ARKEN: Monira Al Qadiri – Cameleon

✮✮✮✮✮

' …… næppe nogen af Arkens gæster vil forlade udstillingen uden for alvor at måtte forholde sig til vores brug af naturens ressourcer …… '

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Gigantiske farvestrålende petrokemiske molekyler

Det er noget af et syn, der møder os, når vi træder ind i Arkens Kunstakse. Rummet er nemlig domineret af kæmpemæssige, farvestrålende elementer. Nogle hænger ned fra loftet, nogle står på gulvet, mens andre er fastgjorte på væggene.

Hvad i alverden skal det forestille? Er der en mening bag dette tilsyneladende pop-surreelle univers?

Ja, i allerhøjeste grad! Det handler om olie og petrokemiske stoffer, som findes overalt i den globale verdens industri, transport og opvarmning. Udstillingen skal vise konsekvenserne af vores forhold til olie i relation til vores klima, samfundsøkonomier og kultur!

Monira Al Qadiri

Den problemstilling ved den kuwaitiske kunstner Monira Al Qadiri (f. 1983) alt om. Hun er opvokset i Kuwait og har dermed på første hånd oplevet olieeventyrets velsignelser i form af ufattelige rigdomme. Men hun kender bestemt også bagsiden af eventyret. Hendes bedstefar var nemlig sanger på en perlefiskerbåd i Den Persiske Golf, inden olieforureningen fik sat en stopper for det århundrede gamle erhverv.

Cameleon

Vi har hermed nøglen til at tolke de særprægede kunstgenstande, der til stadighed skifter stemning og skala. De skinnende overflader i regnbuens farver ændrer sig alt efter beskuerens blik. Denne kamæleonagtige kvalitet spejler olieindustriens strukturer, der skjuler ødelæggelse under lag af skønhed og forførelse. Deraf udstillingens titel “Monira Al Qadiri – Cameleon”.

Udstillingen kan ses som en naturlig forlængelse af museets udstillinger som fx Julian Charrières “Solarstalgia” og Anish Kapoors “Unseen”. Også disse kunstnere fokuserede nemlig på klodens skrøbelighed og de problemer, der truer dens eksistens. Der er I øvrigt også en klar parallel til Copenhagen Contemporary & Glyptotekets aktuelle udstilling “A Sounding of the Earth” med Alia Farid.

Oppustelig skulptur fra serien Benzene Float. Der er tale om et forstørret molekyle fra den petrokemiske industri. Dens perlemorlignende overflade skal minde os om, at perlefiskeriet i Mellemøsten er afløst af den forurenende olieindustri. Skulpturen er på en gang dragende, truende og uvirkelig. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

Benzene Float

De mange tavse, oppustede og farverige genstande, der møder os fra udstillingens loft og på gulvet, går under fællesbetegnelsen “Benzene Float”. Der er tale om forstørrede molekyler fra den petrokemiske industri. Ofte baseret på mikroskopiske prøver, der er blæst op i kæmpeformater, og som indtager absurde former og størrelser.

Nogle af skulpturerne er over seks meter lange. Deres perlemorlignende glans skal minde os om, at perlefiskeriet i Mellemøsten er afløst af den forurenende olieindustri.

Gastromancer

Installationen “Gastromancer” (2023) består af to røde konkylier, der hænger ned fra loftet i et rødt rum. Der er tale om store Murex muslinger, som man har kunnet finde i Den Persiske Golf. Deres langstrakte skaller er meget skulpturelle med et spir, der er højresnoet i en spiral. På ydersiden af disse konkylier er der pigge eller bregneblade.

Konkylier har en fordybning i den øverste del af deres krop. Hvis man lægger øret til, kan man normalt høre noget, der minder om havets brusen. I dette tilfælde kan man lytte til en poetisk konversation mellem to androgyne stemmer.

Dialogen er inspireret af bogen “The Diesel” (1994), der handler om en ikke-binær person, som voksede op i De Forenede Arabiske Emirater, på det tidspunkt, hvor det traditionelle samfund ændredes som følge af olieeventyret.

Områdets muslinger er i en lignende situation, da hun-muslingerne er blevet til han-muslinger som følge af den overfladebehandling, der beskytter skibenes bund. Og uden to køn ingen formering.

Al Qadiri viderefører problematikken ved også at sætte spørgsmålstegn ved det mandsdominerede samfund, som stadig findes i hendes hjemland Kuwait.

Installationen “Gastromancer” (2023) består af to røde konkylier, der hænger ned fra loftet. Konkylierne har en fordybning i den øverste del af kroppen. Hvis man lægger øret til, kan man normalt høre noget, der minder om havets brusen. I dette tilfælde kan man lytte til en poetisk konversation mellem to androgyne stemmer. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

Borehoved fra OR-BIT serien svæver i luften, som var det drevet af en mystisk kraft. Hovedet minder om en arkitektonisk model af en pyramide eller et tempel – magtsymboler, der er bygget til at signalere rigdom og evighed. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

Futuristiske skulpturer

På gulvet finder vi nogle futuristiske skulpturer i forskellige former og størrelser, “Alienteknologi (diamant)” (2023) og “Fremtid fortid 3” (2023) er bemalet med en slags perlemorlignende og iriserende maling, som vi kender fra bilindustrien. De fremstår som selvlysende havdyr eller surrealistiske aliens – dragende, truende og uvirkelige. Skulpturerne ligner maskiner, som benyttes til olieboringer.

I OR-BIT serien svæver seks borehoveder i luften, som var de drevet af en mystisk kraft. De minder om arkitektoniske modeller af pyramider eller templer – magtsymboler bygget til at signalere rigdom og evighed. Alligevel antyder deres fundamentløse svæven, at de er skrøbelige.

I NAVA kaster farverige ornamenter skygger på væggene. Udskæringerne ligner den geometriske ornamentik i islamisk kunst. Men de gengiver præcist de mønstre, der opstår, når stålreb fra olieudvindingen skæres over. Den regnbue-farvede overflade, der ligner petroleum, skal også her minde os om, at olieindustrien har fortrængt den traditionelle perleindustri i Den Persiske Golf.

Seismiske sange

Sidst i Arkens Kunstakse finder vi en dinosaur, der synger “I am waiting, I am waiting, for your love, for your love” i en mikrofon. Installationen refererer til, at specialister i jagten på olie og gas sender lydbølger ned i jorden for at finde lommer af olie skjult under overfladen.

I installationen “Seismiske sange” har Al Qadiri på humoristisk vis vendt teknikken på hovedet, idet en dinosaur fra juratiden træder frem og synger tilbage til seismograferne med sin rungende, melankolske stemme.

I videoen “Råt syn” (10 min.) har Al Qadiri genskabt et forbudt industriområde i miniature, hvor hun med barnets nysgerrighed spørger: “Hvad nu hvis de dinosaurer, der blev fossileret til olie for millioner af år siden, begyndte at synge tilbage til os? Hvad hvis et olieraffinaderi i virkeligheden var en by beboet af væsener fra andre verdener?

Den roterende, futuristiske skulptur ligner en maskine, som benyttes til olieboringer. Borehovedet er dog rettet mod himlen i stedet for ned i jorden. I baggrunden ses farverige ornamenter, der kaster skygger på væggene, som var det geometrisk ornamentik i islamisk kunst. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

Vurdering

Det er en på en gang fortryllende og skræmmende udstilling, Arken byder på. Vi forføres af de utallige, fantasifulde skulpturer og de farveorgier, der udspringer fra dem. En ren fantasiverden, der mest af alt ligner en farverig forlystelsespark med balloner.

Men udstillingen har samtidig nogle dystre undertoner. Mærkelige væsener truer os, og Dommedag truer os i form af de økologiske ødelæggelser, som olieindustrien medfører. Olien, der til at begynde med lignede en velsignelse, ender altså med at blive en forbandelse, der truer civilisationen.

Næppe nogen af Arkens gæster vil forlade udstillingen uden for alvor at måtte forholde sig til vores brug af naturens ressourcer og påvirkning af miljøet og økosystemerne.

Endnu en højaktuel og væsentlig udstilling på Arken, der giver stof til eftertanke!

Arken – Museum for samtidskunst: Monira Al Qadiri – Cameleon. Vises frem til 26. april 2026. Museet tilbyder en gratis folder med information om udstillingen generelt og de enkelte skulpturer i særdeleshed.

ARKEN: Monira Al Qadiri – Cameleon – se mere her

ARKEN: Monira Al Qadiri – Cameleon. Coverfoto: Udstillingens nyeste skulptur “Cameleon” (2025). Skulpturen skifter farve alt afhængig af, hvilken vinkel den ses fra. Altså en kamæleon – hvilket også et titlen på udstillingen. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

ARKEN: Monira Al Qadiri – Cameleon er en anmeldelse begået af journalist Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm