: Becoming Modern – Danish Art & Design 1900-1960
Samlingen er et museums identitet og den er mere end lødig på Kunsten

Asger Jorn: ”Didaska I”, 1945 © Asger Jorn/VISDA. Pressefoto
✮✮✮✮✮
'Ganske vist rammer enkelte værker uden for tidsrammen i en ny udstilling med primært modernistisk kunst på Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg; men det lever man fint med …. '
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION.org
Jeg bliver omgående ved mit improviserede preview på Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg klar over, at jeg har set langt de fleste værker på udstillingen ”Becoming Modern – Danish Art & Design 1900-1960” før. Adskillige gange oven i købet.
Det forholder sig imidlertid sådan med kunstværker, at de ofte opleves i nye perspektiver, når de indskrives i dugfriske og anderledes konstellationer. Scenografi og disponering kan med andre ord give nyt liv til et museums samling af kunstværker og derved bekræfte samlingens væsentlige rolle.
Kvalitet på alle hylder
Jeg har omgående registreret tidsafsnittet i udstillingens titel, og bliver faktisk ret forbavset, da jeg til en indledning opdager et antal kunstværker, der falder uden for den afsatte tidsramme. Jeg lever dog fint med denne chikanøse afvigelse i tid og rum, da disse værker blot besegler kvaliteten af samlingens karakter.
Med andre ord: Der er kvalitet på alle hylder, og sammenfatningen af malerkunst, skulpturer og fremragende dansk design bliver foldet ud, så man bliver nærmest stum af forundring over at iagttage dette overflødighedshorn af ikke blot væsentlig billedkunst, men på samme tid lukullisk design i verdensklasse.
Når jeg til en indledning nævner et nyt liv til velkendte kunstværker, bør jeg indregne et element i ligningen. Når kendte værker med ét opleves som friske og nutidige på en måde, man ikke har set dem tidligere, kan årsagen ligge i, at der i processen er sket noget med vores blik som iagttagere. Det er altså ikke nødvendigvis værkerne, der har forandret sig; men helt enkelt den sammenhæng, vi ser dem i.
Her kan man tale om en kuratorisk genaktivering af værkerne, som nu får lov til at indgå i indbyrdes dialoger, som deres tidligere placeringer – i flere tilfælde i museets magasiner – ikke har givet dem mulighed for.

Axel Salto: Vase, 1923 © 2026 Axel Salto/VISDA. Pressefoto

Rita Kernn-Larsen: ”La pomme de la Normandie (Æblet)”, 1954. Pressefoto
William Scharff og Kai Nielsen i dialog
Inden det hele bliver alt for psykologisk, har jeg lyst til at afprøve mine antagelser ved simpelt hen at foretage et nedslag i en disponering af to kunstnere, som ikke umiddelbart har ret meget til fælles, andet end at de begge for nyligt har spillet roller i et par lige så uensartede sammenhænge.
Et par store malerier af William Scharff, som regelmæssige læsere af KULTURINFORMATION.org vil kende i kraft af en udstilling på Randers Kunstmuseum, vi som bekendt anmeldte på portalen, da den netop var åbnet, spiller sammen med eller imod tre skulpturer af Kai Nielsen, som netop har haft en afstøbning ”Aarhuspigen” under hammeren hos auktionshuset Bruun Rasmussen.
Den i naturlig størrelse smukke bronzeskulptur nåede en pris på næsten en million kroner, og den optræder faktisk her i en version i sandsten sammen med to andre meget poetiske værker af samme kunstner. Hvad har Scharff og Nielsen med hinanden at gøre i en formmæssig forstand? Ikke ret meget, og netop dette kuratoriske greb har givet nyt og vitalt liv til begge kunstneres værker.
Ligeledes stærkt står udstillingsrummets indledning, hvor man i bogstavelig forstand beskuer det indre gennem en installation, der rummer et spisestuemøblement i træ og messing af den store danske formgiver Poul Henningsen. Allerede her insinueres lidt om, hvad man kan forvente i udstillingen af eksempler på det verdenskendte og efterhånden legendariske fænomen Dansk Design.

Den let organiske og skulpturelle ”Pariserstolen” af arkitekten og designeren Arne Jacobsen fra 1929. Foto: Lars Svanholm

Agnes Weies maleri ”Blomster” fra 1920. Foto: Lars Svanholm
En central epoke i dansk kunst- og designhistorie
Det er netop væsentligt at fremhæve det værdifulde i, at man sammenfletter præsentationen af design og traditionel billedkunst med den faktuelle konsekvens.
Ofte mødes man af spørgsmålet, hvornår design kan regnes som kunst; men det er sjældent, at det modsatte spørgsmål stilles, men det er ikke desto mindre en lige så vedkommende problemstilling, og her følger der uundgåeligt et supplerende spørgsmål efter: Hvad er det, udstillingen vil undersøge udover at vise et antal fremragende værker fra en central epoke i dansk kunst- og designhistorie?
Der ligger samtidigt en interessant spænding imellem ideologierne ”klassisk” og ”moderne”. Værkerne, hvad enten der er tale om den brugsbaserede designtradition eller billedkunstfunderede organismer, fremstår sandsynligvis mest som moderne, fordi deres formmæssige og æstetiske kvaliteter stadig taler direkte ind i vores samtid.
Alt det kan man give sig til at spekulere over, mens man spadserer rundt mellem genstande i en samling, som fremstår som en fuldendt overskudsforretning af kunst i national verdensklasse. Ganske vist er udstillingen velkendt i sit stof, men samtidigt radikalt fornyende i måden, hvorpå substansen præsenteres.

