ANMELDELSE: GRÆSTED REVYEN 2023
‘Aldrig set før!’
Foto: Benni Johansson
✮✮✮✮✮
‘ …… man kan roligt tage til Græsted og blive underholdt …..’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
GRÆSTED REVYEN 2023 – Aldrig set før! Det er lidt af en titel revyens hold præsenterer årets forestilling under. Der er noget at leve op til.
Første akt
René Richardt og Farshad Kholghi åbner ballet. Vi bliver kastet direkte ud i en kavalkade af alt det der er sket i det forløbne år. Fratagelse af titler i Kongehuset, politikerne får en over næsen, Barbara Bertelsen får en sang med på vejen på melodien Barbara Ann og Irma undgår heller ikke et pilekast.
Ind toner derefter den sidste tredjedel af holdet, Sofie Stougaard. Hun fremfører en vise om alt det der Aldrig er set før, inden hun falder om. Hun fører sig frem som revyens dronning, hvad hun også er.
Der er et par flade sketchs inden Farshad Kholghi afleverer sin monolog ‘Hundeliv’. Her er han på hjemmebane med sin vittige fremtoning og gummiansigt. Han går til lægen, der er inder, for at blive helbredt for dårlige nerver. Han bliver kastet rundt i sin helbredelse som vinterbader, hundeejer etc. Det er ganske vittigt også fordi Farshad rammer accenterne på andre sprog helt præcist. Nu er han også kommet over sine premierenerver.
Foto: Benni Johansson
René og Sofie har en morsom omvendt krænkelses monolog, hvor en stakkels mand pludselig bliver offer for en vanskelig kvinde. Genialt.
Anden akt
Anden akt åbnes med en sprudlende musical: ‘Stuegang’. Det er næsten blevet en trend i dette års revyer, at der skal være et indslag som en musical. Vi ved jo at der i disse år bliver lavet musical om alt og alle, så selvfølgelig følger revyen trop. Her bliver teksten spundet over et nyt supersygehus. Det er underholdende og holdet pisker rundt på scenen mellem sange, tekst og kostumeskift. Musikken er gamle kendte amerikanske ørehængere.
I ‘Prædikanten’ er Sofie en præst der har besøg af en blanding mellem en vækkelsesprædikant og Stevie Wonder. Hun fatter intet. Farshad stormer rundt, velsigner alle og taler i tunger. Fint nummer.
Der er tre Shorties, hvor omdrejningspunktet er plagiering af musik. Det er fyld. Til gengæld når vi frem til aftenens bedste nummer. ‘Brudens tale’. Sofie er vidunderlig som bruden der holder tale for endnu en ægtemand. Hun er fuld og fortæller om alle sine andre mænd, men taler ikke til ”Flemse”, altså den nuværende. Hun fremstår troværdig i en alt for stram kort kjole, høje hæle og et glas i hånden. Hun aspirerer til årets revynummer!
Foto: Benni Johansson
Finalen
Vi er ved at være ved vejs ende og finalenummeret er absolut ikke traditionelt. Holdet er klædt på som The Blues Brothers og synger et langt medley af motown og rock. Der er intet revyagtigt over den finale, men det swinger, stemningen kommer helt op og publikum sidder og synger med.
Trekløvret
René Richardt er driftssikker og bobler af positivt humør. Han udfylder sine roller med autentisitet. Han har en klar og tydelig diktion. Sofie Stougaard er aftenens stjerne. Hun viser mange sider af sit alsidige talent og synger flot. Farshad Kholghi er nok morsom, men desværre lidt for stereotyp i sin ageren.
Foto: Benni Johansson
Det hele spiller
Orkestret spiller som en drøm og supplerer i sangene når der kræves noget ekstra. På den hyggelige kro har man løst scenografien på en smart måde, med rekvisitter spillerne selv tager ind og ud. Det virker helt naturligt og fungerer godt. Lyset gør sit til at hæve standarden. Der er et hæsblæsende tempo hele vejen igennem, uden det bliver forceret.
Græsted Revyen er ikke gængs revy, og dog. Den er en blanding af den modernitet der efterlyses indenfor revygenren, uden at smide alle de gode kendte revyklicheer i skraldebøtten. Personalet er venligt, der hersker en god hyggelig stemning på kroen. Så man kan roligt tage til Græsted og blive underholdt.
Græsted Revyen har eksisteret siden 1993. Det hele startede på Græsted Kro og der er den stadigvæk. Revyen havde dog en kort afstikker til Asminderød Kro fra 2009-2011.
Foto: Benni Johansson
ANMELDELSE: GRÆSTED REVYEN 2023. Aldrig set før! Medvirkende: René Richardt, Sofie Stougaard, Farshad Kholghi. Instruktør: Gordon Kennedy. Kapelmester: Henrik Schrøder med hans Late Night Orchestra. Scenografi: Vibe Pock-Steen. Kostumer: Laila Drisgaard. Koreografi: Mickael Olesen. Revyen spiller frem til 28. september.
ANMELDELSE: GRÆSTED REVYEN 2023 – se mere her
ANMELDELSE: GRÆSTED REVYEN 2023 er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION