Litteratur

ANE RIEL: SMÅ STØD

ANE RIEL: SMÅ STØD

 

 

 

 

 

 

 

 

ANE RIEL: SMÅ STØD

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

‘ …… kommer vidt omkring i sindets krinkelkroge …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

Dette er Ane Riels femte udgivelse, og hendes første novellesamling. Ane Riel har en hel særegen stil. Hun formår at skildre personer og stemninger, i få og velvalgte sætninger. Hendes personkarakteristikker er mesterlige, du lærer hurtigt persongalleriet at kende. Allerede efter få sætninger kan man se dem for sig i den situation de befinder sig i.

 

Ane Riel udtrykker sig sjældent direkte og det svider og ryster en, når man opdager den gru, der bliver rullet ud for åbent tæppe. Helt almindelige mennesker – eller er de? – får her mulighed for at komme med deres inderste tanker og lyster. Disse 11 noveller er næsten mere pågående end hendes tidligere udgivelser.

 

Ane Riel (f.1971), er uddannet på Århus Universitet. Inden Ane Riel blev romanforfatter, har hun udgivet en række børnebøger, skolebøger om malerkunst, arkitektur og multikunstneren Storm P. Hun udkommer i dag på 31 sprog.

SMÅ STØD

Det kan godt være at det er små historier, men de fylder stort i ens bevidsthed. Hver fortælling har sit eget væsen. På første side bliver vi præsenteret for noget så appetitligt, saftigt og lækkert som appelsiner. Det er en smuk optakt, som ender i en slags blodrus.

 

– Historien om lille Ida der gemte sig og aldrig blev fundet, er så realistisk at man får myrekryb.

 

– I den tredje novelle kender vi igen Anes humoristiske og spiddende stil. Assurandørens kone stjæler hatte, og det er ikke bare almindelige tyverier, de skal helst stjæles direkte fra offerets hoved. Den er helt vidunderlig og morbid.

 

– Farmors begravelse er heller ikke for sarte sjæle. Farmor får nyt liv fra kistens indre.

 

– Vi kender følelsen af at vi genkender nogen, men alligevel er du ikke sikker. Er det ønsketænkning, bliver du tiltrukket af den anden person eller er du bare nysgerrig? En togtur kan give mange oplevelser.

 

– Kan man virkelig lette fra jorden? Nej. Jo, måske er det muligt.

 

– Beskrivelsen af en familie der arbejder sig op fra bunden, til at bo i palæ, rammer som en tsunami. Snobberiet vil ingen ende tage og de er fortaber sig i deres egen kompromisløse verden. Den lille pige i familien får en lillebror og hvilken lillebror.

 

– En utro ægtemand stikker hovedet lidt for langt ind i hybenroserne og det kan være farligt. Historien om Knud-Arne er i særklasse. Den stille anonyme eksistens, der har et vildt indre liv. Måske også et andet syn på omgivelserne, der aldrig kommer frem i lyset. Det mest tankevækkende i mange af disse noveller er at det næsten kunne være ens nabo eller genbo der blev fortalt om.

 

Den sidste novelle viser en anden side af Ane Riel i forhold til de andre noveller. De kredser alle om at dø på mange måder, men her bliver historien personlig og sårbar. Tabet af en der var med fra begyndelsen af ens liv, ens mor. Det er en smuk og rørende fortælling som ikke bliver sentimental, men efterlader læseren med positive tanker til ens kære man har mistet.

Eftertænksom læsning til sommerferien

Hvis man aldrig har læst nogle af Ane Riels romaner, vil det være herlig læsning i sommerferien. Efter den første: Slagteren i Liseleje (2013), må jeg indrømme at de efterfølgende hurtigt blev læst.

 

Nu har Ane skrevet en række noveller og det er jo en hel anden genre, hun her har kastet sig ud i. Noveller er en vanskelig størrelse, for der er meget der skal siges på få sider. Det formår Ane Riel. Du er ikke et øjeblik i tvivl om, hvordan personernes liv er, eller mangel på samme. Du kan levende forestille dig, hvad der foregår, eller kan du? Det er en lille spændende bog, der kommer vidt omkring i sindets krinkelkroge. God eftertænksom læsning.

 

 

ANE RIEL: SMÅ STØD er udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof.

 

 

 

ANE RIEL: SMÅ STØD – se mere her

 

 

 

ANE RIEL: SMÅ STØD er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION