Teater

Amager Revyen 2025: ET RÅB OM HÅB

Amager Revyen 2025: ET RÅB OM HÅB

 

 

 

 

 

 

 

 

Amager Revyen 2025: ET RÅB OM HÅB

Foto: Jimmi Billeskov Rosenkilde

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ….. en festlig aften …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Amagerrevyen har i år fået undertitlen ET RÅB OM HÅB, og det er noget vi alle kan relatere til i en tid, hvor parter strides og vi hver dag bliver bombarderet med verdens fortrædeligheder. Revyen er lokalt forankret og det fornægter sig da heller ikke i mange af teksterne, at der er en del lokalpatriotisme, men ellers løfter revyen sig langt ud over Amagers kyster.

Lad os håbe så højt vi kan

Det er sjette sæson Amagerrevyen løber af stablen og denne gang er den flyttet ind i større lokaler i Markmandsgade, retro og hyggeligt. Der er mulighed for en dejlig buffet inden forestillingen, så rammerne er sat. De tre kvindelige skuespillere, Mille Berg, Frida Sigurth og Dorte Munksgaard er kærkomne gengangere fra de to tidligere år. Herresiden er to nye friske kræfter Simon Nøiers og Anders Aamodt.

 

Igen i år har Instruktør Mikkel Reenberg valgt, at skære revyen over den traditionelle revylæst, hvad der altid er sikkert, trygt og genkendeligt. Første akt starter med en sød tekst om at ’Lad os håbe så højt vi kan’, og vi får vished for at de fem spillere synger fortrinligt.

 

Vi skal hen til fjerde nummer med Dorte der kauserer over sin lysegrønne ø, der måske ikke bliver ved med at være så grøn, hvis der ikke bliver passet på den.

 

Dorte og Mille har en fin sketch med tekst af Benny Bang Jensen, om at der altid er to sider af en sag. Altså er bægeret halvt fuldt eller halvtomt, vældig vittig.

 

 

 

 

 

 

 

Amager Revyen 2025: ET RÅB OM HÅB

Foto: Jimmi Billeskov Rosenkilde

 

 

 

 

 

 

Amager Revyen 2025: ET RÅB OM HÅB

Foto: Jimmi Billeskov Rosenkilde

 

 

 

 

 

 

 

Kaffepause & TEMU-land

Aftenens store overraskelse er Simon Nøiers. I hans nummer ’Kaffepause’, er du ikke i tvivl om, at der er krummer i ham. Han afleverer en lille svada til det danske kaffedrikkende folk, der altid kan ordne alt over en kop kaffe eller to!

 

I nummeret ’De unge håb’ med Frida, Mille og Simon, er en fin stille sang med tekst af Frida Sigurth og musik af Christian Dahlberg, om vigtigheden af, at vores børn og unge mennesker er vores fremtid og dem skal der sørges ordentligt for i skolesystemet.

 

Dorte har en skøn monolog om ’Sonjas farvel’, som er en fortsættelse af Sonjas meritter fra sidste år. Hun har endelig fundet en mand og nu er det farvel med en pakket kuffert. Den sad lige i skabet. Teksten var Dortes egen.

 

Sidste nummer i første akt var et levendegjort TEMU marked, ’ Alice i Temu-land. Ret fikst fundet på, tematiseret over Alice i Eventyrland. De velkendte figurer fra eventyret var med og der var hatte på hylderne, giftigt legetøj i kasser og en masse andet bras. Det var en herlig afslutning på en lidt tynd første akt. Tekst Frida Sigurth, musik Trad.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Amager Revyen 2025: ET RÅB OM HÅB

Foto: Jimmi Billeskov Rosenkilde

 

 

 

 

 

 

 

Anden akt

Anden akt starter med et festligt potpourri om Amager og igen er det en fornøjelse når alle fem medvirkende synger sammen. Et festligt nummer er ’Tagforeningen’ har møde. Fem af Københavns tårne er fikst præsenteret ovenpå hovederne af hver skuespiller. Mødet drejer sig om optagelse af et nyt tårnmedlem. Vi kommer vidt omkring i tårnenes verden, men det nye medlem får afslag. Tekst Per Kurtzhals, musik Dan Ejlersen.

 

Et af aftenens bedste numre er ’De-sidste-sciple’. Der er dækket op til 13, Jesus og de 12 disciple. Desværre er det kun Matthæus og Thomas der kunne komme. Vi får så at vide hvorfor hver enkelt er fraværende, også Jesus. Anders og Simon er mere end morsomme og teksten er meget fornøjelig.

 

Der er et gensyn med Ole Sprogøre, som ’søger nye græsgange’. Mille er igen forrygende som Ole, der bare ikke kan sætte ordene rigtigt efter hinanden, men får sat nogle sætninger sammen der er aldeles vanvittige. Selvom vi har set konceptet tidligere, holder det igen. Ikke alene fordi teksten er genial, men Mille er helt igennem overbevisende. Hendes tilsyneladende nonchalante og hæmmede fremtoning, er en blivende karakter værdig. Teksten er Milles egen.

 

Frida og Simon har et rap nummer sammen, 2300 Wolt, hvor de bringer alt ud til borgerne på Amar, leveret af Wolt. De klær` hinanden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dansk Revy

Foto: Jimmi Billeskov Rosenkilde

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Revy i årtier

Et medley over gamle revynumre er et must, når det er 175-året for Dansk Revy, så det blev vi ikke snydt for.

 

Simon fremførte det gamle legendariske revynummer ’Vi er alle i samme båd’ fra Hornbækrevyen 1944. Dengang var det Helge Kjærulff-Schmidt der med rumsterstang og pegepind, pegede på en tegning af det danske samfund i en synkende skude. Ulf Pilgaard optrådte i Cirkusrevyen med en udgave om Muhammedkrisen i 2006. Nu er det Simon der har overtaget stafetten. Det kæntrede Danmark er skiftet ud med hele verden, placeret i en synkende båd og der bliver pirket til statsledere og andre. Men ikke råt og brutalt nok. Teksten kunne godt have haft mere bid – den er lidt slatten. Det er berømte revyskuespillere der tidligere har leveret visen, men det ser ikke ud til at påvirke Simon. Han har både stemme og format til at præsentere den.

 

Et finalenummer skal der til efter revyens 23 numre. Som helhed var det en festlig aften og anden akt fik tempoet op. Instruktør Mikkel Reenberg har gjort et fint stykke arbejde. Kapelmester Christian Dahlberg og musiker Peter Ravn er solide og en god støtte for skuespillerne. Måske er der lidt rigelig koreografi, som bliver lidt corny og med mange gentagelser. Man kunne godt have droslet lidt ned, men til de medvirkendes ros skal siges, at de var meget præcise. Og i sidste ende er det et temperaments spørgsmål.

Revy-sommeren 2025 er skudt i gang med manér

Amagerrevyen lægger ud som de første af mere end 20 revyer over hele det danske land. Med Amagerrevyen 2025 som startskud på sæsonen, kan det ikke blive andet end en dejlig revysommer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dansk Revy

Foto: Jimmi Billeskov Rosenkilde

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Amager Revyen 2025: ET RÅB OM HÅB – holdet: Skuespillerne: Dorte Munksgaard, Simon Nøiers, Mille Berg, Anders Aamodt og Frida Sigurth. Kapelmester Christian Dahlberg og guitarist Peter Ravn. Instruktør Mikkel Reenberg. Revyen spiller til 4. maj 2025.

 

 

 

 

Amager Revyen 2025: ET RÅB OM HÅB – se mere her

 

 

 

 

 

Amager Revyen 2025: ET RÅB OM HÅB er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm