BETH GIBBONS I FALKONÈRSALEN

Lives Outgrown-tour

TINDRENDE SMUKT

✮✮✮✮✮✮

‘ ……. det var – uden undtagelse – den bedste koncert, jeg har været til i mands minde …..’

– Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION

Vi var blevet advaret om, at der var noget helt særligt i vente, men denne aften må gå over i historien som én af de aftner, hvor tiden stod stille.

Jeg har aldrig opfattet Beth Gibbons som nogen stor sanger, en følsom og særlig én af slagsen, helt bestemt, med uendeligt nærvær og et fint lille knæk på stemmen, når hun når de høje toner, men ikke som en af de helt store stemmer. Mandagens udsolgte koncert i Falkonérsalen modbeviste med al tydelighed den fejlopfattelse. Lige nu er hun den største. Der er ingen over hende, når hun rammer den så klokkerent, som det var tilfældet her. Og med et publikum, som for en gangs skyld gav musikken en chance, var der dømt gåsehudsfremkaldende øjeblikke i salen.

Den kæmpestore lille kvinde

Præcis på slaget 21.00 gik det 7-mand store orkester på scenen med Beth stående i skyggen ved perkussionisten på bare fødder og i de karakteristiske jeans og skjorte. Lyssætningen var under hele koncerten farvemættet i én tone, rød, lilla, grøn, orange, blå og isnende grå. Da hun gik frem mod mikrofonen til åbningsnummeret ”Tell Me Who You Are Today” fra hendes debut album 30 år efter Portishead-æraen, ”Lives Outgrown”, eksploderede salen i et kollektivt brøl, som blev ved igennem hele koncerten. Sikke en kærlighed fra et publikum, hvis ungdom blev tilbragt med Portishead i øregangene. Og ja, jeg vil vove den påstand, at selv hardcore puritanere fra den gang blev genfødt som disciple af denne spinkle, men kæmpestore lille kvinde.

Og sikke et orkester, hun har samlet til denne tourné, som startede til Primavera Sound i Barcelona og foreløbig har bragt hende igennem Frankrig, Tyskland og Holland før hun fortsætter til Belgien, Skotland og Londons store koncertsale, Barbican og Royal Albert Hall. Trommer, percussion, synthesizers, violin og alle mulige og umulige slaginstrumenter og en spilleglæde og lyst til at eksperimentere fra de unge musikere, som swingede unikt og tindrende smukt. Her var free jazz, triphop, ren rock’n’roll, og den mest beskidte støjrock, mens sangeren, som en kopi af Ian Curtis fra Joy Division, stod i mørket med begge hænder om mikrofonstativet og stemmen – dén store, klokkeklare stemme, som omdrejningspunkt for hvert eneste pulsslag i rummet.

Godt en time

Vi fik 11 sange og 2 ekstranumre, fortrinsvis fra debutalbummet – som tracker den ensomhed og det liv, hun har levet frem mod den uundgåelige alderdom, og skal man være bare en smule kritisk, så var det for lidt. 1 time og 7 minutter blev det til, men måske gør det ikke så meget, når hun gav publikum en version af ”Roads” fra Portishead albummet ”Dummy”, som trak vand. Det var så uendelig smukt.

Det var – uden undtagelse – den bedste koncert, jeg har været til i mands minde, og det føles som en gave at have været der, den aften, i den sal, med den sanger. Hold da op. Selv anmelderne gav hende en stående ovation. Det tror jeg aldrig, jeg har set før. Og Beth? Hun kvitterede med et lille englehop, før hun forsvandt ud i kulissen og lod os stå tilbage fyldt med kærlighed og melankoli og lyst til meget, meget mere.