Yrsa Lundstrøm: ”Opstilling”, 1917. © Yrsa Lundstrøm/VISDA. Pressefoto

Installationsfoto med surrealistiske værker af Wilhelm Freddie. Foto: Lars Svanholm
Og så er der kvinderne!
De sjældne værker er om ikke de bedste, så i nogen grad de mest livsbekræftende for en beundrer af de modernistiske genrer. Hvornår har vi således set malerier af den lidt ”tørre” midtjyde Søren Hjort Nielsen (der dog historisk spiller en rolle som underviser på Kunstakademiet).
Det var blot ét eksempel, jeg fremdrog og derved satte fokus på. Der er adskillige andre, jeg kunne nævne – og så er der kvinderne! Mange af disse er heldigvis blevet glimrende revitaliseret i de seneste år og i dag ved flere, hvem f.eks. Elisabeth Jerichau Baumann, Rita Kernn-Larsen, Olivia Holm-Møller, Ebba Carstensen og Christine Swane er i kraft af større særudstillinger i de seneste år.
I forlængelse heraf dukker der imidlertid et par efternavne op, som er kendte; men mest i kraft af kvindernes roller som ægtefæller til kendte mandlige kunstnere. Yrsa Lundstrøm er kun repræsenteret med ét værk i Kunstens samling, hvilket naturligvis samtidigt begrænser hendes deltagelse i den aktuelle udstilling med dette ene maleri.
En anden, som jeg dog var langt mindre bekendt med, er Agnes Weie, og her behøver man muligvis blot at nævne Edvard Weie, som selvfølgelig er til stede som et uundgåeligt modernistisk element i udstillingen. Som hustru til Edvard Weie trådte Agnes, akkurat som Yrsa Lundstrøm, selv i baggrunden med hensyn til udstillinger og offentlig kunstnerisk aktivitet.

Maleri af Søren Hjort Nielsen: ”Viadukt” fra 1951. Foto: Lars Svanholm
Væsentligt aspekt i modernismens selvforståelse
Tematisk opbygget står ”Becoming Modern” som et didaktisk glimrende lærestykke i det tema, den er disponeret omkring. Den fører os behændigt gennem de store kunsthistoriske strømninger fra 1900 til 1960, hvor modernisme, surrealisme og CoBrA udgør pejlemærker i den moderne danske kunsthistorie. Her er i al sin enkelthed tale om en relativt traditionel kronologisk og stilhistorisk visuel beretning om landets kunst- og designhistorie.
At udfordre grænserne mellem billedkunst, kunsthåndværk og design er naturligvis langt fra en ny museal strategi. Tværtimod har temaet været et væsentligt aspekt i modernismens egen selvforståelse og i den efterfølgende kunst- og designhistoriske forskning og formidling.
Enkelte værker rammer ganske vist som nævnt uden for den historiske tidsramme, men det lever man fint med, med mindre man er umanerligt pedantisk og her kan jeg som bekendt ofte gøre mig skyldig i adskillige kritiske iagttagelser med afsæt i detaljen.
Jeg vil dog blot afslutningsvis give et kritisk pip vedrørende overbelyste malerier og svært læselige værkskilte; men overordnet set viser udstillingen Kunstens samling som en lødig del af museets identitet.

I udstillingsrummets indledning beskuer man i bogstavelig forstand det indre gennem en installation, der rummer et spisestuemøblement i træ og messing af den store danske formgiver Poul Henningsen. Foto: Lars Svanholm

Installationsfoto: Et par store malerier af William Scharff i selskab med tre skulpturer af Kai Nielsen. Foto: Lars Svanholm
Udstillingen ”Becoming Modern – Danish Art & Design 1900-1960” kan ses på Kunsten Museum of Modern Art, Kong Christians Allé 50, Aalborg. Udstillingen er permanent og derved uden foreløbig udløbsdato.
KUNSTEN | anmeldelse: Becoming Modern – Danish Art & Design 1900-1960 – besøg udstillingen
KUNSTEN | anmeldelse: Becoming Modern – Danish Art & Design 1900-1960. Coverfoto: Et rum med værker af CoBrA-malerne Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen, Egill Jacobsen og Ejler Bille. Foto: Lars Svanholm
LÆS OGSÅ:
Designmuseum Danmark: Danish Modern – Dansk design i det 20. århundrede
ARoS: Picasso, Miró, Léger – modernismens mange stemmer
Øregaard Museum: Dansk art deco – Den dekorative modernisme
Den Hirschsprungske Samling: Kvindernes moderne gennembrud
Nivaagaards Malerisamling: Christine Swane
Sorø Kunstmuseum: Harald Giersing – Modernismens fortællinger
KUNSTEN | anmeldelse: Becoming Modern – Danish Art & Design 1900-1960 er frembragt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm
KUNSTEN: Becoming Modern – Danish Art & Design 1900-1960. English Abstract
Becoming Modern is a permanent exhibition at Kunsten Museum of Modern Art in Aalborg, drawn from the museum's own collection of painting, sculpture and design from 1900 to 1960. It follows modernism, surrealism and CoBrA in a largely chronological, stylistic narrative, and places art and design in dialogue: Poul Henningsen's dining-room furniture in wood and brass, Arne Jacobsen's Paris Chair (1929), Axel Salto's ceramics, Asger Jorn's Didaska I (1945), Wilhelm Freddie's surrealist works and Kai Nielsen's sculptures beside paintings by William Scharff. The show also gives space to women artists such as Rita Kernn-Larsen, Yrsa Lundstrøm and Agnes Weie. Reviewer Lars Svanholm describes a curatorial reactivation that makes familiar works feel new, with only minor criticism of overlit paintings and hard-to-read labels. Kunsten Museum of Modern Art, Kong Christians Allé 50, Aalborg.

