Tårnby Teater: CHARLIE & CHOKOLADEFABRIKKEN

Fotograf: Thomas Findval Sølvskov
✮✮✮✮
' ……. det er herligt at mærke den entusiasme, positivisme og ildhu, der udfolder sig ……. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Charlie Bucket, Julian Gregoriou, og hans familie er fattige. Charlie elsker chokolade og kan hver dag dufte den dejlige chokolade fra chokoladefabrikken. Én gang om året, på hans fødselsdag, får han et stykke chokolade i fødselsdagsgave af familien. Kun chokoladedirektøren Willy Wonka, Asger Nordbæk Rasmussen, er den eneste som nogensinde har været på chokoladefabrikken.
Asger er vældig god som Wonka. Han er tilpas overspillet og rammer sjælen i rollen. Han kan synge og spille teater. Ham kommer vi til at se mere til på de store scener. Et fint talent. Wonka har ikke lokale folk ansat på sin fabrik, men har adopteret stammefolket Oompa-Loompa’erne, de har alle mulige funktioner i forestillingen, og ansat dem på fabrikken.

Fotograf: Thomas Findval Sølvskov

Fotograf: Thomas Findval Sølvskov
Wonka inviterer fem vindere….
En dag bestemmer Wonka sig for at vise sin hemmelige verden frem og udskriver en konkurrence: I fem af hans chokolader vil der være en guldbillet. Hvis man finder én af disse billetter, vinder man en tur rundt på Wonka’s chokoladefabrik. Konkurrencen forgår over hele verden og fire børn og Charlie vinder en billet. Men det er ikke en helt almindelig fabrik, faktisk er der farligt og man kan risikere liv og lemmer.
Tårnby Teater har løst de omfattende scenografiske omkostninger ret godt, og der er masser af plads i den gamle skolegård til at boltre sig på. De fem børn bliver inviteret indenfor hos Wonka og så starter løjerne.

Fotograf: Thomas Findval Sølvskov

Fotograf: Thomas Findval Sølvskov
De sjove vindere
Præsentationen er morsom. Første barn, Oscar, har mor med og de er fra Bayern. Drengen er besat af at spise og Oscar kan ikke lade chokoladefloden, der løber ned ad væggen, være. Han falder i og bliver slugt ned i et karamelrør. Det viser sig at Wonka ikke kan fordrage uartige og grådige børn eller voksne, og hvem kan det!
En far med sin datter er fra Californien og her er det faderen, Sebastian Brinck Nielsen, som tager esset hjem. Han er aldeles humoristisk. En selvglad udhalertype med åbenstående skjorte. Hans datter Selma tygger tyggegummi, men lytter ikke til Wonka og sluger det. Hun svulmer op og eksploderer. Som et overmodent blåbær.
Tredje par, mor og søn, Mike, er fra Idaho og det går helt galt for ham. Mike sidder og spiller hele dagen og vil gerne være en del af et fjersynsspil. Det bliver han, til gengæld bliver han lille bitte og hans mor kan have ham mellem to fingre. Det fjerde barn og hendes far er fra Rusland. Hun er en hysterisk balletprinsesse, Figga Vive Andersen, der tror hun kan få alt. Figga er er godt valg til rollen, hun er har hele paletten. Da hun vil have et egern bryder verden sammen, men egerne tager hende med og splitter hendes krop ad. Ja, det er makabert, men KULTURINFORMATIONs junioranmeldere, Astrid og Edith på henholdsvis 6 og 8 år, morede sig højlydt. Selvom de medvirkende børn kom til skade eller forsvandt undervejs, har stykket en humoristisk tone og de ved, at det hele foregår i et urealistisk fantasiunivers.

Fotograf: Thomas Findval Sølvskov

Fotograf: Thomas Findval Sølvskov
Charlie
Nu er der kun Charlie og hans bedstefar tilbage og Charlie har ingen krav eller ønsker. Han elsker bare chokolade og sin familie. Det er i virkeligheden en rørende historie. Vi kommer gennem mange lag af følelser og da Charlies mor, Maria Kinnerup, synger om Charlies far, der ikke er mere, og deres savn, er det indlevende, rørende og smukt. Maria synger strålende og har en dejlig sødme og varme.
Astrid & Edith er begejstrede
Stykket er meget mere en sjov og ballade, der er mange pointer og flere moraler: Hvis du er ihærdig nok kan du nå dine mål. Drømme kan faktisk blive til virkelighed, hvis du ønsker det stærkt nok. Du kan meget mere end du tror. Det er vigtigt at behandle andre, som du selv ønsker at blive behandlet. Dét og meget mere fik vi talt om på vejen hjem. Alt i alt er det en forestilling, hvor lidt af hvert bliver serveret og sådan skal det være med teatret. Astrid og Edith levede sig fuldstændig ind i handlingen, de var begejstrede.
Det er ikke alle scener man har løst lige fikst, men der er ingen grund til at gå i detaljer. Dog kunne nogle af stemmerne godt have været stærkere og ind imellem bærer det præg af, at det er utrænede folk vi ser på scenen. Bl.a. er Julian Gregoriou som Charlie lidt svag i sin sang, men det opvejes af hans glimrende spil. Der er krummer i den dreng. Koreografien er til tider tung, men der bliver danset i takt og de store ensemblenumre fungerer godt også sangmæssigt. Man skal tilpasse koreografien til forskellige aldre og differencerede niveauer, og det har Mark Agerskov Krab gjort.
Det ses tydeligt, at der er blevet øvet en del. Som helhed er der fart og dynamik over forestillingen. Det er herligt at mærke den entusiasme, positivisme og ildhu, der udfolder sig. Jeg ender på fire stjerner fordi initiativ og indsats har en vis gennemslagskraft. Det kan godt være at det er amatørteater, men det er virkelig godt og underholdende.

KULTURINFORMATIONs smarte anmelderteam: Frevert 1, Frevert 2 & Frevert 3

Fotograf: Thomas Findval Sølvskov
INSTRUKTØRER: Peter Martin Mejndor, Ida Møller Mikkelsen. KOREOGRAF: Mark Agerskov Krab. KOR- & SANGCOACHES: James Lanusga Gaite, Benedikte Berg Wøhlk. SCENOGRAF: Henrik Arndt Lötschberg. KOSTUMIER: Sebastian Brinck Nielsen. PRODUKTIONSLEDERE: Signe Wriedt Jakobsson, Hans Nordbæk Rasmussen. FORFATTER: Roald Dahl. MANUSKRIPT & OVERSÆTTELSE: David Grieg, Mathias Flint. MASKER & STYLING: Sebastian Brinck Nielsen. LYD- & LYSDESIGN: Carl Nordbæk. Rasmussen, Hugin Ravn Hendriksen. MUSIK: Marc Shaiman, Scott Wittman, Doug Bestermann, Bricusse & Newley. LICENSBUREAU: Music Theatre International.
Tårnby Teater: CHARLIE & CHOKOLADEFABRIKKEN. Englandsvej 290, 2770 Kastrup. Forestillingen spiller til 5. september 2025.
Tårnby Teater: CHARLIE & CHOKOLADEFABRIKKEN – se mere her
Tårnby Teater: CHARLIE & CHOKOLADEFABRIKKEN er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

