Det Kongelige Teater: Tornerose

Eventyrballet

✮✮✮✮

‘ ….. en pompøs og flot ballet …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Tjajkovskij har skrevet musik til tre balletter: Svanesøen, Nøddeknækkeren og Tornerose. Musikken til Tornerose er noget af hans mere folkelige, romantiske og i manges optik hans bedste musik. Et fint gensyn med en elsket klassiker. Vi er i eventyrets verden. Tornerose er en elsket historie, de fleste på en eller anden måde i deres liv har stiftet bekendtskab med. Alle har også sunget den folkekære børnesang: ’Tornerose var et vakkert barn’, den hvor Tornerose skal sove i 100 år.

Selve historien om Tornerose er et gammelt folkeeventyr på catalansk fra 1300-tallet og senere på fransk i 1500-tallet. Så kom der en ny fransk version Charles Perrault i 1697. Den historie vi kender bedst, er Brødrene Grimms fra 1812-15, og det er den der er blevet genfortalt i tegnefilm, balletter, teater og meget mere.

Den første Torneroseballet så dagens lys på Pariseroperaen i 1829, men den mest kendte version, er Marius Petipas legendariske koreografi til Tjajkovskijs musik. Opsat i Skt. Petersborg 1890. Tornerose er siden danset i utallige, såvel traditionelle som mere moderne versioner. Vægten lægges på dansen og/eller på psykologiske tolkninger, der strækker sig fra kampen mellem det gode og det onde, til en ung piges udvikling til kvinde.

Handlingen

Da Tornerose, prinsesse Aurora, bliver døbt er der mange feer til hendes barnedåb, men særligt gør den gode og onde fe sig bemærket. Den gode fe er inviteret og giver hende gode ønsker for fremtiden, den onde fe er ikke blevet indbudt. Hun kaster en forbandelse over Tornerose. Når hun fylder 16 år, vil hun stikke sig på en ten og sove i hundrede år. Hun kan kun vågne hvis en prins kysser hende. Efter de hundrede år kommer en prins og opdager prinsessen bag en tjørnehæk og kysser hende.

Et nyt kys? Hvorfor?

Men det er en ny form for kys i denne 2025 udgave. Man har lavet det om, så Tornerose dukker op i en slags drøm, for så mener teatret, at de kender hinanden inden hun bliver kysset for at vågne. For man må ikke kysse en person der sover! Undskyld mig, men nu må jeg være lidt politisk ukorrekt. Er det hele ikke ved at gå en smule over gevind, i det her tilfælde med ’Kysset’ i Tornerose? Vi taler om prinsens kys, når han skal vække Tornerose. Nej, det kan godt være man ikke må kysse en på munden der sover, men prinsen kunne vel gøre det på hånden eller panden, hvis det var det. I min optik er her tale om et eventyr, en historie der i princippet er mange hundrede år gammel, skal man virkelig lave om på den? Det er selvfølgelig en lille ting i den store sammenhæng, men jeg synes ikke, det er nødvendigt at skulle lave pointen om, for at tækkes en lille flok, der bliver snart sagt forarget over næsten alt.

I forestillingen møder prinsen og Tornerose hinanden i en drøm og så kender de jo hinanden!!! Altså kysset er nu blevet legalt. Jamen, det er jo et eventyr! Tja, vi må vel se fremtiden i øjnene på en ny måde og selvfølgelig acceptere den. Ærgerligt at et lille harmløst kys i en af de mest vidunderlige balletter, skal tage fokus fra det primære, nemlig selve balletten. Vi er indtrådt i en ny æra!

Opsætningen er fra 2012

Det Kongelige Teater satte denne version af det store værk op i 2012, hvor Christopher Wheeldon stod for koreografien. Fortolkningen af eventyret holder sig mere eller mindre til den originale historie, men der er noget altmodisch over forestillingen, peppet op med nogle svære trinkombinationer. Danserne virker lidt stive, ikke smidighedsmæssigt, men i udførelsen af nogle af trinene.

Der var dog en del dejlige overraskelser. Syrenfeen blev danset yndefuldt, æterisk og charmerende af Joscelyn Dolson. Den onde fe Carabosse, Stephanie Chen Gundorph, var udklædt som til en s/m happening, ledsaget af sine 4 lakajer. De lignede nu mere hendes slaver. Stephanie Chen Gundorph er aldeles pragtfuld i rollen og særdeles ond.

Også her er der indsat en lille ny detalje i handlingen. Til sidst i forestillingen bliver de to feer gode venner. Moralen er, at man skal tilgive dem som ikke opfører sig ordentligt.

Herresiden stod stærkt i særdeleshed Schonan Greve- Vitor de Menezes-Jimmy Coleman-Tobias Praetorius- Guilherme de Menezes-Samuel Zaldivar. Tobias Praetorius brillerede som den blå fugl. Prins Desiré blev denne aften danset af Ryan Tomash. Han er en af de bedste solister balletten har at byde på i øjeblikket. Sikker, teknisk dygtig og en dejlig udstråling.

Ji Min Hongs Tornerose var ikke helt så overbevisende. Hun er god til smilende at sælge varen, men hvis det skal holde hele vejen igennem, ville det være dejligt at hendes flotte og ikke mindst yndige smil, blev bevaret hele tiden. Også i passagerne med svære trin. Der var lige lovlig megen koncentration at spore. Ji Min Hongs partnerarbejde med Ryan Tomash fungerede til gengæld upåklageligt.

Rent koreografisk var der i blomsteradagioen virkelig skruet op for sværhedsgraden. Hver kavaler skal dreje Tornerose rundt i en promenade attitude, på tå, og det ene ben er bøjet bagud. Det skal gøres fire gange. Ved hvert skift skal Tornerose give slip på kavaleren i balance, begge arme i en bue over hovedet, slip, og den nye kavaler gentager det hele, drej rundt etc. Ji Min Hong følte sig ikke på hjemmebane, men til hendes store ros, holdt hun balancen i et sekund i skiftene. Det er meget svært at stå så længe på det samme ben, uden at komme ned med hælen på gulvet.

I det hele taget var der alt for mange gentagelser i trinene der fulgte efter hinanden. Det føltes heller ikke som om musikken blev helt fyldt ud. Wheeldon holder meget af kanonkoreografi. Man danser ikke synkront hele tiden, men går ind i dansen på skiftende hinanden efterfølgende slag. F.eks. på et, tre, fem, syv, eller hvad man synes. Det er der meget af. Det fungerer godt, bare det ikke er hele tiden.

Pompøs og flot

Er der noget Wheeldon kan, er det at iscenesætte de store tableauer. Han får danserne til at glide graciøst rundt i formationer, for at de kan indtage spektakulære slutpositioner. Han er ikke bleg for, at få det til at ske mange gange undervejs og ikke kun når en scene slutter. Det er en pompøs og flot ballet. Kapellet er fabelagtige til at spille Tjajkovskij, de løfter næsten taget. Scenografien sætter stemningerne fra først til sidst. De sorte skyer, dramaet, tjørnehækken og ikke mindst kostumerne.

Det Kongelige Teater: Tornerose. Medvirkende: Prinsesse Aurora-Ji Min Hong, Prins Desiré- Ryan Tomash, Syrenfeen-Joscelyn Dolson, Carabosse- Stephanie Chen Gundorph, Skønhedens fe: Isabella Walsh, Visdommens fe-Beatriz Domingues, Yndefuldhedens fe- Tomoka Kawazoe, Sangens fe: Grace Curry, Temperamentets fe- Camilla Ruelykke Holst, Dansens Emilie Palsgaard-Jensen, Feernes Kavalerer: Schonan Greve- Vitor de Menezes-Jimmy Coleman-Tobias Praetorius- Guilherme de Menezes-Samuel Zaldivar. Rosenadagio kavalerer: Gregory Dean-Jón Axel Fransson-Jonathan Chmelensky-Emerson Moose. Hunkat: Victoria Bell-Hankat: Liam Redhead. Blå fugl: Tobias Praetorius-Prinsesse Florin: Tara Schaufuss. Samt mange flere. Det Kongelige Kapel.

Dirigent: Niklas Hoffmann. Koreograf: Christopher Wheeldon, frit efter Marius Petipa. Scenografi: Jérôme Kaplan. Lysdesign: Mary Louise Geiger. Musik: Pjotr Tjajkovskij.

Det Kongelige Teater: Tornerose – se mere her

Det Kongelige Teater: Tornerose anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm