Ordrupgaard: Impressionismen og dens oversete kvinder

Midt for til venstre: Marie Bashkirtseff, “Selvportræt med palet”, Ca. 1883. En selvbevidst ung kvinde, som ved hvad hun vil. Desværre døde hun blot 25 år gammel af tuberkulose. Til venstre for dette ses hun grædende. Et usædvanligt motiv. Midt for til højre: hendes “Portræt af en kvinde (L’Orientale)”, udateret. Yderst til højre: “Pariserinde, portræt af Irma, model på Académie Julian”, 1883. Tekst & foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

✮✮✮✮✮✮

‘ ….. åbner op for nye fortællinger og perspektiver på impressionismens banebrydende maleri og dens kunstnere ……’

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

I år er det 150 år siden, at kunstretningen impressionismen fik sit navn. Og det var som bekendt ikke positivt ment. Navngivningen fandt nemlig sted i det franske vittighedsblad Le Charivarri, hvor journalisten Louis Leroy nedladende kaldte de udstillende kunstnere for impressionister.

Navnet impressionisme henfører til et af de udstillede billeders titel Impression. Soleil levant (Indtryk. Solopgang). Billedet var malet af Claude Monet, der sammen med kunstnerkolleger som fx Pissarro, Renoir, Sisley og Degas udstillede i den berømte fotograf Nadars atelier på Boulevard des Capucines.

Indtil 1875 fulgte yderlige syv udstillinger, som ligeledes vakte forargelse og skandale. Resten er historie. I dag hører impressionistiske malerier til blandt de mest eftertragtede kunstværker på de toneangivende kunstauktioner, hvor værkerne som oftest opnår astronomiske salgspriser.

Ordrupgaards vinkel – Oversete kvindelige impressionister

Ordrupgaard har valgt at markere jubilæet med en stor udstilling af impressionistiske malerier. Men ikke med fokus på de bedst kendte kunstnere. Museet har derimod valgt at præsentere fem hidtil ofte oversete kvindelige malere fra perioden med udstillingen “Impressionismen og dens oversete kvinder”.

Berthe Morisot: “Dame med vifte. Portræt af madame Marie Hubbard”, 1874. Maleriet erhvervede Ordrupgaards stifter, Wilhelm Hansen, i 1916. Dermed sikrede han Morisot en særlig plads i samlingen. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

To af udstillingens kunstnere er dog knap så oversete. Det drejer sig om franske Berthe Morisot (1841-95) og amerikanske Mary Cassatt (1844-1926). Begge har tidligere været præsenteret på Ordrupgaard (i hhv 2012 og 2013), men de fortjener i høj grad at få yderligere opmærksomhed. Det samme gælder de øvrige mindre kendte kvindelige kunstnere: franske Eva Gonzalès (1849-83) og ligeledes franske Marie Bracquemond (1840-1916) samt russisk-ukrainske Marie Bashkirtseff (1858-84).

De valgte kvindelige kunstnere havde det til fælles, at de alle fortrinsvis levede og arbejdede i Paris – Europas hovedstad, når det gjaldt kunst på den tid. Og så havde de lyset som inspirationskilde.

Begrænsninger for kvinder

For kvinderne var de mange nye tilbud i det moderne liv i Paris begrænsede sammenlignet de muligheder, deres mandlige kolleger som Monet, Manet, Degas m. fl. nød godt af. Som ugifte kvinder af borgerstanden måtte de kun forlade deres bolig med ledsager, hvis de ville besøge offentlige caféer, restauranter og teatre – uden at miste deres gode omdømme. Deres domæne bestod primært af hus, have og den familiære omgangskreds.

Mary Cassatt, “Siddende kvinde med et barn på sine arme”, ca. 1890. Typisk motiv for Cassatt.

Med hensyn til faglig uddannelse var kvinderne også begrænsede i forhold til deres mandlige kolleger, som fx kunne få uddannelse på det statslige akademi Ecole de Beaux-Arts. Her fik kvinder først adgang fra 1897.

Enkelte kendte mandlige malere tilbød dog kvindelige kunstnere privatundervisning – ikke sjældent til dobbelt takst i forhold til de mandlige elever! På de store årlige Saloner blev medaljer, priser og udmærkelser i reglen tildelt mænd.

Typiske kvindeskæbner

Ordrupgaards kvindelige malere fik skæbner, som var typiske for kvinder i det 19. århundrede: Mary Cassatt forblev ugift, Eva Gonzalès døde kort tid efter fødslen af hendes første barn, og Marie Bracquemond blev presset af ægtemanden til at opgive kunsten for at bevare freden i familien,

Marie Bashkirtseffs liv blev kort: hun døde blot 25 år gammel af tuberkulose. Kun Berthe Morisot opnåede den sjældne lykke at finde en mand, som bakkede hende op efter indgåelse af ægteskab og fødsel.

Tv. Mary Cassatt, “ Susan trøster babyen nr. 1”, ca. 1881. En typisk handling for en kvinde dengang. Th. En atypisk situation: en far, der leger med sin datter. Berthe Morisot, “Eugène Manet og hans datter i Bougival”, 1881. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

Udstillingens temaer

Ordrupgaards udstilling følger de kvindelige kunstneres kamp for en plads i kunsthistorien og undersøger, hvilket aftryk deres værker efterlod på tidens kunstscene. Det gælder både på de uafhængige impressionist-udstillinger og på de store, censurerede udstillinger på Salonen.

Berthe Morisot

Berthe Morisots motiver var typisk kvinder og børn. Det skyldtes primært, at kvinder dengang ikke kunne færdes uden for hjemmet uden en chaperone. Til gengæld kunne hun som kvinde komme tæt på kvinder i deres daglige liv.

Morisot malede ofte de rige og smukke, moderne kvinder. Karakteristisk for hendes malemåde er de hurtige penselstrøg og at personerne falder i med baggrunden. Dermed bliver billederne nærmest abstrakte, hvilket er kernen i den impressionistiske malerkunst. Læg hertil, at hun var inspireret af førende kunstnere fra det 18. århundrede som fx Chardin, Watteau, Fragonard og Boucher. Det fremgår af seneste forskning publiceret i Berthe Morisot: Shaping Impressionism (2023).

Mary Cassatt

Mary Cassatt malede hele karrieren igennem billeder, der viser det tætte forhold mellem mor og barn ofte med inspiration fra Bibelens billeder af Maria og Jesusbarnet. Disse billeder er formentlig årsagen til, at hun blev undervurderet som kunstner af de efterfølgende generationer.

Først når man ser på hendes øvrige produktion, opdager man hendes fulde talent. Her dukker selvbevidste kvinder frem fremstillet som tænksomme og handlekraftige personer. Desuden benyttede Cassatt originale kompositoriske virkemidler. Fx anvendte hun hyppigt spejle bag de portrætterede, så man også kan se, hvad der foregår foran dem.

Cassatt var også en fremragende grafiker. Mest kendt er hun for en serie farvetryk af moderne kvinder inspireret af japansk kunst, som hun så på en udstilling i Paris omkring 1890. Hvor de japanske tryk med deres markante billedafskæringer var træsnit, benyttede Cassatt ætsning og akvatinte. Såvel emne som farvevalg er meget varieret. Fire af disse tryk er med på udstillingen.

Mary Cassatt, “Efterår, portræt af Lydia Cassatt”, 1880. Cassatt når hun er bedst. Her en tænksom kvinde – hendes søster. Lydia er formentlig stærkt berørt af en nyresygdom, der tog livet af hende to år efter. De falmede farver symboliserer hendes skrøbelige helbred. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

Marie Bracquemond

Marie Bracquemond elskede at male i naturen. Foretrukne motiver var søsteren Louise og sønnen Pierre, der selv blev maler. Hun levede isoleret fra de øvrige impressionistiske kolleger uden for Paris – efter krav fra den jaloux ægtemand Felix. I et maleri af ægteparret fremstiller hun sin mand som fuld af mistro, mens hun selv længes efter at male i naturen.

Marie Bracquemond: “Selvportæt”, ca. 1870. Bracquemond ses forfra mod en gylden baggrund. Hendes mine er alvorlig, og blikket indadvendt og tænksomt. Den frontale komposition minder om fortidens religiøse ikoner, men Bracquemonds figur er udpræget moderne. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

Eva Gonzalès

Eva Gonzalès hovedtema var kvinden som et selvstændigt individ – ligesom Morisots. Som elev af Manet lod hun sig ofte inspirere af dennes motiver. Se fx “Hornblæseren”, 1870. Hendes hovedværk forestiller søsteren i operaen med en mand. Gonzalès udstillede i Salonen – ikke på impressionisternes udstillinger.

Eva Gonzalès, “Hornblæseren”, 1870. Forekommer motivet bekendt, er det ikke uden grund. Det er inspireret af hendes lærer

Édouard Manets “Fløjtespilleren”, 1866. Den væsentligste forskel er valget af instrument.

Marie Bashkirtseff

Marie Bashkirtseff tilhørte ikke impressionisternes kreds, men hun delte deres ambition om at være en kunstner af sin tid. Hun faldt ikke i alle impressionisters smag. Degas brød sig bestemt ikke om hendes personlighed. Efter hans mening var hun ”en kvinde, der burde piskes offentligt”. Og Berthe Morisot anså hendes maleri som middelmådigt.

Den slags lod Bashkirtseff sig ikke mærke med. Det ses tydeligt på hendes “Selvportræt med palet”, ca. 1883. Her har hun sat sig selv i scene som mandlige kunstnere ville have gjort: foran et staffeli med pensler i hånden. De færreste kvindelige malere dengang ville have vovet det.
Det er i øvrigt ikke til at se, at hun på dette tidspunkt officielt var blevet diagnosticeret med tuberkulose og nu var så godt som døv.

Modellerne

Ordrupgaards udstilling fokuserer også på, hvordan de kvindelige kunstnere selv medvirkede som modeller for flere af deres mandlige kolleger.

Eva Gonzalès var undertiden model for Manet, som hun var elev af. Bedst kendt er et portræt fra 1870. Manet portrætterede ligeledes Berthe Morisot – endda hele 14 gange over seks år. Et af portrætterne “Berthe Morisot med en buket violer”, 1872, er nærmest blevet ikonisk.
Degas malede et portræt af Mary Cassatt mellem 1880 og 1884, da hun var i fyrrerne. Desuden indgår hun i hans værk “Mary Cassatt at the Louvre”. Motivet findes både som ætsning og som pastel over ætsning. Hun var dengang hans elev.

Ordrupgaards udstilling om oversete, kvindelige impressionistiske malere indledes paradoksalt med Édouard Manets ikoniske maleri “Frokost i det grønne” – eller rettere studiet til det fra 1863. Det overrasker, for Manet følte sig ikke som impressionist – og han udstillede aldrig med gruppen af impressionister. Baggrunden for valget er, at Manet lagde grobunden for den senere impressionistiske bevægelse. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

Kvindernes identitet

Marie Bashkirtseff stod ikke model for de mandlige kunstnere. Måske skyldes det hendes feministiske synspunkter? Et af hendes bedst kendte udsagn er: “Let us love dogs, let us love only dogs! Men and cats are unworthy creatures.”

Udstillingen undersøger ikke blot måden, hvorpå disse kvinder er malet, men interesserer sig også for deres identitet, hvilket åbner op for nye fortællinger og perspektiver på impressionismens banebrydende maleri og dens kunstnere.

Vurdering

Efter en række velbesøgte udstillinger med nordiske kunstnere er Ordrupgaard tilbage på sit velkendte domæne med værker fra impressionismen, som museets samling er så rig på. Og så tillige med en ny og interessant vinkel.

De fleste kunstinteresserede føler sig formentlig fortrolige med impressionismen, men hvis de ønsker at blive klogere på denne kunstretning, er det Ordrupgaard, de skal opsøge i den kommende tid. De kvindelige impressionister fortjener nemlig i høj grad større opmærksomhed. De har ufortjent stået i skyggen af deres mandlige kolleger, hvilket udstillingen fuldt ud dokumenterer. Også kvinderne var lysets mestre!

Hertil kommer fortællingen om, hvordan de kæmpede for accept i en mandsdomineret verden, men også beretningen om, hvordan de trods alle odds kom til at spille en betydelig rolle i samtiden både som modeller og udøvende kunstnere.

Kort sagt

En imponerende bedrift af Ordrupgaard ved museets mangeårige direktør, Anne-Birgitte Fonsmark og kurator Dorthe Vangsgaard Nielsen. Kan man forestille sig en mere imponerende afskedsudstilling for Fonsmark end denne pragtudstilling med oversete, impressionistiske mesterværker fra hele verden?

Jeg glæder mig i øvrigt til at anmelde Anne-Birgitte Fonsmarks kommende bog “Billede for billede. En fortælling om Ordrupgaards stifter Wilhelm Hansen”. Den udgives af Strandberg Publishing senere på måneden.

Udstillingen rummer også enkelte værker af mandlige kunstnere. Her Pierre-Auguste Renoir, “I teatret”, 1876-77. I modsætning til de kvindelige kunstnere kunne de mandlige kunstnere færdes frit i samfundet uden at miste deres gode renommé. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

Ordrupgaard: Impressionismen og dens oversete kvinder – vises til og med den 20. maj 2024. Herefter vil den blive præsenteret på The National Gallery of Ireland i Dublin. Udstillingen ledsages af et katalog, der er udgivet på såvel dansk som engelsk. Det indeholder artikler om udstillingens fem kvindelige kunstnere af førende specialister. Ordrupgaard fortsætter den impressionistiske fortælling med Ai Weiwei version af Monets åkander udført i LEGO-klodser umiddelbart efter.

Ordrupgaard: Impressionismen og dens oversete kvinder – se mere her

Ordrupgaard: Impressionismen og dens oversete kvinder er anmeldt af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.

Redaktion: Jesper Hillestrøm