ANMELDELSE: KIRSTEN KJÆR – MENNESKEMALER

Overset kvindelig kunstner?

ANMELDELSE: KIRSTEN KJÆR - MENNESKEMALER

✮✮✮

‘ ….. kunsthistorikeren Hanne Abildgaard, har loyalt vendt hver en sten i Kirsten Kjærs liv ….’

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Strandberg Publishing har netop udgivet biografien “Kirsten Kjær. Menneskemaler” om en kvindelig, dansk kunstner, der kaldte sig menneskemaler – ikke portrætmaler. I følge pressemeddelelsen har hun endog sit eget museum i nærheden af Frøstrup i Thy.

Indrømmet, hende har jeg aldrig hørt om før, trods mange år som kunstanmelder og reporter/fotograf på første række hos Bruun Rasmussen. Har jeg overset en interessant kunstner?

ANMELDELSE: KIRSTEN KJÆR - MENNESKEMALER

Kirsten Kjær portrætterede vennen, bladmanden og dramatikeren Anders Olsen flere gange, i 1931 som Grubleren,

inspireret af Auguste Rodins bronzeskulptur. I hendes fortolkning har Olsen et mere bistert

og angrebslystent end egentlig grublende udtryk. Grubleren, 1931, olie på lærred, 111 x 85,5 cm.

Grænseoverskridende

Menneskemalerens navn var Kirsten Kjær – og dog ikke. Hendes rigtige navn var Maren Kirstine Kjær Andersen (1893-1985). Det er ikke usædvanligt at skifte til et mere mundret og kort kunstnernavn. Men hun var, ifølge monografiens forfatter, kunsthistorikeren Hanne Abildgaard, i allerhøjeste grad usædvanlig. Hun var vild, grænseoverskridende, en vagabond og et livsstykke – og på mange måder forud for sin tid.

Spørgsmålet er imidlertid, om Kirsten Kjær også er en af de mange kvindelige kunstnere, som uretmæssigt har været overset af vores mandlige kunsthistorikere?

Ikke hvis man skal tro kunsthistorikeren Eva Pohl, der i 2021 udgav bogen “Gennembrud – Kvinder i dansk kunst fra 1600-tallet til i dag”. Hun havde ellers valgt at sætte fokus på “den store gruppe af kvinder i dansk kunst, som har stået i skyggen af deres mandlige kolleger”. Men ikke et ord om Kirsten Kjær!

Original portrætkunstner?

Hanne Abildgaard, oplyser, at Kirsten Kjær var autodidakt som portrætmaler, men påvirket af et eksperimenterende kunstnermiljø i Californien, hvor hun tilbragte tre år (1926-1929). Tilsyneladende fik hendes billeder fra USA hurtigt bred anerkendelse ved hjemkomsten til Danmark.

Kirsten Kjær skabte efterfølgende en lang række portrætter af både kendte og ukendte personer inspireret af Edvard Munch og J.F. Willumsen. I samtiden mente nogle, at hun havde en særlig evne til at se dybt i den menneskelige psyke og fremdrage det, der gemmer sig under overfladen. Og det i en periode, hvor man anså portrætmaleriet for nærmest dødt.

ANMELDELSE: KIRSTEN KJÆR - MENNESKEMALER

Axel L. Romdahl, Götheborg juli 1937, olie på lærred, 135 x 110 cm. Endnu et J.F. Willumsen-inspireret portræt.

Kritikere har kaldt billedet en karrikatur af en fallisk mand, hvor selvglæden er ved at komme ud af kontrol.

Alligevel blev det i reglen godt modtaget, når det blev udstillet – og det blev det hyppigt.

Kunstnerisk format

Store ord om Kirsten Kjær. Men er der belæg for dem? At nævne Kirsten Kjær i forbindelse med Munch og Willumsen er dristigt, men som inspirationskilde er det vel i orden. Der er dog en afgrund imellem hende og dem, når det gælder det kunstneriske format.

Indrømmet, det er altid vanskeligt at vurdere kunstværker på baggrund af fotos i en bog eller på baggrund af billeder på nettet. Malerier skal altid ses in natura. Ligeledes er det et problem at vurdere ligheden med de portrætterede og deres psyke, når man ikke selv har oplevet personerne. Og dog!

Takket være bogens 400 rigt illustrerede sider, er det trods alt muligt at danne sig et vist indtryk af Kirsten Kjærs kunstneriske formåen. Og den er ikke imponerende. Ofte ligner portrætterne karrikaturtegninger eller illustrationer til noveller i datidens kulørte familieugeblade.

