Bremen: CRAZY MUSICAL COMEDY 2025
KISS BANG BANG

Foto: Thomas Petri
✮✮✮✮✮
' ….. ØV! Vi må tage afsked, men holdet har valgt at gøre det med manér og det bør publikum også gøre i BREMEN …. '
– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION
Det legendariske decemberteater Crazy Christmas er tilbage og denne gang i BREMEN. Showet er desværre en afslutning ikke blot på showet, men også en tradition for mange danskere, som har fulgt Vivienne McKee og hendes team i over 4 årtier. TIVOLI meddelte på mindre behændig vis, at Glassalen ikke var til rådighed for CCC fremover og derfor kom BREMEN i spil og alternativet er fremragende.
'Vi stopper på toppen'
Som Søren Hall – den store bagmand og direktør for herlighederne – fortalte til undertegnede inden showet: 'Så stopper vi, mens vi er på toppen!. Forventningerne er blevet skruet en ekstra gang i vejret.
Vi har gennem en årrække anmeldt det hæderskronede show som både lyder navnet 'tradition' og 'institution' i december og januar. Og i år blev vi ikke skuffede.
Gennem årene har showsene kastet sig over forskellige temaer – ofte med stærke tråde og referencer til film og tv-serier pyntet med satire, spas, sjov og ikke mindst sange. Utvivlsomt bevæger vi os måske under bæltestedet, men det bliver aldrig for underlødigt eller går over stregen.

Foto: Thomas Petri

Foto: Thomas Petri
James Bond med mandomsproblemer
I år blev vi alle producere og instruktører på den længe ventede nye James Bond film – KISS BANG BANG. Verdensherredømmet står på spil og skurke lurer i kulissen. James Bond himself kæmper med lidt mandomsproblemer, så det hele er lidt op ad bakke. Men mon ikke det bliver løst i den sidste ende? Det tror jeg nok, det gør.
Igen i år – som alle 4 årtier er showet på engelsk. Vivienne McKee nyder at blande sit britiske med dansk, men vi nyder naturligvis også amerikansk og australsk, og endelig diverse engelske accenter krydret med tysk, spansk og italiensk.
Showet i år virkede mere velskrevet end ellers. Måske havde flere vellykkede gennemskrivninger fundet sted og retorikken og replikkerne var i top og det samme var jokesne – jeg fristes til at afsløre nogle af dem, men undlader det, se i stedet selv showet.

Foto: Thomas Petri
En afsked med manér
Der er en del sang og sange konstrueret til lejligheden brygget på kendte temaer og melodier. Her boltrer Sebastian Harris sig på alle måder, det samme kan siges om Katrine Falkenberg.
Katrine Falkenberg har gennem mange år har været McKee medspiller og 'wing-lady', yngre model og bimbo – som hun selv så smukt udtrykker det. Hun vil blive savnet og ikke mindst hendes sangstemme – tillad mig at anbefale skuespilleren til større roller og bestemt også som vidtspændende revyskuespiller, hvis man mangler en mangefacetteret stjerne til plakaten!
En værdig afsked og bestemt et show på toppen – som Søren Hall afslørede til start, er det det, der serveres i år. Vi snydes heller ikke for den legendariske Bent Van Helsingør, der taler dansk-engelsk. Og endelig mødes vi også af den klassiske publikums inddragelse. ØV! Vi må tage afsked, men holdet har valgt at gøre det med manér og det bør publikum også gøre i BREMEN. London Toast fortsætter dog deres shows med Vivienne McKee i mindre opsætninger på eksempelvis Sorte Hest og Teaterkælderen under Det Ny Teater o.s.v.

Foto: Thomas Petri
Bremen: CRAZY MUSICAL COMEDY 2025
Skynd dig at købe billetter før din nabo her
Vivienne McKee har også beæret redaktionen med en skøn KLUMME – læs den her
Har du brug for et godt grin til bryllupsdagen eller firmafesten, så tjek ind på adressen londontoast.dk
Bremen: CRAZY MUSICAL COMEDY 2025 – spiller frem til og med 11. januar 2026
MEDVIRKENDE: David Bateson, Andrew Jeffers, Katrine Falkenberg, Kevin Kiernan-Molloy, Sebastian Harris & Vivienne McKee
Bremen: CRAZY MUSICAL COMEDY 2025 er en anmeldelse skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

