CPH:DOX – ‘FROM WHERE THEY STOOD’

 

En film af Christophe COGNET

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

Redaktionsmanifest CPH:DOX 2021

Vi har i mange år fulgt CPH:DOX med stor interesse.

I år har vi strømlinet vores anmeldelser, så de alle koncentrerer sig om to overordnede punkter:

1: Beskrivelse af filmen. Hvad filmen handler om.
2: Filmens dramaturgi. Hvordan grebet (mode) er tilrettelagt i dokumentarfilmen.

 

 

 

 

Dokumentar om dokumentar

I filmen ‘FROM WHERE THEY STOOD’ kommer vi tættere på rædslerne i de nazistiske koncentrationslejre mere end nogensinde før. En lang række filmruller, der hidtil har været hengemt, er blevet indsamlet og fremkaldt. Det unikke ved dem er, at de er optaget af fiffige KZ-fanger under anden verdenskrig, der med livet som indsats, umanerlig opfindsomhed og frækhed afslører naziregimets dyriske djævelskab.

 

Vi møder naturligvis en række passionerede videnskabsfolk og museumsfolk, for hvem afdækningen af disse nyfundne mysterier topper som et af deres karrieres højdepunkter.

 

På de mest utrolige måder er fangerne kommet i besiddelse af film og kameraer. Andre gange kun en film, og kameraet gjorde det ud for to tomme malerbøtter, hvor der så var et hul i den ene, som udgjorde objektivet – og tænk sig det virkede – der blev skrevet med lys. Kameraerne blev ‘lånt’ fra deres arbejde som betroede fanger. Gemt under aviser eller tøj blev optagelserne foretaget i den dybeste hemmelighed. Filmrullerne blev efterfølgende skaffet af vejen – og hvad kunne være et bedre gemmested end latrinerne?

 

De dygtige videnskabsfolk besøger adskillige KZ-lejre, der i dag er museer. De medbringer transparenter af optagelserne fra krigen, og stadsfæster herved positionerne for fotograferingen. Vinklerne tjekkes efter.

 

De uhyggelige billeder er så bestialske, at de er unævnelige at bringe i en pæn anmeldelse. Filmens folk samtaler om, hvad der drev regimet til disse uhyggeligheder. Og vi spares ikke for den grumme ondskab af datidens dokumentarister, der tilsyneladende følte en forpligtelse overfor eftertiden i afsløringen af denne dæmonernes legeplads. Selv indenfor i gaskamrene, mens der højt og flot gasses mennesker, finder kameralinsen vej til ugerningernes højborg.

 

Museumsfolkene gennemgår kvadratmillimeter af fremkaldelserne og kan ofte tyde, hvilket år billedet blev taget. Om det var sommer eller vinter kan ses på træerne. Tidspunktet for optagelsen kan læses fra solens vinkel. I en række tilfælde er det endda lykkedes at finde frem til, hvem personerne på fotografierne var – skæbner der endda følges op på – flere overlevede som Holocaust survivors.

 

Helt igennem en seværdig og sober film. En uhyggelig film. En dokumentar om dokumentar.

Dramaturgi, hvordan

Det dokumentariske greb er ‘observational’ som den iagttagende ‘flue på væggen’, der blot er tilstede blandt videnskabsfolkenes arbejde, hvor også en tolk arbejder. Der levnes overordenlig meget tid for seerne til at betragte de mange fotografier – og det er udmærket, så man kan få sjælen med, når man betragter bunkerne af lig og hvordan Waffen-SS dels døjer med at vandre omkring på de døde kroppe og man fornemmer en diskussion mellem soldaterne om, hvis tur det nu er til at skovle lig – en sur tjans, men ‘nødvendig’.

 

En række faktabokse kommer med infos, men der savnes en mere grundig info om, hvilken lejr de pågældende optagelser er fra – snart er man et sted, snart et andet – hvad er hvad? Hvor er vi?

 

 

Foto: CPH:DOX

 

 

Indlægget er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION