Det Kongelige Teater: ONKEL VANJA

Skuespil – Drama – Skuespilhuset

✮✮✮✮

' …… I ONKEL VANJA er det ikke de ydre begivenheder, der tager aktion, men de indre psykologiske tilstande der er det følelsesmæssige centrum ….. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

ONKEL VANJA, originaltitel: Dyadja Vanja, er et klassisk russisk teaterstykke skrevet af Anton Tjekhov, 1860-1904, udgivet i 1897 og første gang opført i 1899. Et drama, hvor følelser af alle slags kommer til udfoldelse for fuld udblæsning.

Handlingen i ONKEL VANJA er flyttet fra russisk ’landidyl’, til en svinefarm et sted på landet i Danmark. Eller måske i Europa. Handlingen lægger sig tæt op af den oprindelige, for de følelser som er i spil, er universelle og vil eksistere så længe mennesket har sin gang på jorden. Stykket er instrueret af den litauisk-amerikanske instruktør Yana Ross. I de senere år har hun specialiseret sig i at opsætte russiske forfattere især Tjekhov.

Inden stykket starter lyder der høje skrig fra en gris. Lige som du havde hængt din frakke i garderoben med alle tanker om det nyligt overståede valg godt spiddet på knagen, bliver du mindet om ’svinevalget’. Hurtigt forsvinder tankerne, for der er noget ganske andet på spil. Det er selvfølgeligt tilfældigt at det lige støder sammen, for planlægning af forestillinger foregår flere år før en premiere.

Vi dumper ned i historien hvor en gruppe mennesker lever tæt sammen. Onkel Vanja, Nicolas Bro, og hans niece Sonja, Mathilde Arcel, knokler 24/7 for at holde skindet på næsen for hele familien. Alexander er professor emeritus, Jens Jørgen Spottag, og har været gift med Vanjas søster. Og far til Sonja. Han er nu gift med den betydeligt yngre og smukke Helena. De er kommet hjem, professoren har brugt familieformuen, og Vanja sørgede tidligere for at sende penge til ham. Vanjas mor, Tina Gylling Mortensen, bor der også, hun nærer en næsegrus beundring for den egoistiske og middelmådige mand, med de overdrevne snobbede intellektuelle manerer.

Huslægen Mikael, Mads Rømer Brolin-Tani drikker vodka i rigelige mængder for at finde en mening med sin eksistens. Han er blevet kynisk, og går let hen over at ens af hans patienter er død i anæstesi. Han er livstræt og for at bevare en tro på livet er han blevet naturfanatiker. Sonja har været forelsket i lægen i 10 år, men han ser hende som en ven.

Vanjas – valg?

Familiens ellers nogenlunde skemalagte og rolige liv bliver spoleret efter professoren og Helenas ankomst. Både Vanja og lægen bliver forelskede i Helena, hvilket skaber jalousi og spændinger. Langsomt går det op for Onkel Vanja at han aldrig har haft sit eget liv og konfronteres med sine egne livsvalg, eller mangel på samme.

Jens Jensen er en del af den ’samspillede familie’, han hjælper på gården. Hans kone forlod han efter få uger til fordel for en anden. De er aldrig blevet skilt, men han har forsørget hendes børn med den anden mand. I sig selv en absurditet, men ikke for Jens Jensen, som anser sig selv for at være en helt, for han har aldrig været sin kone utro! En uvirkelig og tåbelig selvopfattelse, der fremstiller Jens Jensen som en latterlig nar og han er den sidste der opdager det.

Gnisterne mellem persongalleriet

Nicolas Bro forvandler sig gennem forestillingen fra en forsagt onkel Vanja til en skygge af sig selv. Han indser, at han har spildt sit liv på at arbejde for en mand, han nu ser som en intetsigende udnytter og bedrager. Hans vrede kulminerer ved at han prøver at kvæle ham.

Alle har uopfyldte drømme, håbløs kærlighed og lider under hverdagens monotoni. Helena gør hvad hun kan for at flirte med alle og er dødtræt af hendes syge og dominerende mand. Hun finder sit liv kedeligt og er bevidst om hendes dårlige valg i livet. Sofie Nolsøe synliggør en indre rastløshed der ikke bare kan stoppe ved at forlade professoren, hun skal finde sig selv igen.

Jens Jørgen Spottags rolle prøver hele tiden at komme med nye litterære ideer. De falder til jorden undtaget over for den forhenværende svigermor. Han prøver at få opmærksomhed ved at beklage sig over sine sygdomme. Det er det sidste han har tilbage, for at blive set og hørt.

Sonja er en form for katalysator. I Mathilde Arcels karakter har hun endnu ikke mistet troen på livet og fremtiden, selvom hun er et offer for håbløs uigengældt kærlighed og hendes livs ensformighed. Især Sonja repræsenterer en slags stille håb, man må holde ud og finde mening i arbejdet og i livet trods alt. Mathilde Arcel er helt sin egen og gennemcharmerende. Hun får publikum til at være med i hendes skiftende humørsvingninger, for til sidst at rammes af fornuftens ligevægt.

Efter en dramatisk kulmination, hvor Vanja forsøger at kvæle professoren, forlader professoren og Helena gården. Vanja og Sonja vender tilbage til deres hårde arbejde, og stykket slutter med en berømt, vemodig monolog fra Sonja om at holde ud og finde fred i arbejdet, selvom livet er hårdt.

De indre konflikter

I ONKEL VANJA er det ikke de ydre begivenheder, der tager aktion, men de indre psykologiske tilstande der er det følelsesmæssige centrum. Det er oplevelser af spildt liv, uforløst kærlighed og stille desperation.

Følelserne i ONKEL VANJA er meget direkte og menneskelige. Desværre indser nogle mennesker, at deres liv ikke blev, som de håbede, og at det måske er for sent at ændre det. Men er det? Er det ikke sådan, at vores liv bliver formet af de tanker og følelser vi danner, kommet af erfaring? Dramaet som i stykket her, sker indeni personerne, det er netop det, der gør det så stærkt.

En flot svinestald, med mere

Det er en utrolig flot scenografi og tilpassede kostumer skabt af Bettina Meyer. Der er dybde og hele scenerummet bliver udnyttet til fulde. Lysdesign, Michael Breiner, komplimenterer og understreger helheden.

Stykket er mere end 100 år gammelt, men bliver aktualiseret ved at blive transformeret til vores tid. Budskabet i ONKEL VANJA vil altid være gangbart og det vil menneskets følelser og relationer også. Derfor er ONKEL VANJA et stykke der altid vil være relevant.

Det Kongelige Teater: ONKEL VANJA. Skuespil. Frit efter Anton Tjekhovs stykke af Yana Ross. Opføres på Skuespilhuset. Det Kongelige Teater.

Medvirkende: Alexander, professor emeritus: Jens Jørn Spottag, Helena, Alexanders hustru: Sofia Nolsøe, Sonja, Alexanders datter: Mathilde Arcel, Maria, Alexanders svigermor: Tina Gylling Mortensen, Vanja, Marias søn: Nicolas Bro, Mikael, læge: Mads Rømer Brolin-Tani, Jens Jensen, tidligere gårdejer: Morten Brovn.

Iscenesættelse og bearbejdelse: Yana Ross, Scenografi og kostumedesign: Bettina Meyer, Lysdesign: Michael Breiner, Lyddesign: Jonas Vest, Koreografi: Mia Hellberg, Assisterende instruktør: Matilda Belin Larsson, Dramaturgi: Benedikte Hammershøy Nielsen, Oversættelse af originalstykke: Niels Brunse.