CPH STAGE 2024
Teater

CPH STAGE: Åbningsforestilling FORTUNE

CPH STAGE: Åbningsforestilling FORTUNE

 

 

 

 

 

 

 

CPH STAGE: Åbningsforestilling FORTUNE

Foto: Jésula Toussaint Visser

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ……. kunst binder mennesker sammen og det er et af formålene med denne teaterfestival ……’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rytmen dunker, publikum strømmer op på scenen, hvor der er ved at være en slags happening i gang. Ned fra loftet hænger alt muligt kasseret ragelse, lige fra vaskemaskiner til skilte, i en stor pærevælling. Ting der har været en del af nogle menneskers forbrug gennem livet. Man kan kalde det et slags livs træ. De medvirkende danser rundt med publikum, men efterhånden fader det ud, publikum indtager deres pladser og forestillingen starter. Fortune er en slags totalteaterforestilling, hvor tale, dans, tekst, musik og symboler skaber en helhed, hvor alle grænser bliver ophævet. De flyder simpelthen sammen til et vægtløst univers.

 

Den hollandske gruppe Club Guy og Roni samt Navdhara India Dance Theatre er to dansegrupper fra hver sin del af verden. De har produceret en forestilling, som har blandet både stil og ideer, til en global oplevelse. Vi mennesker har de samme følelser og ideer uanset hvor vi er blevet født i verden, men det er ikke sikkert, at de alle er i stand til at blive indfriet. Det kommer helt an på, vores fødested på kloden. Eller sagt på en anden måde, at du er heldig at blive født et sted, med mulighed for at dine drømme kan realiseres. Men det underlige er jo, at uanset hvor du lever dit liv, prøver du at finde lykken. Vores stræben efter lykke, succes og penge kan være vejen frem, men det er ikke altid sikkert, at det er den primære del i et menneskes eksistens, eller parametre i den sort-hvide opfattelse af at være heldig og lykkelig.

Fortune

Der er mange betydninger af ordet Fortune, som stykket jo hedder, og det handler lige præcist om det. Er vi vores egen lykkes smed? Er det i virkeligheden os selv der grundlægger vores lykke, ved de omstændigheder vi oplever eller skaber for os selv? Det kan være i kærlighed, karriere etc. Er det rigdom? Er den formålet med livet? Eller er vores liv bestemt af en skæbne? Er vores selvbestemmelse gledet os af hænde, så vi er i skæbnens vold, hvor vi ikke selv er herre i eget hus?

Spørgsmål og historier

Der er mange spørgsmål der bliver taget under behandling i løbet af de små 5 kvarter forestillingen varer. Vi er hele vejen rundt. Moderskabets fangarme, der både kan være befriende og snærende. De anonyme mennesker vi hver dag møder på vores vej. Er vi egentlig interesserede i hinanden, hvis vi ikke kan opnå noget hos den anden part? De seksuelle grænser, der bliver mere og mere flydende. Kærligheden, som en hele tiden anmassende faktor i vores liv. Begæret vi ikke kan undsige os. Kontrasterne er mange og alligevel er de fællestræk hos os alle.

 

Vi får undervejs de medvirkendes historier. Vi hører om frygten for ikke at slå til, angsten for ikke at være sig selv, stræben efter den perfekte selvdestruktion i overflodens navn, voldsomt magtmisbrug, undertrykt fortvivlelse, men hele tiden er håbet om et lykkeligt liv forude. De kommer alle med en forskellig baggrund og nationalitet, men i sidste ende føler de sig heldige.

 

Dette sammensurium af storladede følelser, blandet med den naive tro på en bedre fremtid, bliver serveret i en smeltedigel af bevægelse, musik og ikke mindst energisk tempo. Det er en uvirkelig oplevelse at se denne koreografi. Danserne bevæger sig som om deres knogler er af gummi. Alligevel er de bomstærke og løfter hinanden med en overnaturlig gratie. Skiftevis er kroppene forkrampede krogede, for så at være strakte og i ekstase. Til tider er det faktisk kropsligt vulgært, men du lader dig indfange og besnære. De har en lethed, kombineret med et kraftfuldt udtryk og stærkt budskab. At deres grundkostume er grålig kropssminke og trusser, forstærker indtrykket. Både krop og sjæl er nøgne, og undervejs iklæder de sig passende og også upassende tøjgenstande.

 

Det hele foregår i Indien på en befærdet vej! I bogstaveligste forstand er det en jagt efter en menig med livet på livets landevej. Musikerne er en stor del af forestillingen og de supplerer dansernes dans og fortælling. Den Mumbai-baserede Navdhara India Dance Theatre sammen med den hollandske gruppe, leverer varen og understøtter danserne på den mest perfekte måde med et sammenspil af præcision.

CPH STAGE 2024 er over os

Det er 11. sæson Cph Stage præsenterer sit program, der er større end nogensinde. Festivalen er delt op i temaer, så man nemt kan pejle sig ind på hvad der har ens interesse. Kunst binder mennesker sammen og det er et af formålene med denne teaterfestival. Der en bred vifte af forestillinger og noget for enhver smag. Festivalen spiller til 8. juni. Gå ind på cphstage.dk, der finder du et slaraffenland af teater.

 

 

 

 

 

 

CPH STAGE: Åbningsforestilling FORTUNE – præsenteres i samarbejde med Det Kongelige Teater.
Medvirkende dansere: Adam Peterson, Camilo Chapela, Eliana Strangapede, Gihan Koster, Igor Podsiadly, Wilchaan Roy Cantu, Chetan Solanki, Urvil Shah. Musikere: Martjin Baaijens, Joechem Braat, Niels Meliefste, Tarang Poddar, Pepe Garcia, Leder: Brendan Faegre. Koreografer: Roni Haver, Guy Weizman, Ashley Lobo.

 

 

 

 

 

 

CPH STAGE: Åbningsforestilling FORTUNE – se mere her

 

 

 

 

 

CPH STAGE: Åbningsforestilling FORTUNE anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm