Vi savner DR Koncerthuset

Vi savner at gå til koncerter i DR Koncerthuset. Vi savner DR Symfoniorkesteret. Vi savner at sidde i den smukke og akustisk velindrettede koncertsal, der på behageligste vis kaster orkesterets sprøde lyd tilbage til vore længselsfulde øregange. Vi savner spitzenklasse. Jeg savner Brahms’ Requiem – det næstsmukkeste korværk jeg kender.

Jeg har skam prøvet at lytte til andre opførelser af Brahms’ Requiem. På en tur til London blev jeg opmærksom på en opførelse af værket i St Martin-in-the-Fields. Der havde kun været råd til et halvt orkester, og derfor havde organisten transkriberet udvalgte stemmer fra det manglende orkester til orgelet. Godt nok har stykket en orgelstemme, men den gør sig bedst i baggrunden. Med fare for at fornærme alle, der har engelsk som modersmål, må jeg i øvrigt bare konstatere: Please refrain from any singing in German, please.

En dødsmesse

Oprindeligt gav Johannes Brahms værket arbejdstitlen “En tysk dødsmesse af en slags”, og på nær to kilder henter han al teksten fra Bibelen, som vi kender den i dag. Brahms kendte sin lutherske bibel indgående og bruger mange bibelvers, der taler om trøst og ikke mindst om opstandelsen. Disse tekstvalg gør, at grundtonen i dødsmessen bliver alvorlig, men samtidigt lys og optimistisk – selv hos kontrabasserne, når de får lov til at stryge løs på deres dybeste streng.

I den første og den sidste sats sørger Brahms for, at der løbende, som smukke toneklaser, hænger lyse f-dur akkorder hos blæserne i orkesteret. Disse smukke toner er næsten ikke til at få ud af hovedet, når først de har kærtegnet dine trommehinder.

I tredjesatsen lægger den mandlige solist ud med at bede om hjælp til at forstå, hvordan livet vil slutte. Hans sang akkompagneres af et alvorsfuldt kor og orkester. Midt i satsen skifter tonearten fra d-mol til d-dur. Solisten synger nu om håb. Kontrabasserne spiller vedvarende deres dybeste grundtone, som giver os en følelse af håb. Men hov, er den dybeste streng ikke et e hos kontrabasserne? Fungerer det, når der spilles i d-dur? Godt hørt, kære læser! Brahms beder da bare kontrabasserne om at stemme deres i forvejen dybeste streng en tone lavere. Hvor svært kan det være!

Imens Brahms er igang med at komponere sit requiem, dør hans mor. Det får ham til at tilføje endnu en sats til stykket, som synges af en sopran. Sopranen træder i stedet for Brahms’ mor, og hun trøster ham med sin sang: “Som en mor trøster sin søn, vil jeg blive ved med at trøste jer …” Satsen Ihr habt nun Traurigkeit er meget smuk, men bestemt ikke nogen ekspeditionssag for en sopran. På mange indspilninger kan man høre, at solisten i femtesatsen skal kæmpe for at få den knudrede tekst til at lyde naturlig. I det hele taget er det at synge værket ikke nogen ekspeditionssag. Jeg overværede engang en, i øvrigt skøn, opførelse, hvor dirigenten inden start proklamerede, at der ville være et lille kvarters pause i midten af opførelsen, således at koret kunne hvile stemmerne.

112 forskellige indspilninger

For halvandet års tid fandt jeg behov for at lede efter en indspilning af Ein Deutsches Requiem efter min smag. Jeg gik ind på min streamingtjeneste og fandt hele 112 forskellige indspilninger af værket. Det var bare at begynde fra en ende af, men jeg fik uforvaren hjælp af Brahms, årtier før man kunne optage musik på en fonograf. I Ein Deutsches Requiem lægger Brahms nemlig hårdt ud ved allerede 31 takter inde i førstesatsen at tvinge sopranerne op på det høje a. De skal synge tonen, mens de øger styrken og straks efter formindsker den igen. På ca. to ud af tre indspilninger skriger sopranerne i takt 31, og når de gør det, stopper jeg afspilningen.

Omkring halvvejs igennem de 112 indspilninger støder jeg ind i en udgave, hvor sopranerne faktisk synger det høje a i takt 31. Koret fortsætter med at synge med stort overskud hele værket igennem og nej – solisten i femtesatsen skal på ingen måde anstrenge sig for at komme igennem Ihr habt nun Traurigkeit. Denne indspilning virker umiddelbart til at være i en klasse for sig selv. Jeg kigger nærmere på det mørkegrønne cover. Til min overraskelse er indspilningen 20 år gammel og stammer fra Rosenørns Allé. Jeg havde fundet en indspilning med DR Koret og DR Symfoniorkesteret. Vi lægger Inger Dam-Jensen og Bo Skovhus oveni, der begge leverer deres partier med stort overskud. Som dirigent samler Gerd Albrecht trådene efter sin forståelse af sit hjemlands musik. Hørt fra mine øreganges perspektiv er denne indspilning fuldendt! Hvorfor lede videre?

Selv om Johannes Brahms mest er kendt for sine orkesterværker og kammermusik, ligger den største volumen af hans produktion i sangafdelingen. Brahms arbejdede i flere perioder af sin karriere med kor, og når han komponerer musik, der skal synges, er han på sin helt egen hjemmebane. Omtrent 15 år efter at Brahms har færdiggjort Ein Deutsches Requiem, dør hans gode ven Anselm Feuerbach. Brahms kan jo ikke skrive endnu en dødsmesse, så i stedet vælger han at komponere Nänie. Værket består blot af én sats og varer ca. et kvarter. Lydbilledet er fortættet, og koret kommer på hårdt arbejde, hvor sangerne på skift skal glide halve toner op og ned, mens de til tider forskudt synger ordene fra et digt af Friedrich von Schiller. Brahms har efter min mening overgået sig selv. Nänie er det smukkeste korværk, jeg indtil videre nogensinde har hørt.

Den inderlige, følsomme og ofte melankolske tone, som Johannes Brahms væver ind i sin musik, er bestemt en stil som, efter min mening, ligger tæt op ad en nordisk stemning og poesi. Jeg har for eksempel overværet en særdeles vellykket koncert i DR Koncerthuset, hvor man opførte en symfoni af Carl Nielsen og en af Johannes Brahms. Uden overhovedet at sammenligne de to komponisters håndværk er der for mit vedkommende ingen tvivl om, at deres tonesprog læner sig op ad hinanden. Jeg tror ikke kun, at Brahms ofte er på programmet i DR Koncerthuset for publikums skyld – jeg bilder mig ind, at DR Koret og DR Symfoniorkesteret selv har fornøjelse af at synge og spille hans værker.

Jeg undres derfor ikke længere over, hvorfor det hver gang er en fantastisk oplevelse, når DR Koncerthuset opfører musik af Brahms. Det er ikke bare fordi, jeg har oplevet, hvad der sker, når amatører prøver kræfter med hans Requiem. Det er heller ikke bare på grund af min yndlingsindspilning fra Radiohusets Koncertsal. Jeg overværede for eksempel en mindeværdig opførelse i 2012 med Herbert Blomstedt i DR Koncerthuset.

Nedtælling til 2021

Desværre måtte DR Koncerthuset aflyse her i påsken 2020. Det ville utvivlsomt have været ‘spitzenklasse’. Så kære DR Koncerthus: vi glæder os til at besøge dig igen den 22. april 2021 og glem ikke snart at sætte Brahms’ Nänie på programmet.

Se mere på: https://drkoncerthuset.dk

Foto: Manuel Nägeli on Unsplash

Indlægget er skrevet af Festus og Selina Steinmeier, KULTURINFORMATION