Elsket og hadet

Meningerne om Kirsten Kjær var særdeles delte i samtiden. Hun havde en menighed, der tilbad hende grænseløst. I forbindelse med hendes 60-års fødselsdag skrev Politikens anmelder ligefrem, at “Cézanne og Picasso er nødt til at rykke lidt til side. Ingen over, ingen ved siden af Kirsten Kjær”.

I museumsverdenen var begejstringen til gengæld til at overse. Kun få offentlige kunstmuseer har indkøbt hendes malerier. Det er faktisk kun Trapholt og AROS, der har værker af Kirsten Kjær i deres samlinger. De har et hver. Og mon ikke begge er i magasin?

Kirsten Kjærs hovedfjende var Leo Swane. Han var kunstkritiker, og i årene 1931-1952 tillige direktør for Statens Museum for Kunst. Swane foretrak kunstnere som Harald Giersing, Vilhelm Lundstrøm og Jens Søndergaard, som han købte stort ind af. Men ikke et eneste maleri af Kirsten Kjær blev det til. Man kan – med rette – kritisere ham for mange af hans dispositioner, men ikke i dette tilfælde.

Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Ifølge bogen var Kirsten Kjær vild, grænseoverskridende, en vagabond og et livsstykke – og på mange måder forud for sin tid.

Kirsten i 1963 på Kgs. Nytorv. Fotokreditering: Torbjörn Andersson (affotograferet af Ole Akhøj)

Slagfærdig dame

Men hvad skyldtes Kirsten Kjærs popularitet i dele af samtiden? Hun var tilsyneladende en slagfærdig dame, der havde let ved at skabe kontakter, samtidig med at hun kunne vise sympati og medfølelse over for mange mennesker. Desuden formåede hun i høj grad at skabe opmærksomhed omkring sig selv.

Hertil kommer, at hun virkede i en periode, hvor kunsten gennemgik store forandringer, og hvor mange mennesker havde appetit på at prøve noget nyt. Men ikke alt der glimrer, er som bekendt guld!

Tidens tand har vist, at Kirsten Kjærs kunst ikke er langtidsholdbar. Tilbød man ti af hendes bedste værker til SMK ganske gratis, er jeg overbevist om, at man pænt vil takke nej.

Intellektuelt format?

Havde Kirsten Kjær et intellektuelt format? Næppe, trods bogens betydelige omfang, er jeg ikke stødt på et eneste tankevækkende citat. Ikke engang, når det gælder hendes eget domæne: kunsten.

Stumfilmstjernen Asta Nielsen skrev i et brev om Kirsten Kjær: “hun er god og velmenende, men vulgær og påtrængende og går mig forfærdeligt på nerverne”.“Hende har jeg fået nok af, det går simpelt hen ikke”. Det afsluttende citat kan jeg fuldt ud tilslutte mig.

Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Rhapsody in Grey (Aage Strunk), 1931, olie på lærred, 138 x 109 cm. Inspireret af J.F. Willumsen?

Jo, den diagonalt placerede Strunk, der ser ud til at være ved at vælte sammen med sin stol og nærmest

er på nippet til at blive suget ud af billedets øverste højre hjørne, hjulpet på vej af de heftige strømhvirvler i baggrunden.

Fotokreditering: Ole Akhøj

Vurdering

Bogens forfatter, kunsthistorikeren Hanne Abildgaard, har loyalt vendt hver en sten i Kirsten Kjærs liv baseret på en gennemgribende research og et omfattende arkivmateriale. Bogen er velskrevet og helt uden nørdet fagsprog. Den er tillige rigt illustreret og velproduceret. Så langt, så godt!

Spørgsmålet er imidlertid, om Kirsten Kjær har gjort sig fortjent til en bog på hele 400 sider? Det kræver en original og alsidig kunstner at retfærdiggøre denne disposition. Bogen bliver derfor hurtigt en ørkenvandring i ligegyldige detaljer. Her har redaktøren svigtet!

Skal kunstinteresserede i 2023 lokkes til at interessere sig for Kirsten Kjær, havde et langt mindre format været optimalt. Kun fagfæller vil formentlig kæmpe sig igennem en så omfattende bog. Og hvor mange af dem vil finde Kirsten Kjær interessant?

Har man lyst til at se et udvalg af Kirsten Kjærs billeder, er det muligt på Kirsten Kjærs Museum. Her vises i forbindelse med udgivelsen af bogen en gennemgribende nyophængning af kunstnerens værker.

Strandberg Publishing